Lunefuld og stenet.

Da redaktionen på radioprogrammet Mod Strømmen i begyndelsen af året, gav et bud på de bedste plader fra 2000-2009, var den maskerede Liverpool-kvartet Clinic’s ’Internal Wrangler’ fra 2000, nærmest en selvfølgelighed. Den efterhånden 13 år gamle gruppe, udsendte i den forløbne uge dets sjette album med den rammende titel ’Bubblegum’. Det er charmerende post-punk avantgardepop med klare referencer til 1960’erne, men Clinic kan mere end deres paternoster. Det er et klarttænkende orkester, der formår at genopfinde fortiden i dets eget skæve billede.

Den akustisk-baserede førstesingle og åbningssang, ’I’m Aware’, der sine steder minder om Stereolab, afstikker egentlig tonen for, hvor Clinic befinder sig musikalsk for tiden. Der bliver lagt en behagelig, tilbagelænet og stenet kurs, der fortsætter i titelnummeret og i den sårbare kærlighedssang ’Baby’. Med ’Lion Tamer’ vender gruppen tilbage til det velkendt vrængede udtryk, som man kender det fra fx ’The Witch (Made to Measure)’ fra det forrige album, ’Do It!’. Den afsluttende ’Orangutan’ og ’Forever (Demis’ Blues)’ kan man i en hurtig vending kalde ligesindede, selvom tilgangen kan forekomme en anelse mere trippy. Det er ret beset først i den talte ’Radiostory’, der er kraftigt påvirket af ’The Gift’ af Velvet Underground, at gruppen betræder nyt terræn.

En foreløbig konklusion efter et par gennemlytninger, kan med en lettere parafrase over vokaldouen Billy Jones og Ernie Hare’s hit ’Does The Spearmint Lose its Flavor On The Bedpost Overnight?’ fra 1924, derfor lyde, at smagen af ’Bubblegum’ tager til dag for dag.

Her interview og liveoptræden fra BBC 6