Det
kan godt være, det tog Oakland-kvintetten, Lumerians, tre år at nå fra den
lovende debut-ep fra 2008, der bærer gruppens navn, og til sidste år at udgive fuldlængde
albummet, ’Transmalinnia’. Allerførst kræver det, at man bliver opdaget og hvis
man samtidig har ambitioner om at lave et sammenhængende lydunivers og har
tendenser til flueknepperi af den frugtbare slags, så kan det godt tage tre år.
I 2010 lagde en talentspejder fra Knitting Factory Records mærke til Lumerians via
MySpace. Derfra gik det bogstaveligt talt stærkt. ’Transmalinnia’ kom i marts
2011. Hvorfor jeg først er kommet på sporet af gruppen for nylig, lader jeg stå ubesvaret
hen.
Lumerians
har timet det godt. Aldrig har nabobysbørnene, de nye psychpionerer fra Wodden Shjips,
været større, ligesom spin-off'et, Moon Duo, nu også synes at være fanget ind ad
strømmen. Hvis jeg skal forsøge at holde lidt fast ved den kontinuerlighed, som
Lumerians har søgt at skabe på pladen, så består den første side af relativt
korte popsange, mens man på side to, bliver ført ind i langt mørkere og mere
aggressive former af musikkens væsen. Kodeordene er krautrock, vintage orgler, summende
fuzz-guitar, drøje trommer, svævende dreng-pige vokal, nogle vil formentlig
kalde den androgyn, samt dansable bas- og synthfigurer. Og til dem, der lader
sig inspirerer af referencer, så aner jeg, udover allerede nævnte, både Silver
Apples og Spacemen 3.
Efter
at have hørt ’Transmalinnia’ højt i høretelefoner i de sene eftermiddagstimer,
følte jeg mig afklaret og uden synderlig afstand til det omkringværende. Med
andre ord, fuldstændig blæst omkuld. Den følelse har ikke helt sluppet taget i mig
her i skrivende stund. Den er foruroligende og smuk.
Her
det stærke åbningsnummer, ’Burning Mirror’, der i en kort vending på en god
dag, måske kan gå under betegnelsen psych-disko:
Udover
at kunne hente ‘Burning Mirror’ herover ved at gå videre til SoundCloud, så ligger der ligeledes et par sange fra albummet her.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar