Melodien der blev væk

Hvis jeg omkring jul var blevet spurgt om, jeg her medium februar havde læst Benn Q. Holms to seneste romaner, havde jeg formentlig trukket på skulderen, og repliceret noget i retning af ”no way” eller ”det kan jeg dårligt forestille mig”. Det er ikke desto mindre, hvad der er sket. Tak til de kommunale biblioteker.

Ikke et ord om handlingsforløbene i de to bøger, roadfortællingen ’Den gamle verden’ fra 2009 og samtidsromanen ’Byen og øen’ fra 2011. Dét, der har slået mig og som jeg dybest set godt vidste, er, hvor god Holm er til at skildre netop min generation. Sagt anderledes, så er det, det genkendelige, de samtidshistoriske begivenheder, der bliver tidsbestemmende for fortællingerne, der giver mig en masse tilbage. Selvom begge værker breder sig udover det meste af verden, er det stadig min tid, min by, når det drejer sig om København. Værtshuse og bydele, som jeg husker dem.

Jeg har altid læst Benn Q. Holm, lidt som jeg har læst de store kollektivromaner fra mellemkrigsårene. Ikke forstået på den måde, at der ligger et politisk budskab bag. Slet ikke. Det er de mange stemmer. Personskildringer. Dagens dont. Idealerne, som livet slugte. Nedslagene i de forskellige miljøer, ”lige fra Christiania op til Hotel Plaza”. Musikken, der bandt og bestemte, hvem man var. Håbløse drømme om at vende tilbage til ungdommens fællesskaber. Krampagtige krumspring. Desillusion. Formaliteter. Erkendelse. Men, som sagt, ingenlunde en erkendelse, der viser frem mod noget overordnet samfunds- og strukturmæssigt. Mere den her stille erkendelse af eksistensens grundvilkår.

Om ikke andet, må jeg erkende, at jeg var med fra start til slut i begge romaner. Hvorvidt det bliver det samme med Eddie Thomas Petersens ’Ønskebarnet’, som jeg lige er gået i gang med, må tiden vise.