”Jeg begyndte at skrive børnebøger. Det havde jeg det rigtig godt med. Og i 1982 skrev jeg så en roman, 'Scenepas'. Det skulle jeg nok ikke have gjort. Den fik ikke gode anmeldelser. Men derfor kunne den jo godt være god. Det var den bare ikke.”
’Scenepas’ med undertitlen ’Roman Fra et Rockmiljø’, er i denne bloggerkugles optik ikke så dårlig, som forfatteren gør den til. Det er ganske vist over tyve år siden og med et helt andet og frisk syn på litteratur, at bogen blev læst. Når man dertil lægger, at kendskabet til Thomsens senere romanforfatterskab er lig nul, kan det heller ikke nytte at forsøge sig med en sammenlignelig analyse.
Bogen er af flere, der ved besked om den slags, blevet omtalt som værende en såkaldt nøgleroman. Thorstein Thomsen voksede op i Kongens Lyngby, gik i skole med C.V. Jørgensen og medvirkede som pianist på ’En Strynet Strejfer’. I skuffelse over, at pladen blev udsendt i C.V. Jørgensens navn og ikke som et kollektivt bandprojekt, valgte Thomsen at kappe alle bånd til sin gamle legekammerat.
Denne snert af skuffelse og begyndende bitterhed er et væsentligt tema i ’Scenepas’. Det siger sig selv, at især den unge Jørgensens påståede konsekvente egensindighed, hvor jeget bliver sat over fællesskabet, falder forfatteren for brystet. Skildringen af C.V. er i det hele taget ikke videre sympatisk. Undervejs i romanen, følger man desuden i sidehistorier, C.V. Jørgensens karriere fra Det Ganske Lille Band til hitliste-succesen, ’Tidens Tern’. Ligesom der er et genkendelig portræt af guitaristen Ivan Horn.
Måske man bare skal tro på Thorstein Thomsens efterrationalisering og så lade musikken tale for sig selv?
Glem ikke, at der søndag d. 9.maj, hvor C.V. Jørgensen fylder tres år, er en hyldestkoncert i Huset i Magstræde, arrangeret af Per Kristensen og Peter H. Olesen.
Nøgleroman. Ja. Men vi skal huske på, at det først og fremmest er fiktion.Og så måske huske på Bjarne Reuters ord om, at sandheden måske ikke er så interessant...I øvrigt skal vi ikke glemme, at Thorstein lavede fin pop med Charlatan.
SvarSletDet havde været interessant, hvis Thomsen havde fortalt, hvorfor han ikke længere bryder sig om sin egen roman. I og med han ikke gør det, så udelukker det ene jo ikke det andet, så at sige. Så, Thomsen, giv du bare et nummer til, før polisen kommer.
SvarSletJeg er lidt flov over, at Scenepas bliver kaldt en nøgleroman. Jeg synes heller ikke det er helt fair. Man kan ikke flytte virkeligheden over i prosaen én til én. Men der var nok noget bitterhed med i spillet dengang. Og det var måske ikke helt fair. Det hang sammen med at jeg pludselig var endt i en rolle som sideman. Vi arbejdede med Carstens sange til den anden lp, da det gik op for mig, at jeg måtte væk. Og begynde forfra. Hvis jeg ville virkeliggøre mine egne ambitioner. Det var hårdt for vi (Carsten) havde fat i en lang ende. Senere har jeg jo kunnet se og indse det rimelige i at Carsten var leader of the band. Han blev en stor sangskriver. Jeg selv blev faktisk senere en helt okay forfatter ( ... og romanskriver efter jeg var fyldt 50.) Alt faldt på plads som det skulle. Bitterheden var et egotrip fra min side. Det er ubehageligt at se i en bog man selv har skrevet.
SvarSlet