”Som billedkunstner fremstår Bob Dylan som en fænomenal iagttager, der ubesværet træder ud af rampelyset, så han både nøgternt og med en suveræn fornemmelse for maleriets muligheder kan skildre den almindelige såvel som ualmindelige hverdag. De fleste af motiverne er først hurtigt skitseret med blyant på det papir, han lige havde ved hånden, såsom papirposer, servietter eller tegneblokke. Tilbage i sit atelier har Bob Dylan derefter viderebearbejdet motiverne på lærred. Denne proces tilføjer et stærkt element af fortælling i billederne, hvilket også adskiller dem radikalt fra de øjebliksregistreringer, der kendetegner hans tidligere akvareller. Med denne nye udvikling knytter Bob Dylan sig til en figurativ tradition, der særligt inden for amerikansk maleri har holdt sig i live op gennem 1900-tallet trods avantgardekunstens forsøg på at aflive den. En tradition med rødder tilbage til malere som George Bellows og Thomas Hart Benton.”
- fra Statens Museum for Kunsts pressemeddelelse. Udstillingen ’The Brazil Series’ åbner, lørdag d. 4. september 2010.
Altmodisch, ja. Stakkels kunsthistorikere der skal lede med lys og lygte efter en tradition, isme eller bås, hvor der er plads til den gode Bob Dylan. Men er SMKs præsentation af Dylan’s værker en blåstempling? Det skal der nok være flere meninger om. Ord er der nok af.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar