Doug Dillard (1937-2012)

Genbrug fra september 2009. Ordene om ’The Fantastic Expedition of Dillard & Clark’ er desværre mere aktuelle i dag, end de var for godt vel tre år siden.  

”Gennem årene er der blevet sat mange ord på den joint, som Doug Dillard og Gene Clark deler på coveret til deres debutplade ’The Fantastic Expedition of Dillard & Clark’ fra 1968. Sandt er det, at d’herrer i miljøet omkring spillestedet Troubadour i Los Angeles, var berygtede for at være mere optagede af martini og dope end af at spille livejobs.

Året før, havde Clark udgivet solodebuten ’Gene Clark With The Gosdin Brothers’, der var tænkt som et californisk sidestykke til The Beatles’ ’Rubber Soul’. Af uforklarlige grunde, valgte Columbia at udsende pladen i samme uge, som Clark’s gamle band The Byrds sendte ’Younger Than Yesterday’ på gaden. Facit var nærmest givet på forhånd. ’Gene Clark With The Gosdin Brothers’ forsvandt i mangel på promotion. Det, til trods for, at selskabet må have brugt mange penge på indspilningen, eftersom nogle af Los Angeles’ bedste musikere havde givet en hånd med. Foruden Vern og Rex Gosdin, der lagde vokalharmonierne, medvirkede bassisten Chris Hillman og trommeslageren Michael Clarke fra The Byrds, Glen Campbell spillede guitar, Leon Russell tog sig af pianoet og strygerarrangementerne, Van Dyke Parks sad bag keyboardet, mens Clarence White slog guitaren an på enkelte numre og allerede omtalte Doug Dillard spillede elektrisk banjo.

Desillusioneret blev Clark i efteråret 1967 lokket tilbage til The Byrds. Dave Crosby havde nemlig smækket med døren efter Monterey Pop Festival i juni, fordi de andre medlemmer ikke brød sig om den politiske diskurs, som han missionerede fra scenen. For Clark blev det kun til et kort rendezvous. Omkring tre uger for at være nøjeregnende. Flyskrækken sad stadig så dybt i ham, at han efter en lang og ensom togtur fra New York til Los Angeles atter rømmede bandet.

Tilbage i L.A. løb Clark på Doug Dillard. Udover, den bevidsthedsudvidende interesse de delte, var de begge passionerede country og bluegrass disciple. Hvorom dette handler, gik de i gang med at lave numre til en ny Clark plade. Det foregik hos Dillard, der boede sammen med guitaristen Bernie Leadon og sangerinden Linda Ronstadt. Arbejdsproceduren var gerne, at Dillard og Leadon jammede sig frem til numrene i løbet af dagen, spillede dem for Clark om aftenen, som så tog hjem og skrev teksterne om natten.

I denne bloggerkugles blå bog er ’The Fantastic Expedition of Dillard & Clark’ fuldt på højde med The Flying Burrito Brothers’ ’The Gilded Palace Of Sin’. Det udkom tilmed før. Fra den Byrds-lignende ’Out On The Side’, over den længselsfulde Beardon-Clark komposition, ’Train Leaves Here This Morning’, som Bernie Leadon i øvrigt tog med sig og genindspillede med sin nye gruppe, The Eagles, på dets debutalbum, og til den hjerteskærende melodi på ’The Radio Song´, viser ’The Fantastic Expedition of Dillard & Clark’ sig endog at stå tiden bedre end The Byrds ’Sweetheart Of The Rodeo’. I alt fald, hos denne skribent, der de seneste mange år er begyndt at sætte netop den plade på, når talen falder på Cosmic American Music og han får lov til at pege på et mesterværk.

Live vidste man aldrig, hvor man havde Dillard & Clark. Gene Clark kæmpede med en evig tilbagevendende præstationsangst, der ikke blev dulmet af medikamenterne. Da spotlightene blev tændt ved bandets debut på Troubadour, havde Dillard taget opstilling midt på scenen med sin banjo, han blev flankeret af David Jackson på bas, Bernie Leadon på guitar og Don Beck på mandolin. Bagest med hovedet vendt mod bagtæppet sad Clark på en forstærker. I løbet af det andet nummer fik han rejst og drejet sig om mod publikum, men da Dillard samtidig valgt at smadre den violin, som han spillede på, blev det nærmest et billede på deres makkerskab. Andre gange, og især da de var begyndt at spille elektriske job med Michael Clarke fra The Byrds bag trommerne, kogte Troubadour, ifølge ørenvidner, over.

I 1969 udkom duoens svanesang, ’Through The Morning, Through The Night’. Bernie Leadon og Don Beck havde forladt bandet og ind var kommet violinisten Byron Berline og Jon Corneal på trommer. Derudover medvirkede omtalte Chris Hillman og Sneaky Pete Kleinow fra The Flying Burrito Brothers. Skønt pladen ikke er så umiddelbar spontan som debuten, og de fleste skæringerne er coverversioner, finder man to Clark-numre, titelsangen og den fantastiske ’Polly’, der rager langt over, hvad den californiske countryrock, sat på spidsen har formået siden hen. Ingen nævnt, ingen glemt”

Hvil i fred, Doug Dillard