I fuld længde

Man hører så meget om albummets endeligt. Derfor behøver vi ikke ribbe mere op i det. Denne bloggerkugle har også en tendens til at løbe nye plader hurtigt og utålmodigt igennem, og så udvælge og downloade få numre, der bliver brændt over på cd eller lagt på iPoden. Sådan har det efterhånden været det sidste årti. Mellem år og dag forsøger undertegnede dog at lægge stilen om. Det er lettere sagt end gjort, nu kan kun tiden vise om anslaget fungerer denne gang. Her seks album, der på det seneste har fået fuld spilletid. Enten under opvasken, under bilturen eller mens der er blevet pillet navle på sofaen.

Thee Attaks - ’That’s Mister Attack To You’ (hæsblæsende god)

Paul Westerberg - ’Eventually’ ("These are the days no one sees / They run together for company")

Grinderman - ’Grinderman 2’ (langt bedre end anmeldelserne lader ane)

Wilco - ’Sky Blue Sky’ (udsøgt til bilkørsel i skumringstimen)

Magic Kids - ’Memphis’ (i højeste grad charmerende)

MGMT - ’Congratulations’ (det var først ved tredje eller fjerde gennemlytning, at det gik op for denne signatur, at surf-pop operaen, ’Siberian Breaks’, varer over tolv minutter)

Og så er det alligevel ikke korrekt. Andre album er også blevet hørt helt ud, dog uden fuld koncentration.

Broadcast - ’The Noise Made By People’
Il Tempo Gigante - ’Lost Something Good’
Kandy Kolored Tangerine - ’The Perfect Swell’
Night Fever - ’New Blood’
Gil Scott-Heron / Brian Jackson - ’Winter In America’
Charlotte Gainsbourg - ’IRM’