Seperate sider

lørdag den 25. december 2010

Dekonstruktion / The Better Beatles et cetera.

Det var vistnok anmelder Klaus Lynggaard, der i en radioudsendelse for en del år tilbage forfægtede, at der ikke var sket noget fundamentalt i populærmusikken siden krautrocken i begyndelsen af halvfjerdserne. Siden har det været, undskyld udtrykket, gammel vin på nye flasker. Selvom nye generationer har forsøgt at blande kortene på ny, så er den dybe tallerken opfundet. I årene efter, at punken proklamerede år 0, var der grøde i vækstlaget. Uafhængige pladeselskaber og D.I.Y udgivelser florerede. The Beatles og The Rolling Stones spøgte dog til stadighed i kulissen.

I byen Omaha i Nebraska, langt fra alfarvej, kaldte et band sig The Better Beatles. De udgav i 1980 deres første og eneste single med Beatles-sangene ’Penny Lane / I’m Down’. Posthumt har bandet fået udsendt albummet ’Mercy Beat’, hvorpå alt det Fab Four materiale, som blev indspillet ved singlesessionen er at finde. Desværre er ’I’m Down’ ikke umiddelbart tilgængelig, så i stedet kommer her ’Eleanor Rigby’, camoufleret som tysk Bierstübe. Den holder ikke samme standard som førstnævnte, men giver alligevel et hæderligt billede af The Better Beatles.


Samtidig gik No Wave-orkestret Y Pants rundt i New York. No Wave er måske så meget sagt, da Y Pants havde en barnlig charme, som man normalt ikke forbinder med den scene. Instrumenteringen bestod til dels af elektriskforstærkede legetøjstrommer, -piano og ukulele. I 1980 gik det i studiet med avantgardekomponisten og guitaristen Glenn Branca, der har haft stor betydning for bl.a. Thurston Moore og Lee Ranaldo, hvor det optog denne uimodståelige version af The Rolling Stone’s ’Off The Hook’.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar