’Oeuvrevue’

Da Minneapolis-trioen Hüsker Dü gik hvert til sit i 1987, var trommeslageren Grant Hart slemt afhængig af heroin. At kalde ham et vrag er nok at gå for langt, men det overraskende ikke desto mindre mange, at han i foråret 1988 udsendte solo-ep’en ’2541’, som den første af de gamle Hüsker Dü-medlemmer. I 1989 kom albummet ’Intolerance’, der ikke kunne undgå at blive sammenlignet med Bob Mould’s debut fra samme år. Allerede mens Hüsker Dü eksisterede, havde publikum delt sig i to lejre, én der dyrkede Harts sangskrivning og en anden, som holdt på Moulds. Selvom Mould på længere sigt fik mere vind i sejlene, må man sige at rivaliseringen med en kammeratlig vending endte lige. Måske med et lille plus til Hart.

Sidste efterår kom ’Oeuvrevue’, hvorpå Hart har samlet en række singler, b-sider, et fåtal liveindspilninger og nogle optagelser fra forskellige radiostudier. Udgivelsen dækker fortrinsvis årene 1988-1995, men der også blevet plads til et par afstikkere frem i tiden. Desværre kan Grant Hart ikke huske særligt meget om de enkelte numre. Årstal og indspilningssteder er slet ikke opført i covernoterne. Hart håber tværtimod på, at inkarnerede fans ligger inde med oplysningerne. Det er ikke så vanskeligt som det lyder. Flere af sangene er indspillet med bandet Nova Mob. Det bandnavn, som Hart gemte sig under og som lavede to fornemme plader plus det løse i første halvdel af halvfemserne, og som gik i opløsning, da han og bassisten Tom Merkl gik fra hinanden.

Grant Hart har altid haft tæft for den gode popsang og det fornægter sig ikke på de seksten sange, der udgør ’Oeuvrevue’. En akustisk folkversion af misbrugssangen ’The Main’ fra ’Intolerance’ åbner albummet, for at gå lige over i et cover af Arthur Lee’s anti-drug-nummer ’Signed D.C.’. Tonen syntes lagt. Derpå følger et par Nova Mob-singler, hvor især b-siderne, en beskidt liveudgave af Willie Dixon’s ’I Just Want To Make Love To You’ og en besnærende ’Masters Of War’ af Bob Dylan, rager i vejret. Det gamle trick fra Hüsker Dü-tiden med brede baner af fuzz-guitar, er der til overmål i den glemte perle ’Little Miss Information’. Hart viser også andre og mere traditionelle sider af sig selv i ’Ballad #19’ og ’Khalid’, der med vidtsvævende rumklang, nærmest lyder som de er indspillet på en fire-spors båndoptager.