Link Wray: Link Wray

I 1971 udsendte Link Wray pladen ’Link Wray’. Samtiden dånede ikke af benovelse. Indenfor de seneste år er albummet dog gået fra et liv i det obskure til at blive kaldt et lille mesterværk af et comeback for den gamle rock’n’roll-guitarist. At ’Link Wray’, har været ude af omløb i mange år, spiller sikkert også ind på det renommé, den har fået i aficionadokredse. Modsat det meste af musikindustrien, der i slutningen af 1960’erne og i begyndelsen af 1970’erne, mente at studieteknik og -færdigheder var tidens løsen, indspillede Link Wray, de elleve nummer på en trespors båndoptager i et ombygget hønsehus på sin farm i Maryland.

I dag vil musikken blive kategoriseret som roots-rock. Altså et konglomerat af blues, country og rock, spillet råt, akustisk og skramlet, og med brug af mandolin, klaver og Wray’s karakteristiske nærmest raspende stemme, han mistede en lunge til TB i 1953, for slet ikke at nævne den dåse med småsten, som fungerer som percussion undervejs. Der er ikke et album, der lefler for detaljen. Til gengæld er det passioneret og indspillet med en approach, som kan minde om Captain Beefheart, Van Morrison og The Rolling Stones i samme periode.

Det er skik og brug at pege på skæringer, der enten udmærker sig eller lægger stilen. Det er svært, men den riff-orienterede ’God Out West’, kan gøre sig på enhver røgfyldt rockklub. Det samme evner ’Fire And Brimstone’, som The Neville Brothers lavede et cover af til albummet ’Yellow Moon’. Ellers er det værd at nævne åbningsnummeret ’La De Da’ og sumprockeren ’Black River Swamp’. Men igen, ’Link Wray’ er et helt album, som alderen har været hjertens god ved. Køb det, hvis det ellers er til at stampe op af mange års hønsemøj.