Lunser af ’Livet’

”De indspillede en sang, ’Not Fade Away’, af Buddy Holly, der er født i Lubbock, Texas, ligesom mig. ”Hey, det er jo Buddys sang”, sagde jeg. ”Hvad bilder disse blege, underligt talende, radmagre fyre sig ind at komme her og snylte på Buddys sang? Jeg skal give dem røvfuld!” Jeg var ikke så vild med Beatles. Jeg kunne godt lide dem sådan lidt hemmeligt, men jeg så saxofonens død for mit indre blik. Ingen af disse fyre har en sax i deres band, mand! Jeg kommer til at spille Tijuana Brass-lort resten af livet.”

- saxofonisten Bobby Keys, om sit første møde med The Rolling Stones i 1964.

"Så mødte hun Jimi Hendrix og hørte ham spille, hun gjorde hans karriere til sin mission og prøvede at skaffe ham en pladekontrakt hos Andrew Oldham. Under en lang aften sammen med Jimi, sådan som hun fortæller det, gav hun ham i sin entusiasme min Fender Stratocaster, som lå på mit hotelværelse. Derefter lavede hun også en kopi af en demo, som jeg havde med Tim Rose, der synger en sang med titlen ’Hey Joe’, og tog den med til Roberta Goldstein, hvor Jimi var, og spillede den for ham. Det her er et stykke rock’n’roll-historie. Så den sang fik han åbenbart fra mig."

- hun er Linda Keith, en fotomodel som Richards datede i midten af tresserne.

”Digteren Allen Ginsberg opholdt sig én gang hos Mick i London, og jeg tilbragte en aften med at høre på det gamle vrøvlehoved, som docerede om alting. Det var dengang, Ginsberg sad og spillede elendigt på en concertina og lavede ommm-lyde og foregav, at han ikke ænsede sine prominente omgivelser”

- Keith Richards. ’Livet’. Lindhardt og Ringhof, 2009.