Sump og syre

Den texanske sanger og sangskriver Willis Alan Ramsey er i slægtskab med Guy Clark, Townes Van Zandt og Jimmie Dale Gilmore. Ramsey debut-lp, og indtil videre eneste udgivelse fra hans hånd, kom på Leon Russell’s pladeselskab Shelter i 1972. I hans sidste skoleår var Ramsey en markant baryton i flere ungdomskor, men det blev på en blanding af country og soul, at han skabte sig et navn på den lokale scene i Dallas. Ramsey var blot tyve år, da han skrev de fleste af sangene, der spænder fra cowboy-poesi (jagter bedre beskrivelse) og post-hippie humor til en selvindsigt og modenhed, som man umiddelbart ikke kan forvente af én på den alder.

Det var egentlig det sumpede og uimodståelige groove på slutsangen, ’Northeast Texas Women’, som affødte den første tanke om dette indlæg, da det dukkede op på en spilleliste ved navn 'Freak Beat' forleden. Så hvorfor ikke bare følge linket og lade resten være op til andre?

The Roxy Theatre, Los Angeles. 13. juli, 1975.

Begynderbesvær eller (forbandet) uheld?

Det er usikkerhed om, hvad der var på færde, da Mod Strømmens sommerredaktion sidste torsdag for første gang var alene i studiet. Signalet var svagt og helt væk i perioder. Et par telefonsamtaler frem og tilbage løste ikke problemet. Anyway, de to timer i selskab med Sange Til Den Sidste Luksusgeneration, bliver genudsendt i morgen, kl. 18-20, på 98.9 FM eller 98.8 Hybrid. Opsnap frekvensen i en radius af sådan cirka fyrre kilometer fra Rigshospitalet.

Ben Keith (1937-2010)

"I swear to God, I love every sound he makes - no matter what the fuck it is”

- Neil Young om hans gode ven og pedalsteel-guitarist gennem fyrre år, Ben Keith, der døde i går.

Herover ses Keith til venstre sammen med skuespiller Eric Johnson, plus fotograf og instruktør Young under optagelsen til novellefilmen 'Greendale' i 2003.

’Bo Diddley Is Jesus’

I vinteren 1986-87 var The Jesus & Mary Chain tæt på at gå i opløsning. Den officielle forklaring hed udmattelse. Forud var gået nogle heftige år, hvor en række singler og debutpladen ’Psychocandy’ fra 1985, havde fejet benene væk under den engelske musikpresse. Omtalen blev fulgt op af en kaotisk og opslidende tour dækkende Europa, USA og Japan, der i sensommeren 1986 kulminerede med et brud med deres skotske landsmand og manager, stifter af Creation Records, Alan McGee.

De tidlige måneder af 1987 tilbragte brødrene Reid i studiet, hvor optagelserne til mesterværket ’Darklands’ gik i gang. I april udkom forløberen ’April Skies’, der blev The Jesus & Mary Chain’s første nummer, der gik top-ti i England. Singlen kom i flere formater med forskellige b-sider, som tyder på, at bandet har lidt af skrivekrampe og har forsøgt at genopfinde sig selv ved at indspille hyldester og gamle favoritter.

Dekonstruktionen af Brian Wilson’s ’Surf City’ med titlen ’Kill Surf City’, kan med freudianske briller ses som det rituelle faderdrab, mens live-versionen af Can’s ’Mushroom Head’, måske er et symbol på de foregående års excesser. Det Suicide-inspirerede take af Bo Diddley’s ’Who Do You Love’ rækker langt ud over, hvad det nummer ellers har været udsat for af famlende fortolkninger. Sidst er egen kompositionen ’Bo Diddley Is Jesus’ en trodsig, aggressiv kærlighedserklæring.

Flere af disse numre er at finde på lp’en ’Barbed Wire Kisses (B-Sides and More)’, der kom i 1988. Hvis den ikke er til at opdrive, så prøv bokssættet ’The Power of Negative Thinking: B-Sides & Rarities’ fra 2008.

’King Of The Beach’

The Strange Boys har herværende blog slået på tromme for et par gange tidligere. Man kan vist roligt sige, at The Gun Club og Smash! Bang! Pow!, har gjort et godt gammeldags scoop med at hyre ovennævnte. Indfind dig tidligt. Det øverste band på plakaten er heller ikke at kimse ad.

Amerikanske Wavves’ neo-punk eller støj-pop er et relativt nyt bekendtskab for undertegnede. Hovedkraften Nathan Williams, har under alter egoet Wavves, smidt nogle hjemmeproducerede og internethypede plader på gaden indenfor de seneste år. Den 3. august, udsender det altid interessante selskab Fat Possum, trioens nye plade. Med sig har Williams’ Stephen Pope og Billy Hayes, der har tjent deres lærepenge som rytmesektion for afdøde Jay Reatard. Albummet er mikset af Dennis Herring, der tidligere har arbejdet sammen med bl.a. Modest Mouse, The Hives og Throwing Muses.

Førstesinglen ’King Of The Beach’, som pladen i øvrigt har taget navn efter, er røget lukt ind på denne bloggerkugles sommer-playliste. Hvis man skal sætte ord på, er det en halvkaste eller måske endnu mere rammende, et dysfunktionelt konglomerat af The Beach Boys og amerikansk garagepunk, som den lød i de sene 1990’erne. Tilsat en ungdommelig fantasi om at være den attråede strandløve.

“Let The Sun Burn My Eyes
Let It Burn My Back
At The Beach In My Dreams
You’re Never Gonna Stop Me”

The Gun Club, Amager Strandvej 110, 2300 Kbh. S.

Udkantsdanmark

Sange Til Den Sidste Luksusgeneration i Mod Strømmen.

Af Kevin Gjedde, sommerredaktionen

Mod Strømmens sommerredaktion har inviteret musikerne Sange Til Den Sidste Luksusgeneration i studiet.

Med afsæt i poesien og ønsket om et skævere, dansksproget rockensemble opstår fænomenet, der besynger vores sidste luksusgeneration. Med et besnærende sprog romantiserer og fordrejer, lovpriser og nedgører gruppen den ellers grålige storbyhverdag.

Men hvad gruppen især formår er at gribe det umiddelbare og anderledes som forudsætning for kunsten. Og med umiddelbarheden in mente, vil den foreliggende udsendelse sandsynligvis byde på et spændende møde mellem musikere og værter.

En række pæne ord om Sange Til Den Sidste Luksusgenerations demo:

"Man tør næsten ikke tro, at Sange til den sidste luksusgeneration kan holde niveauet, for med denne demo sørger de for at sætte ganske store forventninger op hos deres publikum, der vil imødese et fuldlængdealbum med samme utålmodighed som små børn ser frem til 24. december."

- Morten Wamsler, januar 2010, http://www.diskant.dk/

Lyt med allerede i morgen, torsdag d. 22. juli, kl. 18-20 (98.9 FM / 98.8 Hybrid)

'Grant McLennan'

Radioåret i farvebilleder (2. del)

Det første besøg vi fik på den anden side af nytår var af Straight From The Harp. Debutalbummet, ’Rain Rain Down Down’, fra i år, burde stå hos enhver seriøs pladesamler. Lady Lützen og Jarno Varsted bor og arbejder fra Berlin, hvilket udgivelsen bærer utvetydigt præg af. Udtrykket er nuanceret. Ingen nordjysk sommerhusidyl. Misopfat det ikke, alting til sin tid. Duoens electro-beat har sit udspring i det urbane med kontinuerlige indtryk af nye kvarterer, nye lyde, nye mennesker og ny trafik. Til efteråret udsender Straight From The Harp et remix-album, med deltagelse af en række interessante navne.

Syreregn blev nævnt i den første skildring af radioåret 2009-10. Nu er der kommet en dato på udgivelsen af live-split-albummet med The Teacompany. Fredag, d. 27. august, er der släppfest på Rust i Guldbergsgade. Der var godt nok en fotograf til stede, da Syreregn var forbi i januar, men efter som det var en ven af gruppen, betragter vi det, så at sige, ikke som egenproduktion. Kameraet var heller ikke med, da Niss Stricker var på besøg i begyndelsen af februar. Mon ikke, der er en mulighed for at høre og se ham rulle sig ud på adskillige instrumenter, når Lotus Krokus spiller på tidligere nævnte tre-dags-festival i Thy Lejren?

Julie Runa alias Roxy Jules, et kælenavn, der har hængt ved siden gymnasiedagene i Thisted, Thy, har alsidige inspirationer og ben i flere lejre. Udover det støjende soloprojekt (Roxy Jules), spiller hun med SPEkTR, Marybell Katastrophy og Kim Las. Undervejs i udsendelsen blev lytterne præsenteret for tre kompositioner, som Runa gerne selv ville have skrevet; Chris Isaak’s ’Wicked Game’, Neil Young’s ’Old Man’ og Dolly Parton’s ’Jolene’.

”På sin første soloudstilling i en dansk kunstinstitution vil Rose Eken (f. 1976) skabe en totalinstallation bestående af en række videoprojektioner akkompagneret af soundtracks, komponeret af en række forskellige musikere. Filmen, der blander realfotografi og affotograferede tableauer i form af minuaturemodeller, tager os med på en fragmenteret indre rejse i erindringens rum, hvor flere parallelle handlingsforløb udspilles simultant.”

- fra Overgaden, Institut for Samtidskunst. Kommende udstillinger.

Straight From The Harp spiller i øvrigt ved åbningen af Ekens udstilling, d. 3. september 2010.

Pinkunoizu, her repræsenteret ved Andreas Pallisgaard, har høstet fabelagtige koncertanmeldelser de seneste måneder. Programmet afspejlede de mangeartede input Pinkunoizu arbejder med. Fra multi-instrumentallisten Charles Stearin (Broken Social Scene, Do Make Say Think) konceptuelle soloalbum, The Happiness Project, over Beck og Smog til etiopiske Ayaléw Mèsfin & Black Lion Band og cambodjanske Ros Sereysothea.

Tromsø, Nord-Norge - Sydsjælland, Danmark

Kl. 20.47: Sonic’s ’Psycho’
Kl. 20.47: Fedt. Proto-punk så det vanker
Kl. 20.50: De gamle kan stadigvæk!
Kl. 20.51: Hvem spiller ellers?
Kl. 20.52: Ikke stor festival. Tjek Bukta
Kl. 20.52: Ok. Her synger lærken
Kl. 21.08: Men kan den synge ’Louie, Louie’?
Kl. 21.09: Nej. Det var bare en stille aftensang

- SMS-korrespondance fra i går. Klik på plakaten, hvis det står for småt.

Generationer spiller ud / ’Bo Diddley Is A …Songwriter’

Det er altid værd at lægge vejen forbi Ace Records. Et af de seneste skud på stammen i ’Songwriters Series’, der tidligere har hyldet Ellie Greenwich og Jeff Barry, Neil Diamond, Barry Mann og Cynthia Weil og Jackie Deshannon m.fl., er denne udgivelse med sange af Bo Diddley.

1. Buddy Holly - Bo Diddley / 2. Johnny Kidd & The Pirates - I Can Tell / 3. The Shadows Of Knight - Oh Yeah / 4. Mickey & Sylvia - Dearest / 5. Gizzelle - Dearest Darling / 6. Delbert Mcclinton - Before You Accuse Me / 7. The Gants - Crackin' Up (What's Buggin' You) / 8. The Everly Brothers - Love Is Strange / 9. The Zombies - Road Runner / 10. Los Lobos - I'm Sorry / 11. The Iguanas - (Mona) I Need You Baby / 12. Jo Ann Campbell - Mama (Can I Go Out Tonight) / 13. C.C. Adcock - Beaux' Bounce A.K.A. Bo's Bounce / 14. The British Walkers - Diddley Daddy / 15. John Hammond - I'm A Man / 16. The Birds - You Don't Love Me (You Don't Care) / 17. New York Dolls - Pills / 18. Willie Cobbs - She's Fine, She's Mine ('You Don't Love Me') / 19. Dr. Feelgood - Mama Keep Your Big Mouth Shut / 20. - The Downliners Sect - Cadillac (demo) / 21. Captain Beefheart And His Magic Band - Diddy Wah Diddy / 22. The Animals - The Story Of Bo Diddley / 23. The Pretty Things - Pretty Thing / 24. Ronnie Hawkins And The Hawks - Who Do You Love

Det er et imponerende værk Ellas McDaniel har betroet os. Fra den tidligste indspilning til den seneste på forannævnte er der et tidsspand på ikke mindre end halvtreds år. Et nummer, der desværre ikke blev plads til, men som måske dukker op på en Vol. 2, er Art Neville’s funky, horndrevne version af 'Bo Diddley'.

Frisk Frugt m.v.

’Feel Good Hit Of The Summer’

Jo ældre man bliver, jo mere fylder fortiden. Det er vel de færreste, der gider at diskutere dette statement i sommervarmen. Termometret ramte 32 grader i går og stiger mod samme højde i dag. Det betyder ligeledes, at bloggen her nu godt tør tage del i den klassiske disciplin, sommerhittet. Det bliver dog uden nostalgiske tilbageblik om, hvor lang moden dikterede sommerpigernes kjoler det år, uskyld, provinsdiskoteker eller sangria og flygtige kys på en fjern hotelbalkon. Det tillader det valgte nummer ikke, da det er fra i år. På den anden side, kunne udenomsbillederne, have været landsholdets pinlige exit fra VM i Sydafrika, massive besparelser på et i forvejen skrabet offentligt budget, et koldt forår, havelån, udekøkkener og historien om en strandet finhval.

Ikke dermed sagt, at sangen ikke rummer længselsfulde flashbacks. Det gør den. Kærlighed, solskin, The Rolling Stones, The Go-Betweens og Den røde Hær er blandt stikordene. Nummeret er krediteret Norman Blake og stammer fra Teenage Fanclub’s fornemme udgivelse, ’Shadows’.

Shoot From The Hip #4 (2010) i Mod Strømmen

Efter en kort ferie er radioprogrammet Mod Strømmen tilbage. De næste tre uger sender sommerredaktionen eller det vil sige, at nu på torsdag d. 15. juli, mellem kl. 18-20 (98.9 FM / 98.8 Hybrid), udsender vi den Shoot From The Hip-udsendelse, der egentlig var programsat til 24. juni, men da vor sendecomputer var brudt sammen, optog vi de to timer til senere brug. Lyt med torsdag.

Hen mod afslutningen af programmet indtrådte der en kende forvirring. Hvad der skulle have været Thin White Rope, blev i stedet Straight From The Harp, som dermed opnåede at blive spillet to gange i samme udsendelse. Den slags er normalt kun Bob Dylan forundt.

Stopfodret med musik

Tre, fire, fem dage er gerne normen for, hvornår denne blogger, atter begynder at høre musik efter en Roskilde Festival. I år er ingen undtagelse. Tomgang til hobe. Vegetering vil andre kalde det. Nu er appetitten på vej tilbage. Kimen eller anledningen, om man vil, til at vende tilbage i sporet, er den nye single, ’We Make Sense’, med Emma Acs og hendes band, der fornyelig har taget navnet, The Inbred Family.

The Setting Son’s popbegavelse er længe blevet lobhudlet her på siden. Uden at tygge for meget drøv på det, kan det forekomme ubegribeligt, at P3 har sat Emma Acs nye nummer i rotation, når The Setting Son indtil videre ikke har fået en fair chance. De to band er nemlig identiske og lyder stort set ens. Dog med det diminutive men, at det ene har en kvindelig forsanger, det andet ikke. ’All Is Flux, Nothing Stays Still’, for endnu en gang at citere den græske filosof Heraklit (540 - 480 f.v.t.). Nevermind. Fang ’We Make Sense’ via radioen, udvalgte butikker i København, som download eller på gruppens MySpace. Det er en lille åbenbaring.

Emma Acs & The Inbred Family besøger radioprogrammet Mod Strømmen i slutningen af august. Før det spiller orkestret i Thy Lejren. Hvis glimrende tredags-program, man kan nærstudere herunder. Klik på plakaten for større gengivelse.

Rosmob Edition

Torsdag: Islandske Sólstafir kom egentlig ganske lovende i gang, men gik alt for hurtigt over i alenlange, ulidelige metalsymfonier. Yderligere spørgsmål besvares ikke.

Fredag: Ved stillingen 2-1 til Holland over Brasilien. Cifrene holdt kampen ud og med tirsdagens sejr over Uruguay, skal Holland spille VM-finale.
Fredag: Under Wooden Shjips. Et par muntre herrer med hang og holdninger til lidt af hvert. Inklusiv verdensmusik.

Lørdag: De Høje Hæle eller bare Hælene, som den københavnske inderkreds har døbt dem.

Søndag. Pakket scene, halvtomt telt. Van Dyke Parks & Danmarks Radios UngdomsEnsemble.

'All Is Flux, Nothing Stays Still'

”The things that I would see fly by me on stage! One time I was playing support to The Clash, in Glasgow, 1978, and this axe flew past my head. It was like a Western with arrows and tomahawks flying by! Nobody ever believed that story for years. And then I did this solo gig in Leeds in 1987, and Jesus and Mary Chain came backstage afterwards and said they were there at the gig and they saw the axe flying by my head.”

- Alan Vega til Simon Reynolds. ’Totally Wired: Post-Punk Interviews And Overviews’, 2009. Suicide optræder snart for et velsitueret og gudhengivent publikum på Statens Museum for Kunst.

Class War, Houston, Texas, 1979.

Roskilde, dag fire

Ingen verdensmusik i dag. Til gengæld en værkpremiere. Van Dyke Parks har arbejdet med gud og hvermand indenfor snart sagt alle stilarter. I den seneste tid, har de danske medier stået i kø for, at nævne de populæreste af dem. Så her kommer et mindre udvalg af grupper og solister, der ikke bliver nævnt særligt ofte; Tim Buckley, Peter Case, Frank Black & The Catholics, Vic Chessnut, Gene Clark, The dB's, Kinky Friedman And The Texas Jewboys, Keith Moon (Two Sides Of The Moon), Harry Nilsson, John Phillips, Ringo Starr og fornyeligt omtalte The Thrills. Dyke Parks opfører et latinamerikansk-inspireret projekt, der har været i støbeskeen siden begyndelsen af tresserne. Det kan enten briste eller bære. Arena, kl. 13.00

Hypen omkring The National, der har optrådt adskillige gange her i landet, har undertegnede ikke helt forstået. Derfor får amerikanerne endnu en chance i dag. Gendannede Pavement kommer til festivalen med jævne liveanmeldelser. De fleste er dog enige om, at valget af sange er det rigtige og at bandet nyder hinandens selskab. Arena, kl. 18.00 / kl. 20.30

Årets gå-nu-hjem-koncert bliver med Prince, der vistnok har kostet op mod 30% af festivalens samlede musikbudget. Det er mange penge. Orange, kl. 22.00

Roskilde, dag tre

Som det hør og bør sig, så er denne bloggerkugle, ifølge festival- og musikkyndige, allerede gået glip af væsentlige øjeblikke på Dyrskuepladsen i år. Uden at trampe for meget rundt i det, så burde vi være stoppet op og gået tættere på, da vi torsdag aften, hørte det amerikanske rockorkester Valient Thorr i det fjerne. Det var mere punk end den heavyrock, som havde afholdt os fra at se dem i første omgang. Blandt fredagens forpassede muligheder, var svenske Teddybears og congolesiske Benda Bilili Staff, som siden her ellers lagde et godt ord ind for i går. Debutpladen, ’Tres Tres Fort’, vil vi dog stadig anbefale på det kraftigste. Her ’Sala Mosala’.

Dagen i dag, begynder med Patti Smith. En kunstner, som undertegnede, har set mange gange, og som altid har indfriet forventningerne. I et interview forleden fortalte hun, at bandet godt nok har en sætliste, men den bliver først skrevet et kvarter før de går på, og er afhængig af vejret og hvordan de selv har det. Orange Scene, kl. 16.30

Bassekou Kouyate og hans orkester Ngoni Ba fra Mali, står næst på listen. Hvorfor mere verdensmusik er der nok nogen, der gerne vil vide? Tjah, hvorfor? Nu er chancen der og Bassekou Kouyate behandling af det lille strengeinstrument ngoni, en form for stamfar til en banjo, skulle i sig selv være et mesterværk. Pavilion, kl. 21.00

Californiske Gonjasufi er blevet kaldt ’sampladelic’. Om den betegnelse er dækkende for et univers, der består af lige dele west-coast hiphop, syrerock, psykedelisk soul og filmlydspor, vil tiden vise. Odeon, kl. 00.30

Roskilde, dag to

Endnu en dag med få, men sikre krydser i programmet. Det tuaregiske beduinorkester, Tinariwen, har længe stået højt på ønskeseddelen. Bandet har skabt en lyd, der er deres, og deres alene. Kombinationen af elektriske guitarer, rullende og støvede bluesgrooves, tunge roterende rytmer og den uforståelige, og til tider, nærmest hypnotiske vokal, kan gå hen at blive festivalens største oplevelse. Arena, kl. 16.00

Som altid er Roskilde Festvalen fuld af valg. Det går i år udover C.V. Jørgensen, der bliver fravalgt til fordel for Wooden Shjips fra San Francisco. Noch einmal er det tranceagtige, langtrukne klangflader, der attraherer. Tidsånd?. I dette tilfælde er det dog med klare referencer til tressernes psykedeliske rock. Pavilion, kl. 19.00

”Like all the finest African bands, Staff Benda Bilili's swirling complexity removes the option to do anything but dance ... Havana cantina, Kinshasa slum, psychedelic club or London arts centre – this crack outfit would tear the roof off anywhere."

- Independent

Et band bestående af polioramte congolesiske gademusikanter i rullestole. Debutalbummet, ’Tres Tres Fort’, fra 2009, er en forunderlig blanding af afro-rumba, latinske rytmer og fornemme vokalharmonier. Dertil kommer, at pladen er optaget udendørs, hvilket giver de forskelligartede numre en rå autenticitet. Cosmopol, kl. 00.15.

Roskilde, dag et

Pavilion Junior har trukket i undertegnede i år. Således skulle det ikke være, men så kan man jo glæde sig over, at Roskilde Festival, som et forsøgsprojekt, har optaget alle koncerterne fra scenen, som så på et tidpunkt skulle være mulige at se via festivalens hjemmeside. Endnu et plus, er, at radioprogrammet Mod Strømmen i løbet af sensommeren får besøg af Night Fever og Kandy Kolored Tangerine, der efter hvad von hørensagen vil vide, begge gav warm-up publikummet, en lektie i rock’n’roll, dets virkemidler og forgreninger.

Det er så som så med krydser i programmet i dag. Det første har de norske støjrockere Serena-Maneesh fået. Dels fordi, bandets album, ’No 2: Abyss In B Minor’, der tidligere i år blev udsendt af 4AD, er fremragende. Dels fordi, det er en af de mest fremsynede udgivelser, indenfor stilarten i årevis. Med nogle få ord, som sangskriveren Emil Nikolaisen, har brugt i en anden forbindelse, så er pladen ”quite schizo and all over the place”. Odeon, kl. 17.30.

Det næste kryds er sat ud for efterhånden veletablerede LCD Soundsystem. James Murphy og co. skuffede denne signatur, da det besøgte festivalen i 2007. Desto mere grund er der derfor til at se dem i dag, men det er måske for meget at håbe på, idet bandet er sat til at spille på Cosmopol, der i Roskilde-sammenhæng er en af de mindre scener. Hvis det nu pakker aldeles ved LCD Soundsystem, så er der en udvej. Skammens Vogn optræder nemlig samtidig i det, der før hed Lyrikteltet. Cosmopol, kl. 20.15 / Nordic: Ordets område, kl. 20.30. (Se hele programmet)

Med Paul Simonon og Mick Jones ombord, giver Gorillaz sig selv. Orange Scene, kl. 22.00