Svamperock og dage med godt plantevejr

Roskilde 2011 blev det første år nogensinde, hvor jeg ikke så en eneste koncert på Orange. Ikke, at det har haft nogen betydning for min festival, det er bare en konstatering. På den anden side, så var jeg kun forbi den nye intimscene Gloria, for en yderst kort bemærkning, da Kloster spillede.

Det blev en festival, der strakte sig fra Charles Bradley, der spredte kærlighed og sendte hilsner til Otis Redding og James Brown, og til slut var nede på knæ med tårevædede øjne for at takke sin skaber og publikum. Over en halv-snaldret Dan Bejar med det andet jeg Destroyer og moderne vestkystrock til en smadret, punket New York-cool koncert med TV On The Radio. For slet ikke at nævne, socialt bevidste og feststemte Calle 13 og et af højdepunkterne, det nitten kvinde/mand høje Congotronics vs. Rockers. Eller afslutningen lørdag nat med det revolutionære underholdningsorkester Spids Nøgenhat. Hvis show man i øvrigt, kan høre i sin helhed via DR-live.

Tak for i år og det enorme udbud af musik. Jeg kan ved den søde grød ikke fatte, at nogen seriøst kan mene, at Roskilde er under pres fra andre danske musikbegivenheder og jyske eventmagere. I så fald har man fuldstændig tabt følingen med publikum.