Seperate sider

søndag den 16. oktober 2011

’The Bronx’ feat. Lou Reed


Mange af nettes såkaldte frie fugle, joyriders og mere etablerede medier, har forivret sig for at være de første med eksempler fra samarbejdet mellem Lou Reed og Metallica. Fred være med det. Det er ikke desto mindre som om selvsamme, enten er gået glip af eller i bedste fald, har behandlet en langt mere interessant Reed-kollaboration stedmoderligt.

I maj udkom Booker T. Jones´ ’The Road From Memphis’, der i forhold til 2009-udgivelsen ’Potato Hole’, hvor han fik hjælp af Drive-By Truckers, bringer ham tættere på sine Stax-rødder. På den nye plade, havde The Stax-Man, det ypperlige neo-soul/hip-hop orkestret The Roots, psych-funk og tidligere Motown-guitarist Dennis Coffey og Orgone-percussionisten Stewart Killen med i studiet, hvor der skridtvis også indfandt sig en mindre perlerække af gæstevokalister. I al korthed, drejede det sig om Jim James fra My Morning Jacket, en duet mellem Sharon Jones og Matt Berninger fra The National og så Mr. Weed.

Når jeg hører den ulmende hjemstavnshymne ’Down In Memphis’, som den nu 66-årige Booker T. Jones selv lægger stemme til, kan det godt undre mig, hvorfor det er så sjældent, at jeg har hørt ham på vokal? Det kan næppe have noget at gøre med usikkerhed? Sangen beskriver et mere eller mindre arkadisk, ruralt Amerika. Som en slags svar herpå giver Lou Reed storbyen liv med ’The Bronx’, der dog ikke forekommer mindre tilbageskuende. Reed lyder ligefrem, som om han nyder selskabet med Booker T.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar