Copenhagen Hot Club. Playliste 29. marts 2012.

1. Leo Mathisen - Take It Easy, Boy, Boy (1940)

2. Lionel Hampton & His Orchestra - Lavender Coffin (1949)

3. Sister Rosetta Tharpe - Didn't It Rain (1947)

4. Fats Waller - Dry Bones (1940)

5. Teddy Wilson & His Orchestra - Blues In C Minor Sharp (1936)

6. Ella Fitzgerald - McPherson Is Rehearsin' (To Swing) (1937)

7. Ella Fitzgerald - Come On-a My House (1951)

8. Oscar Peterson - Oscar’s Blues (1950)

9. Duke Ellington - VIP’s Boogie (1950)

10. Benny Goodman with Peggy Lee - Where Or When (1941)

11. Benny Goodman with Jack Teagarden - As Long As I Live (1934)

12. Roy Eldridge Sextet - The Heat's On (1951)

13. Coleman Hawkins & His Orchestra - Passing It Around (1943)

14. Bessie Smith - Empty Bed Blues (1928)

15. Count Basie - Sent For You Yesterday (And Here You Are Today) (1938)

16. Duke Ellington & His Orchestra - Skin Deep (Part 1) (1954)

17. Duke Ellington & His Orchestra - Skin Deep (Part 2) (1954)

18. Delta Rhythm Boys - Flickorna i Småland (1951)

19. Frank Sinatra – Castle Rock (1951)

20. Louis Armstrong – La Vie En Rose (1950)

21. Louis Armstrong – Do You Call That A Buddy? (1941)

22. Louis Armstrong – Mack The Knife (1955)

23. Mills Brothers – Be My Life Companion (1952)

24. Tennessee Ernie Ford – 16 Tons (1955)

25. Josh White - The House Of The Rising Sun (1947)

26. Billie Holiday - On The Sunny Side Of The Street (1944)

27. Vic Damone - Music By The Angles (1950)

28. Mills Brothers - The Glow Worm (1952)

29. Duke Ellington - Jam With Sam (1952)

30. Charlie Parker - Cool Blues (1952)

31. Mills Brothers - Flat Foot Floogee (1938)

32. Gerry Mulligan Quartet - Line For Lyons (1952)

   Copenhagen Hot Club by Mod Strømmen

Stuemøblet

Mellemblond. Christiansborg Slotsplads

Death Valley Sleepers, C.A.P.S, Träd, Gräs Och Stenar og Arons Headband

Det bliver en heftig weekend på release- og koncertfronten. I morgen fredag fejrer Death Valley Sleepers udgivelsen af debutpladen på Drone Bar med koncert og dj-sæt resten af natten med bl.a. The Adam, Sebastian T. Winther og Oliver Hoiness. Albummet er på gaden d. 2. april. Tidligere i år var ankermanden, Tobias Winberg, gæst i radioprogrammet Mod Strømmen,. Her var der bl.a. radiodebut på førstesinglen, ’Into My Mind’, Vi kom ligeledes rundt om flere inspirationskilder, der hovedsagelig er at finde i 90’ernes Britpop med ekskurser i støjrocken. Den udsendelse er det såmænd stadigvæk muligt at høre.

1. Death Valley Sleepers – Your Face In The Skies (2012)

2. Ananda Shankar - Streets Of Calcutta (1975)

3. Beck – Beercan (1994)

4. Buddy Holly – Love Is Strange (demo) (1958-59)

5. The Chemical Brothers with Noel Gallagher – Let Forever Be (1999)

6. Cornershop – Brimful of Asha (Norman Cook Remix) (1998)

7. Kasabain – Club Foot (2004)

8. Kim Larsen – Det Rager Mig En Bønne (1973)

9. Canned Heat – On The Road Again (1968)

10. Kula Shaker – Sound Of Drums (1998)

11. Oasis – The Hindu Times (2002)

12. Primal Scream – Moving On Up (1991)

13. Death Valley Sleepers – Into My Mind (2012)

14. Serge Gainsbourg  - Requiem Pour Un Con (1968)

15. Spacemen 3 – I Love You (1991)

16. The Warlocks – Baby Blue (2002)

17. The Jesus & Mary Chain – She (1993)

18. The Stone Roses – What The World Is Waiting For (1989)

19. Young Flowers – 25 Øre (1968)

   Death Valley Sleepers by Mod Strømmen

Lørdag gør københavnerkvartetten C.A.P.S. stads af, at de udsender deres andet album ’Lucified’. Det var egentlig annonceret til at udkomme sidste efterår, men der gik et-eller-andet galt med deres svenske pladeselskab. Nu står C.A.P.S. selv for hele balladen på deres nystartede label, Angry Eskimo Records. Det sker i Studenterhuset i Købmagergade. Der er fri entré mellem kl. 20-21. Derefter koster det kr. 40.

Jeg har hørt ’Lucified’ adskillige gange og hvis C.A.P.S. blot giver halvt så meget af sig selv, som på pladen, så er man in for one hell of a tasty treat af fuldfed rock’n’rolla. Opvarmningen står Black Pussy og Java Skull, der er Marco Burro og The Ghuol fra hedengangne The Untamed, for.

Samme aften er der rustik svensk syrefolk på Loppen. Träd, Gräs og Stenar er en næsten identisk udløber af orkestrene Pärson Sound og International Harvester, senere bare Harvester. I 1970 udsendte de debut-lp’en Träd, Gräs og Stenar, også kendt som den gröna. I et interview med bassisten Torbjörn Abelli, der forlod gruppen i 2010, efter at have været med siden Pärson Sounds og gennem en gendannelse eller to i 1980’ere, fortalte han, at de i de unge år skelede til hvad Terry Riley, John Cage, Ornette Coleman, Charlie Mingus, Charlie Parker, The Fugs, Jimi Hendrix og The Rolling Stones, havde lavet. Om det giver et nøjagtigt billede af Träd, Gräs og Stenar, skal jeg lade være op til hver enkelt at vurdere. Men lad det nu alligevel være en strømpil for, hvilken kurs koncerten kan tage på lørdag.

Til dem, der belært af erfaring, tøver og hænger ud på Christianshavns værtshuse, før turen går til Loppen, fordi de ved, at koncerterne altid begynder sent der, er der bare at sige, drik ud i god tid. Supportorkestret, Arons Headband, er der nemlig ingen undskyldninger for at komme for sent til. Det består af Aron på guitar/sang, Anders Grøn på trommer, Anders Stub og Nicolai Wilhelm Tell på guitar, Søren Pilegård på keyboard, samt Tobias Petterson fra svenske Kommun2 på bas. Sangmaterialet er af Aron, Stub og Tell og er efter sigende mere afdæmpet end Arons andet band, The Blackbeacon. Eller, som jeg fik at vide, tænk ”svensk ødegårds psych møder tyrkisk fuzz!”.   

The Good The Bad spiller ‘Kick Out The Jams’ sammen med Wayne Kramer

‘My Revolutionary Mind’. Woody Guthrie 100 år.

Will Johnson, Jay Farrar, Yim Yames og Anders Parker

Her i hundredeåret for Woody Guthries fødsel er de første i en lang række af tribute-koncerter, seminarer, paneldiskussioner m.v., allerede blevet afholdt. The Woody Guthrie Estate har også åbnet arkivet, hvor der ligger mere en tusind tekster, som Guthrie, så vidt man ved, aldrig fik sat musik til. Et arkivmateriale, som Bob Dylan, Bruce Springsteen, Ry Cooder, ja sågar Guthries egen søn Arlo, har forsøgt at få adgang til. Uden jackpot. Den første, som havde held med det var Billy Bragg, der slog kludene sammen med Wilco og udsendte anmeldersucceserne, ’Mermaid Avenue vol. 1 & 2’ i henholdsvis 1998 og 2000. Siden har Guthrie Estate arbejdet med så forskellige kunstnere, som The Klezmatics, Rob Wasserman og Corey Harris, for at få sat melodier til Woody Guthries ord.

I år er turen kommet til Jay Farrar, Jeff Tweedys gamle bandmate fra Uncle Tupelo, der aldrig har lagt skjul på sin affinitet for hobotroubadouren. Son Volt-albummet ’Okemah & The Melody Of Riot’ fra 2005 er ligefrem opkaldt efter den by i Oklahoma, hvor Guthrie blev født. Farrar har samlet et solidt hold bestående af My Morning Jacket's Yim James, Centro-Matic's Will Johnson og Anders Parker, som Farrar tidligere har spillet sammen med i Gob Iron.

Vokalerne på ’New Multitudes’, som pladen hedder, deler de fire musikere demokratisk mellem sig, så de hver får tre tracks. Det giver en fin stilistisk variation, selvom jeg nok havde foretrukket at høre mere til Yim Yames drømmende, rumklangsfyldte stemme. I forhold til Mermaid-indspilningerne lyder det også som om, at de har sigtet mod en mørkere og mere indadvendt tone, der måske har bund i, at de tolv sange, de har valgt, skrev Guthire, mens han boede i Californien under de vanskelige depressionsår i 30’erne

Yim Yames i spidsen for ‘My Revolutionary Mind’, som vi også fik plads til, da radioprogrammet Mod Strømmen fejrede Kvindernes Internationale Kampdag.  

Her teksten som den lå fra Guthries hånd i arkivet. Yames springer flere strofer over. Blandt andet den sidste, hvor Guthrie gjorde det klart, at han ikke havde brug for en kvinde, der var republikaner, demokrat eller fra Ku Klux Klan! 

”Night is here again, baby,

I'm stretched out on my bed

Seeing all kinds of crazy notions

Running through my head;

I need a progressive woman;

I need an awfully liberal woman;

Ain't no reactionary baby

Can ease my revolutionary mind.

One hand is on my pillow

One hand is on my head,

I see a million nightmares

Tearing around inside my head;

I need a progressive woman

I need an awfully liberal woman

I need a social conscious woman

To ease my revolutionary mind.

If I could only make you see, babe,

I ache and pain and bleed,

I know you'd come a runnin'

If you blistered both your feet.

I need a progressive woman;

I need an awful liberal woman;

I need an open minded mama

To ease my revolutionary mind.

If you could see me here, baby,

Broke out with salty sweat;

No matter where you go I know

You never could forget

I need a progressive woman;

I need a liberal thinking woman;

I need an open hearted mama

To ease my revolutionary mind.

I ain't no lumpen proletariat,

And I ain't no petty bourgeoisie

But I'm gonna be a cold corpse

If you don't run here to me

I need a progressive shipmate;

I need a liberous nature lover,

But no reactionary female

Can ease my revolutionary mind.

If you're a republican or a democrat,

Or a white hood Ku Klux Klan,

No use to ring my doorbell

'Cause I'll never be your man

I want a union working woman

I want a progressive liberous woman,

I want a nice progressive mama

To ease my revolutionary mind.”

“Get your mind off wintertime…”

The Byrds version af Bob Dylans ‘You Ain't Goin' Nowhere’ fra Hugh Hefners TV-show, ‘Playboy After Dark’. 28. september 1968.

Copenhagen Hot Club i Mod Strømmen

Nostalgi betyder egentlige hjemve. Med tiden skete der et skred, så ordet begyndte at blive anvendt om længsel efter en tabt eller forsvunden tid. Hvis man skal følge Immanuel Kant, så er den rette betydning ”længsel efter et da”. For mig lyder de to sidstnævnte betydninger lovligt ens, selvom Kant med garanti kunne argumentere for, at sådan hænger det sandelig ikke sammen.

Om de d’herrer, der står bag Copenhagen Hot Club, har hang til nostalgi, vil jeg ikke udtale mig om. Men, hvis man er vokset op med lakplader med swing, soul, blues og jazz, dem kan der ikke være mange tilbage af, kan det måske give et gib i hjertet, når den første 78’er bliver lagt på grammofonen på torsdag. Alle os andre, kan se frem til to timer med ridser og skrat og en musik, der har mere med nutiden at gøre, end mange umiddelbart går rundt og forestiller sig.

Lyt med torsdag d. 29. marts, mellem kl. 18-20 (98.9 FM / 98.8 Hybrid).

Deutscher Demokratischer Rundfunk

Indenfor det seneste døgn, forholdsvis rundt regnet, er der sluppet nogle nye og yderst anbefalelsesværdige numre ud af Berlin. Straight From The Harp har skrevet kontrakt med Playground Music og udsender snart førstesinglen, ’GoGoGoGoGo’. Videoen her har de filmet i Funkhaus Berlin, der i mange år husede DDRs statsradiofoni. Keep On Rolling!

Andrea Schroeder har ligeledes lagt et par interessante godbidder fra hendes kommende plade på Glitterhouse Records ud. Nyd herunder, Schroeders karakterfulde stemme og i grunden temmelig æggende, tyske accent på sangen, ’Blackberry Wine’. Jesper Lehmkuhl spiller guitar og bas, Milan Cimfe trommer, mens Chris Eckman tager sig af Persephone-synthesizeren. Teksten er af Gary Heffern.

Shoot From The Hip #2 (2012). Playliste 22. marts

En hilsen til Jean Giraud AKA Moebius, tegner af bl.a. Løjtnant Blueberry, der døde for et par uger siden.

1. Strawberry Tiger – Block Genie (2011)

2. Frankie Rose – Gospel/Grace (2012)

3. Chuck Prophet – I Felt Like Jesus (2012)

4. Flipper – Ha Ha Ha (1981)

5. Thurston Moore – January (2011)

6. Jack White – You Know That I Know (2011)

7. Vessel - The Sound Of Sound (2012)

8. Lee Ranaldo – Off The Wall (2012)

9. Django Django – Wor (2012)

10. C.A.P.S. – Can’t Say I’m Sorry (2012)

11. The Shins – September (2012)

12. Paul Weller – That Dangerous Age (2012)

13. Paul McCartney - Heart Of The Country (1971)

14. John Cale – Ship Of Fools (1974)

15. Bob Dylan & The Band – Never Say Goodbye (1973)

16. Träd, Gräs Och Stenar - Sanningens Silverflod (1970)

17. Emeralds – Double Helix (2010)

18. Brian Wilson – Surf’s Up (piano version) (1966)

19. Jacuzzi Boys - Smells Dead (2010)

20. Girls – My Ma (2011)

21. Badfinger – No Matter What (1970)

22. Nick Lowe - Cruel To Be Kind (1979)

23. David Sylvian – A Fire In The Forest (2003)

24. Weldon Rogers – So Long, Good Luck & Goodbye (1957)

   Shoot From The Hip no. 2 2012 by Mod Strømmen

Undskyld, Ian Curtis. Undskyld, Kurt Cobain.

Magazine live 2009. Barry Adamson og Howard Devoto

Det er blevet sagt om Howard Devoto, at han er det tætteste punk kommer på punk. I begyndelsen af 1977, var han med til at definere genren med Buzzcocks debut-EP, ’Spiral Scratch’. Herefter forlod han gruppen, for med Magazine at træde lukt ind i det rum, der senere blev til postpunk. 

Sidste år udkom Magazines første plade i tredive år. ’No Thyself’, som den hedder, havde jeg imødeset med en vis spænding. Men som det indimellem går, glemte jeg alt om den i skyndingen, indtil jeg fornylig lidt i blinde kom på sporet igen. Albummet er en udløber af den næsten uundgåelige genforening af Magazine, der fandt sted i 2009, efter et tiår hvor et kuld af nye band var gået på strandhugst i postpunk kataloget. Ved koncerterne i 2009 var orkestret så tæt på den klassiske line-up, som det er fysisk muligt. Udover Devoto, spillede Dave Formula keyboards, John Doyle trommer og Barry Adamson bas. John McGeoch død i 2004 gav plads til Luxuria-guitaristen Noko. På ’No Thyself’ er Adamson erstattet af John 'Stan' White.

Den første tanke, der faldt mig ind under gennemlytningen af albummet, var, at nærmere kommer man vist ikke Magazine og Roxy Music for tiden. Det er gedign art-rock, med en diskret understrøm af funk og én til tider nærmest filmske atmosfære. Det, sammenkoblet med Devotos altid poetiske eller satiriske tekster, underbygger, om ikke andet, min første indskydelse. ’No Thyself’ er da også blevet kaldt det album, som Magazine burde have udsendt i 1981, i stedet for det sidste, forvirrede og ufokuserede, ’Magic, Murder And The Weather’.   

Ikke mere snak. Her ’Hello Mister Curtis (With Apologies)’, hvor Devoto med vanlig sans for det dobbeltbundede sender undskyldninger til Ian Curtis og Kurt Cobain; "But I’ve made my decision / To die like a King / Like Elvis / On some godforsaken toilet". Efterfulgt af det bidende omkvæd; "I hope I die before I get really old."

‘Dandelion’. Duet mellem Emma Acs & Lorenzo Woodrose

Det er et velkendt og yndet format, som Emma Acs og Lorenzo Woodrose leger med på den anden teaser/single fra det kommende Baby Woodrose plade, ’Third Eye Surgery’. Ung kvinde og en næsten dobbelt så gammel mand. De kan vist heller ikke, sige sig helt fri fra, at kollaborationen gemmer på visse undertoner.

Eller som Lorenzo Woodrose selv beskriver tekstsiden af ‘Dandelion’; “The lyric has a childish and playful fantasy game theme, with a deeper sexual meaning underneath it, sort of inspired by american sixties bubblegum music.”

‘Third Eye Surgery’ er på gaden 16. april.

‘Nothing Can Hurt Me: The Big Star Story’

Altid opmærksomme Capac markerer i dag, at det er to år siden Alex Chiltons alt for tidlige død. Tak for det. Ellers er jeg bange for, at jeg havde glemt det. Det, til trods for, at jeg her til morgen, både har hørt ’Walking Dead’ og ’Wild Kingdom’ fra soloårene.

I torsdags havde dokumentaren ‘Nothing Can Hurt Me: The Big Star Story’ en form for snigpremiere, den bliver stadig kaldt ”a work-in-progress”, ved SXSW. Her en artikel fra Austin Chronicle om filmen, der har været mere end seks år i støbeskeen. Big Star er i øvrigt også blevet behørigt hyldet ved festivalen.

King Tuff is back!

Det album, jeg måske lyttede allermest til sidste år, var ikke fra 2011, men daterede sig tilbage til 2008. Her til maj udkommer Kyle Thomas’, bedre kendt som King Tuff, efterfølger til ’Was Dead’ på Sub Pop. Hvis den nye plade, der blot hedder ’King Tuff’, bare slægter ’Was Dead’ det mindste på - sådan lyder det utvivlsomt på førstesinglen, ’Bad Thing’. Ja, så kan vi forvente endnu en perlerække af sange, der emmer af klassisk catchy guitar- og garagepop, uden de dog på noget tidspunkt lyder altmodisch.  

Hent ’Bad Thing’ fra Sub Pop.

The Rosa Riot. Playliste 15. marts 2012

1. The Rosa Riot – Friday Night (Kramer mix) (2011)

2. The Hunches – Fall Drive (2009)

3. Vic Chesnutt – What Do You Mean? (2005)

4. Weekend – Coma Summer (2010)

5. Gang Of Four – Damaged Goods (1979)

6. Dan Sartain – The World Is Gonna Break Your Little Heart (2006)

7. Wild Evil Entertaiment Dept. – Deadbull City (2004)

8. Lost Sounds – Black Flowers (2004)

9. The Jesus & Mary Chain – I Hate Rock’n’Roll (1995)

10. Primal Scream – Kill All Hippies (2000)

11. Daniel Johnston – Held The Hand (1990)

12. Tim Hardin – Black Sheep Boy (1967)

13. Beck – Hollow Log (1992)

14. Dead Combo – You Don’t Look So Good (2004)

15. Mazarine Street – Carcrash (1996)

16. Singapore Sling – Song For The Dead (2010)

17. Half Man Half Biscuit – The Trumpton Riots (1986)

18. The Chocolate Watch Band – I'm Not Like Everybody Else (1968)

19. The Rosa Riot – Against The Stream (demo) (2009)

Endnu engang svigtede serveren på Rigshospitalet. Udsendelsen med The Rosa Riot bliver sendt næste gang der er hul i programplanen. Den er også mulig at høre herunder.

   The Rosa Riot by Mod Strømmen

”Calling All Demons”. Moonless släppfest, Bazookahosen og Reverend Shine Snake Oil Co.

Et par anbefalinger fra Musikloppen på Christiania. Fredag fejrer stonerrock-kvartetten Moonless, dets længe ventede udgivelse af debutpladen, ’Calling All Demons’. Jeg ved ikke, hvor mange releasedatoer, der har været i spil siden gruppen udgav dets første 12” vinyldemo i 2010. For godt et år siden var Moonless forbi radioprogrammet Mod Strømmen. På det tidspunkt lå udgivelsen lige om hjørnet. Nevermind. Det er revnende ligegyldigt, nu er pladen her jo. Herhjemme udkommer den på Hjernespind Records, i resten af verden står Doomentia Records for distributionen. Køb den fredag. Entré 40 kr.

Udover Moonless, som mange nok ved består af tidligere og nuværende medlemmer af Amdi Petersens Arme, No Hope For The Kids, Gorilla Angreb, Leathervein, The Village Idiot, The Great Veil og ikke mindst hyperaktuelle Dig & Mig, spiller War Goes On og Torchlight.

Anmeldelse af 'Calling All Demons' fra Ekstra Bladet.

Jeg ved godt, at der har været forfærdelig mange lister her på siden på det seneste. I slipper heller ikke i dag. På den anden side, så sker det også yderst sjældent, at Captain Beefheart bliver nævnt i tre på hinanden følgende indlæg. 

Moonless' playliste fra Mod Strømmen:

1. Moonless - Mark Of The Dead (2011)

2. Ted Nugent & The Amboy Dukes - Pony Express (1974)

3. Judas Priest - Hell Patrol (1990)

4. Bastard - Misery (1990)

5. Captain Beyond - Can't Feel Nothing (Part I) (1972)

6. Debris' - One Way Spit (1976)

7. Moonless - Midnight Skies (2011)

8. Mercyful Fate - A Corpse Without A Soul (1987)

9. Graveyard - Ain't Fit To Live Here (2011)

10. Walter Rossi - Wheel Of Fortune (1972)

11. Kiss - Detroit Rock City (1976)

12. Danzig - Ju Ju Bone (2010)

13. Moonless - Calling All Demons (2011)

14. Manowar - Manowar (1982)

15. Rainbow - Starstruck (1976)

16. Saint Vitus - War Is Our Destiny (1985)

17. Pentagram - Forever My Queen (1973)

18. Black Sabbath - Into The Void (1971)

Allerede i morgen, torsdag, præsenterer Loco og Loppen, både Bazookahosen, hvis musik gennem årene er blevet kaldt alt fra thrash noir over modern-primitive, wobble jazz til alternativ folk-rock, og lettere definerlige Reverend Shine Snake Oil Co. Mod Strømmen har også haft disse to orkestre i studiet til en snak om inspirationer og hvad der ellers bringes til torvs for åbne mikrofoner i løbet af sådan et par timer.

Her, hvad Bazzokahosen spillede d. 23. august 2007:

1. Bazookahosen - Kran (2005)

2. Captain Beefheart and The Magic Band - Bat Chain Puller (1978)

3. Olavi Virta - Hopeinen Kuu (1960)

4. Blind Willie Johnson - God Moves On Water (1929)

5. Django Reinhardt - Blues (1940)

6. Bugpowder - Indian Mode (2002)

7. Bob Dylan - Yazoo Street Scandal (1967)

8. Beastie Boys - Egg Man (1989)

9. Jon Spencer Blues Explosion - Backslider (1993)

10. The Monks - Oh, How To Do Now (1966)

11. Ween - Hippy Smell (1990)

12. Bazookahosen - Bordpladen Brænder (live i studiet)

13. Hank Williams - My Son Calls Another Man Daddy (1950)

14. Bazookahosen - Ejes Bakken af Nogen? (live i studiet)

15. Ruins - Hard Rock Medley (2000)

16. Boban Markovic Orchestra - Izvorski Biseri (2001)

17. Calexico - Black Heart (2003)

18. Squirrel Nut Zippers - Hell (1996)

19. Eels - That's Not Really Funny (2001)

20. Gerry Thompson - Shoot Her In The Head (demo) (2005)

21. Rollie Tussing - Wake Up Sinners (demo) (2005)

22. Bazookahosen - Sunshine (2003)

Og her, hvad Reverend Shine Snake Oil Co. ønskede at høre ved dets seneste besøg i maj 2011:

1. Reverend Shine Snake Oil Co. - Modern Man (2011)

2. Konono N°1 feat Masanka Sankayi + Kasai Allstars - Wa Muluendu (2006)

3. Blind Willie Johnson - Mother's Children Have A Hard Time (1927)

4. PJ Harvey - Water (1992)

5. Jimmy Cliff - Sooner Or Later (1974)

6. Tlahoun Gèssèssè - Yene Felagote (1974)

7. Chucho Valdés & Irakere - La Comparsa (live) (1978)

8. Curtis Mayfield - Check Out My Mind (live) (1971)

9. Love - Hey Joe (1966)

10. Lazaro Ros - Elewa (2000)

11. Mississippi John Hurt - Frankie (1928)

12. Maâllem Mokhtar Gania - Allah Baba Matinba (2003)

13. Reverend Shine Snake Oil Co.- In Case We Don't Die (live i studiet) (2011)

14. Del Tha Funkee Homosapien - Catch A Bad One (1993)

15. Flat Duo Jets - No Greater Love (1991)

The Scientists: ’Human Jukebox’

Det gik alt for hurtigt med ’Losing My Edge’-playlisten i går. For selvfølgelig (sagde jeg det?), har jeg noget liggende med australske The Scientists. Faktisk en hel del. Bandet blev dannet i Perth i slutningen af halvfjerdserne. Det gik gennem flere inkarnationer, hvor musikere sprang til og fra og forfulgte andre drømme, fx i Le Hoodoo Gurus (Hoodoo Gurus), før det, der var tilbage af The Scientists, i 1981 flyttede til Sydney. Her lagde det så småt 1977-attituderne på hylden, for at gå i retning af en psykedelisk-facetteret rock’n’roll, der også lånte med arme og ben fra The Cramps, Suicide, The Stooges og Captain Beefheart.

I 1984 slog The Scientists sig ned i London. Samme år varmede det bl.a. op for The Gun Club på dets Europa-tour. Udskiftningerne i bandet fortsatte dog med samme tempo, som om intet var hændt siden tiden i Perth. Dels på grund af musikalske uoverensstemmelser, dels foranlediget af problemer med at få opholdstilladelse. Efter nogle år gik turen tilbage til Australien. Her ’Human Jukebox’ fra albummet af samme navn fra 1987. Gruppens sidste, hvis man altså fraregner en liveplade, der blev udsendt i forbindelse med at gruppen blev gendannet for en kort stund i 2007.

 

’Losing My Edge’. Spilleliste.

Verden over, eksisterer der helt sikkert et utal af playlister, der ligner nedenstående. Inspireret af et gammelt nummer af musikmagasinet ’Uncut’, har jeg sat en iTunes-spilleliste sammen af de artister og grupper, som James Murphy remser op på LCD Soundsystems ’Losing My Edge’ fra 2002. Jeg har ikke dem alle 54, men føler mig alligevel meget godt dækket ind. Vel at mærke, af musikreferencer, der gav creds i New York City for ti år siden. Flere af dem er vistnok stadigvæk gangbare.

1. CAN: ‘Uphill’

2. Suicide: ‘Ghost Rider’

3. Captain Beefheart & The Magic Band: ‘Observatory Crest’

4. Daft Punk: ‘Technologic’

5. Gwen Guthrie : ÷

6. The Beach Boys: ‘Surfer Girl’

7. The Modern Lovers: ‘Hospital’

8. Niagara: ÷   

9. Yaz(oo): ‘Ode To Boy’

10. This Heat: ‘S.P.Q.R’.          

11. Pere Ubu: ‘The Modern Dance’

12. Nation Of Ulysses: ÷

13. The Outsiders: ‘It Seems Like Nothing's Gonna Come My Way Today’                           

14. Mars: ‘3E’

15. The Trojans: ÷

16. Black Dice: ÷

17. The Todd Terry Project: ÷

18. Germs: ‘Forming’               

19. Section 25: ‘Looking From A Hilltop’

20. Althea & Donna: ÷

21. Sexual Harrassment: ÷

22. A-ha: ÷

23. Dorothy Ashby: ÷

24. PiL: ‘Poptones’

25. The Fania All-Stars: ÷

26. The Bar-Keys: ‘Street Walker’

27. Human League: ‘Dancevision’ 

                  

28. The Normal: ‘T.V.O.D.’

29. Lou Reed: ‘ Don't Talk To Me About Work’                       

30. Scott Walker: ‘It's Raining Today’                                                                       

31. Monks: ‘Oh, How To Do Now’                   

32. Joy Division: ‘Transmission’                        

33. Lower 48: ÷

34. The Association: ‘Along Comes Mary’

35. Sun Ra: ‘The Ridiculous "I" And The Cosmos Me’           

36. The Scientists: ÷

37. Royal Trux: ‘Stevie (For Steven S.)’         

38. 10cc: ‘The Worst Band In The World’      

39. Eric B & Rakim: ÷

40. Index: ‘Shock Wave’         

41. Basic Channel: ÷

42. Afrika Bambaataa & The Jazzy 5: ‘Jazzy Sensation’

43. Model 500: ÷

44. David Axelrod: ÷                 

45. The Electric Prunes: ‘Kyrie Eleison’         

46. Gil Scott-Heron: ‘Lady Day And John Coltrane’                

47. The Slits: ‘Newtown’        

48. Faust: ‘Giggy Smile’           

49. Mantronix: ÷

50. Pharoah Sanders: ‘Bailophone Dance’                                

51. Fire Engines: ‘Discord’

52. Swans: ‘Big Strong Boss’

53. Soft Cell: ‘Bed Sitter’

54. The Sonics: ‘Psycho’

The Rosa Riot i Mod Strømmen

For en lille måned siden, fik jeg en længere snak med en labelmand fra et af landets fremmeste små pladeselskaber, som vi ofte gør, når vi møder hinanden til en koncert. Vi morede os begge over, hvordan genrebetegnelser, ikke bare var med til trække os af gårde, men i det hele taget fik folk ud på spillestederne. For øjeblikket er psych, det såkaldte vogue word, for fem-seks år siden var det garagerock.   

The Rosa Riot er et nyt dansk-islandsk-tysk band med base i København, der ”spiller energisk, rå garagerock med psykedeliske undertoner - parret med hvid støj og elektrisk poesi”. Da, jeg læste dette signalement, blev jeg straks tændt. Det gør heller ikke det mindste, at The Rosa Riot har et album liggende klar, mixet og mastereret af den amerikanske producer Kramer. Alt det, skal vi nok få mere at høre om nu på torsdag, d. 15. marts, hvor bandet besøger Mod Strømmen.

Lyt med fra kl. 18-20, og tag derefter i KB 18 i Kødbyen, hvor The Rosa Riot spiller.