’A Whiter Shade Of Pale’ eller ’London Calling’?

For de fleste er det nok et generationsspørgsmål. Eller i det mindste et spørgsmål om stil. De fleste vil sandsynligvis også være enige om, at der er himmelvid forskel på Procol Harum og The Clash. For mange vil det slet og ret være ren blasfemi at drage sammenligninger. En enkelt mand binder dog de to sange sammen, en mand som oven i købet var med i tilblivelsesprocessen af begge.

Guy Stevens slog sine folder, som dj på MOD-klubber i London i midten af tresserne. Han var nærmest en utømmelig kilde, når det drejede sig om amerikanske R&B og soul. The Who, The Small Faces, The Rolling Stones med flere kom til ham, når de stod og manglede sange til repertoiret. Derudover arbejdede Stevens for Island Records, da det var i sin vorden, siden hen blev han sat i spidsen for selskabets britiske blues/R&B mærke, Sue Records.

Et par år senere begyndte han at beskæftige sig med musikproduktion og management. Procol Harum tog efter sigende navn efter hans kat, ligesom han også var ophavsmand til sætningen ’A Whiter Shade Of Pale’, og i det hele taget var en vigtig inspirator for tekstforfatter Keith Reid, når det handlede om det dobbeltbundede og stof-betonede. Desværre oplevede han ikke på nærmeste hold, da ’A Whiter Shade Of Pale’ gik til tops i England i 1967, han sad inde med en dom for besiddelse af narkotika.
Til gengæld fik han læst en masse under fængselsopholdet. Deriblandt amerikanske Willard Manus’ bog om den utilpassede fidusmager Norman Mott, der foretrækker at arbejde så lidt som muligt og ender med at rejse rundt med et freakshow for at undgå at blive sendt til Vietnam. Bevæbnet med titlen ’Moot The Hoople’, gik Stevens efter løsladelsen i gang med at samle det orkester, der senere indtog hitlisten med Bowies ’All The Young Dudes’. På det tidspunkt var samarbejdet mellem parterne dog forbi.

Moot The Hoople er det første link til The Clash. Som mange ved, var Mick Jones med i den såkaldte ’Mott Lot’. En inkarneret skare af fans, der fulgte bandet overalt i England. Det andet og nok så væsentlige var Stevens encyklopædiske viden om sort musik. Bandet insisterede simpelthen på at bruge ham som producer, da det gik i gang med at indspille dets store amerikanske album, ’London Calling’. Det, til trods for, at Stevens var dybt alkoholiseret og til tider komplet utilregnelig. For ikke at nævne et mindre heldigt intermezzo med ham, et par år tidligere med nogle demooptagelser. Pladeselskabets mening giver sig selv. Og resten henhører vist til det, man under en fællesbetegnelse, kalder rockhistorie.

Guy Stevens døde tragisk af en blanding af lægeordineret medicin og alkohol i 1981.

Det vil være dristigt af en blog, der kalder sig Mod Strømmen, at bringe ’A Whiter Shade Of Pale’ med Procol Harum. Det mod mangler, nyd den i stedet, med den kun 16-årige Alex Chiltons fantastiske stemmepragt i front for The Box Tops: