Magazine live 2009. Barry Adamson og Howard Devoto |
Det
er blevet sagt om Howard Devoto, at han er det tætteste punk kommer på punk. I
begyndelsen af 1977, var han med til at definere genren med Buzzcocks debut-EP,
’Spiral Scratch’. Herefter forlod han gruppen, for med Magazine at træde lukt ind
i det rum, der senere blev til postpunk.
Sidste
år udkom Magazines første plade i tredive år. ’No Thyself’, som den hedder, havde jeg imødeset med en vis spænding. Men som det indimellem
går, glemte jeg alt om den i skyndingen, indtil jeg fornylig lidt i blinde kom på sporet igen.
Albummet er en udløber af den næsten uundgåelige genforening af Magazine, der fandt
sted i 2009, efter et tiår hvor et kuld af nye band var gået på strandhugst i
postpunk kataloget. Ved koncerterne i 2009 var orkestret så tæt på den klassiske
line-up, som det er fysisk muligt. Udover Devoto, spillede Dave Formula
keyboards, John Doyle trommer og Barry Adamson bas. John McGeoch død i 2004 gav
plads til Luxuria-guitaristen Noko. På ’No Thyself’ er Adamson erstattet af
John 'Stan' White.
Den
første tanke, der faldt mig ind under gennemlytningen af albummet, var, at
nærmere kommer man vist ikke Magazine og Roxy Music for tiden. Det er gedign art-rock,
med en diskret understrøm af funk og én til tider nærmest filmske atmosfære. Det,
sammenkoblet med Devotos altid poetiske eller satiriske tekster, underbygger, om
ikke andet, min første indskydelse. ’No Thyself’ er da også blevet kaldt det
album, som Magazine burde have udsendt i 1981, i stedet for det sidste, forvirrede
og ufokuserede, ’Magic, Murder And The Weather’.
Ikke
mere snak. Her ’Hello Mister Curtis (With Apologies)’, hvor Devoto med vanlig sans
for det dobbeltbundede sender undskyldninger til Ian Curtis og Kurt Cobain; "But I’ve made my decision / To die
like a King / Like Elvis / On some godforsaken toilet". Efterfulgt af det
bidende omkvæd; "I hope I die before
I get really old."
Ingen kommentarer:
Send en kommentar