Seperate sider

torsdag den 1. april 2010

Tiden, spejlet og Niels Skousen

Lad os få det på det rene med det samme. Når talen falder på Niels Skousen og hans musikalske værk, så er denne kugleblogger inhabil. Dertil er der blevet brugt alt for mange timer i godt og skarpsindigt selskab med ikke kun beatpladen, 'Herfra Hvor Vi Står', men ligeledes 'Landet Rundt. 1. del', 'Palads Af Glas', 'Jeg Vender Mig I Sengen', 'Lykkehjulet', 'Dobbeltsyn', 'Daddy Longleg', samt et par stykker mere. Forleden udkom hans nye album, 'Lyt Til Din Coach', til stort set fine anmeldelser randen rundt. Her en kommenteret opsummering.

I Information bliver Skousen udnævnt til ”en af den dansksprogede sangs giganter”, hvorefter Klaus Lynggaard peger på, at Niels Skousen på det nye album har ”skrevet ti fremragende sange med tekster, der med sproglig prægnans og poetisk finesse når ud i mange af eksistensens hjørner”. Det slutter ikke her, minsandten om ikke Lynggaards anmeldelse munder ud med ”Lyt til din coach er fremragende. Alle 10 sange holder. Skousen er boss. Fat det dog.”

Erik Jensen udfører ikke det samme knæfald i Politiken. Ikke dermed sagt, at han er uimponeret. Bestemt ikke. ”Man får uvægerligt lyst til at høre, hvad det er, dette velmodulerede, danske svar på Leonard Cohen og Lou Reed fortæller i en musik, der er pakket tørt og lunt ind af det kongenialt spillende hold og producer Nikolaj Nørlund.”, hedder det. Hvorpå Jensen drager sammenligninger med de to seneste plader, 'Dobbeltsyn' fra 2002 og 'Daddy Longleg' fra 2006, og når frem til, at ’Lyt Til Din Coach’ i forhold til de foregående er ”et helstøbt og rentonet rockalbum med nyskabelser i form af en yderst vedkommende kritik”. At Jensen så også får Niels Skousen placeret i syrerockgruppen Young Flowers er blot en bagatel. Gæstesolist ja, ikke medlem.

Man kan godt have Thomas Søie Hansen fra Berlingske Tidende mistænkt for, at være blevet personligt ramt af Niels Skousens til tider bidende afkodninger af tingenes tilstand. ”Men det er på den anden side også møghamrende irriterende at høre en mere erfaren personage ironisere over en tidsånd, han eller hun ikke forstår. Endsige vil forstå” Hansen ender da også sin tankestrøm med et statement, der hverken er fugl eller fisk. ”Og så er det ikke mindst rigtig rart at lytte til Niels Skousens lette rytmiske mumlen. Hans stemme er så indbydende, venlig og så tryg som et bjørnekram.” Dertil er der bare at sige, at der altså står mere på spil end en nok så god fortælling, indtalt af salige Thomas Winding.

I formiddagsavisen Ekstra Bladet (BT har i skrivende stund endnu ikke anmeldt pladen), er Thomas Treo også fremme med sjældne superlativer. ”Alt i alt endnu et typisk underfundigt og kærligt insisterende album fra en elskværdig outsider i dansk showbusiness.”.

Mens vi er ved de kortfattede anmeldelser, så napper vi en tekstbid af Jan Opstrup Poulsen i Gaffa, der som blad i sin iver efter at omfavne alt, alt for ofte ender i lakonisk ligegyldighed. Her hedder det, at Niels Skousen indtager ”en ganske unik plads i dansk sangskrivning, fordi han tør synge om tingene, helt som de er. Og det giver ganske ofte stof til eftertanke”.

Tillad os at slutte med Jonas Kleinschmidt, der i Soundvenue, som efterhånden skriver mere om modestof end om musik, mener ”Det er ikke alle skæringer på albummet, der holder samme høje niveau, og det kan man vel heller ikke forlange. Men momentvis er 'Lyt til din coach' det tætteste, moderne, dansksproget folkrock har været på et mesterværk, og det er immervæk også noget.”

'Middelvejen' fra det nye album

Det var ordene. Tak. Man kan også stille ind på P4, hvor ’Lyt Til Din Coach’ er ugens album eller komme forbi Hovedbiblioteket i Krystalgade, onsdag d. 7. april, kl. 18.30, hvor der er pladereception, interview, koncert og konkurrence. Hvis man kan vente lidt længere, får radioprogrammet Mod Strømmen endvidere besøg af Niels Skousen, Kr. Himmelfartsdag, dvs. d. 13. maj.

Foto: Mikkel Møller. Berlingske Tidende.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar