Noget om KB Hallen og en gammel undskyldning, som alligevel ikke bliver støvet af !

At min efterhånden udrangerede computer omsider er brændt sammen er en bagatel. Det er straks noget andet med KB Hallen, som gennem tiden har overlevet Schalburgtage og iscenesatte rock’n’roll riots i halvtresserne, og som har huset nogle af de seneste 70 års største navne indenfor populærmusik og sport. Når det kommer til stykke, så er det ikke særlig mange koncerter, jeg har set i KB Hallen. De kan vist tælles på en hånd eller to. Men skal jeg nævne en enkelt, så må det være Keith Richards & The X-Pensive Winos i 1992. En af de koncerter, hvor flere blandt publikum ville have betalt i dyre domme, bare for at se ham stemme sin guitar. Jeg er født lige om hjørnet og har for noget der minder om et halvt menneskeliv siden, spillet en ynglingefinale med et ellevetal på ryggen i den gamle hal. Og så husker jeg julebold med Dirch Passer og hans proptrækkerfinter. Han kunne noget med en bold.

Som sagt, min computer er død. Stendød. De seneste dage, er derfor gået med at reetablere biblioteker og rydde op og pakke filer ud til en ny. Gudskelov har jeg det meste liggende på en ekstern harddisk, men der er gået adskillige gode billeder af The Telstar Sound Drone tabt. Det eneste, der er tilbage, kan ses længere nede på siden.

Indimellem har jeg haft tid til at flytte for en gammel ven. Det, jeg fortæller nu, er måske en smule illoyalt. Jeg havde lidt på fornemmelsen, at det var den samme ragelse, som jeg over årene, har været med til at flytte fra Vesterbro over Frederiksstaden til Christianshavn og som nu er endt i et kælderrum på Gammelholm. Der var endog flere ting, jeg kunne kende igen. Før i tiden udvekslede vi ofte kassettebånd, mixtapes og andet vi gik og hørte. Op af en kasse dukkede et bånd, hvorpå jeg med omhyggelige blokbogstaver havde skrevet ’Ben Vaughn Combo – Beautiful Thing. 1987’.

Mens jeg ikke havde noget større besvær med at genkalde Vaughns senere samarbejde med Alex Chilton og Alan Vega, så gik der lige et stykke tid, før jeg kunne huske specifikke numre fra den plade. En af grundene til, at jeg hørte den en del dengang var ’The Apology Line’. En barok ballade, som Jonathan Richman kunne have skrevet, om at ringe ind til et radioprogram, for i fuld offentlighed at sige undskyld til sin elskede og bønfalde hende om at blive taget tilbage. Det nummer er ikke umiddelbart tilgængeligt, så i stedet kommer pladeåbneren , ’Jerry Lewis In France’: