”Vi drømmer verden…”

”Sproget skulle være tilsyneladende ”naturalistisk”, realistisk, men i virkeligheden spækket med symboler. Billederne skulle være så skuffende naturlige, at det næsten var en kliché, og det hele kunstgreb skulle være så godt gemt, at man næsten ikke kunne få øje på det. Og det var der da heller ikke så mange der gjorde.

Jeg gjorde arbejdet færdigt og syntes det var det bedste jeg nogensinde havde skrevet”

- Niels Skousen om albummet ’Landet Rundt’, der blev udsendt i 1981.

Jeg mener, det var forrige år, de flyder lidt sammen, at jeg i juledagene læste Jens Andersens biografi om Frank Arnesen. Sidste år stod den på ’Livet’ af Keith Richards. I år har jeg læst Niels Skousens særdeles velskrevne selvbiografi, ’Herfra hvor jeg står’.

I disse år bliver der skrevet meget om krigsbørnene eller den store generation, der blev voksne i tresserne og tog for sig af retterne. ”Da der kom farver på”, som Niels Skousen selv kunne have fundet på at udtrykke sig. Og desillusionen der meldte sig, da drømmen gik fløjten. Det er også det stof som Skousens erindringer er gjort af. Men vi har desuden at gøre med et klartseende politisk individ, der ser historien gentage sig eller mere korrekt blive rullet tilbage. 

Skuespillet fylder meget i bogen, men det har også fyldt en betragtelig del af Skousens professionelle liv. Så selvom musikken nok er hjerteblodet, så strækker den løbebane sig faktisk kun over to årtier ud af fem.

Skousen blev født i 1944 i Tyskland. Faren var dansk konsul, moren tysk danser. Da fronterne begyndte at nærme sig området omkring Køln, hvor familien boede, besluttede de sig for at tage til Danmark. Allerede før krigen var forbi var faren dog stukket af, tilbage til Tyskland. Enlig tysk mor med to drenge i efterkrigstidens Danmark gav anledning til mange spændinger. Niels Skousen forstod dog at rette sig ind. I mange år måske mest i sit eget selskab med fortællinger om danske sagnhelte, Scott’s ridderromaner og hvad der ellers nærede drengedrømmene dengang i 1950’erne.

Siden følger vi ham på Sorø Akademi, ved påskemarchen mod atomkraft i 1962, begyndelsen af lægestudiet og hvordan teatret tager mere og mere over. Dylan-koncerten i KB-hallen i 1966 blev skelsættende for den unge Skousen. Skønt han var for begavet til at betragte Dylan som en Gud, så gik der ikke lang tid før, han selv forsvandt ud i ”transendensen”, som det hedder på comebackpladen ’Dobbeltsyn’ fra 2002. Turn on, tune in, drop out.

Der skulle flere krumspring, tiltag og tilfældige møder til, inden musikken fik hovedprioriteten. Den historie kender de fleste. Hvis ikke, så er ’Herfra hvor jeg står’, det rigtige sted at begynde. Alene kapitlerne om Skousen & Ingemann, Musikpatruljen, solopladerne, politisk gadeteater mv., giver læseren et billede af Danmark i halvfjerdserne, der historisk set er langt mere interessante end velstandsfremgangen i tresserne.

For lige at vende tilbage til citatet øverste, så skulle der gå tyve år før Niels Skousen udgav en ny plade efter ’Landet Rundt’.