’Gimme A Pigfoot (And A Bottle Of Beer)’

The Empress Of The Blues, Bessie Smith, gik hårdt til flasken. Yndlingen var gin, som hun har sunget flere oder til. Her strejfer vi blot ’Gin House Blues’ og ’Me and My Gin’. Smith blev opdaget af ingen ringere end Ma Rainey, der omkring 1912 tog hende med i sit omrejsende revycirkus, The Rabbit Foot Minstrels.

Op gennem 1920’erne opnåede Smith en så bred anerkendelse, at det vist kun var Louis Armstrong, der kunne sætte hende til vægs. Bessie Smith havde imidlertid besvær med at lægge en dæmper på sig selv, når hun havde forladt scenen. Siden årene med Ma Rainey var hendes alkoholforbrug accelereret med lynets hast, hvilket var en medvirkende årsag til, at pladebranchen og enhver fornuftigt tænkende i slutningen af årtiet, mente at hendes karriere var forbi.

Der var da også mange der rystede på hovedet, da produceren John Hammond Jr. - ja, den John Hammond - i 1933, tog Smith med i studiet. Troede han virkelig på et comeback eller var det kun en sentimental gestus? Sidstnævnte opfattelse har hængt ved flere slægtled frem. Den virker ikke desto mindre en anelse problematisk, når man ser på line-uppen af rekrutterede musikere, der alle hørte til blandt crème de la creme af swingmusikken i 1930’erne. Trombonist Jack Teagarden, trompetist Frankie Newton, tenorsaxofonist Chu Berry, pianist Buck Washington, guitarist Bobby Johnson, bassisten Billy Taylor og The King Of Swing, klarinettisten og kapelmester, Benny Goodman.

’Gimme a Pigfoot (And A Bottle Of Beer)’ stammer fra disse optagelser, der også blev Smiths sidste. Læg i øvrigt mærke til, at hun til slut når at nævne den elskede gin.

Smith døde ved en trafikulykke i september 1937.