Seperate sider

søndag den 14. februar 2010

Alec Ounsworth solo

Forleden henviste vi til et særnummer af det amerikanske musikmagasin Magnet. Bladets artikelarkiv er i sig selv en sand guldgrube. Denne signatur har et blødt punkt for guitaristen og frontmanden Alec Ounsworth fra Clap Your Hands Say Yeah!. Det er dog ikke blødere, end at det først nu er gået op for undertegnede, at Ounsworth sidste år udgav to album udenfor gruppen. ’Mo Beauty’ i eget navn og ’Skin And Bones’ under synonymet Flashy Python.

Indspilningerne til ’Mo Beauty’ fandt sted i løbet af et par uger i New Orleans. Steve Berlin fra Los Lobos m.v. producerede, mens rutinerede kræfter, som George Porter, Jr. fra The Meters tog sig af bassen og Stanton Moore og Robert Walter fra Greyboy Allstars spillede trommer og keyboard. Både byen og gruppen af musikere er velvalgt og det skinner tydeligt igennem, at Ounsworth har trukket på den musiktradition, som kun New Orleans kan byde på. Indimellem minder ’Mo Beauty’ faktisk en del om Jolie Holland’s seneste soloudgivelser. Plademærket Anti- har de da også tilfælles.

Flashy Python-udgivelsen, som man vistnok kun kan få fat i som download, er stadig umiskendelig Ounsworth. Holdet bagved kan ikke rulle et cv ud, der på nogen måde nærmer sig overståendes, men hvad betyder det, når man til daglig spiller i ensembler, som The Walkmen, Dr. Dog og Man Man?

Magnet Magasin har lagt et par godbidder fra begge album ud. Til slut en akustisk version af ’Idiots In The Rain’ fra ’Mo Beauty’. Og her lige et par stykker til.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar