”Gennem
årene er der blevet sat mange ord på den joint, som Doug Dillard og Gene Clark
deler på coveret til deres debutplade ’The Fantastic Expedition of Dillard
& Clark’ fra 1968. Sandt er det, at d’herrer i miljøet omkring spillestedet
Troubadour i Los Angeles, var berygtede for at være mere optagede af martini og
dope end af at spille livejobs.
Året
før, havde Clark udgivet solodebuten ’Gene Clark With The Gosdin Brothers’, der
var tænkt som et californisk sidestykke til The Beatles’ ’Rubber Soul’. Af
uforklarlige grunde, valgte Columbia at udsende pladen i samme uge, som Clark’s
gamle band The Byrds sendte ’Younger Than Yesterday’ på gaden. Facit var
nærmest givet på forhånd. ’Gene Clark With The Gosdin Brothers’ forsvandt i
mangel på promotion. Det, til trods for, at selskabet må have brugt mange penge
på indspilningen, eftersom nogle af Los Angeles’ bedste musikere havde givet en
hånd med. Foruden Vern og Rex Gosdin, der lagde vokalharmonierne, medvirkede
bassisten Chris Hillman og trommeslageren Michael Clarke fra The Byrds, Glen
Campbell spillede guitar, Leon Russell tog sig af pianoet og
strygerarrangementerne, Van Dyke Parks sad bag keyboardet, mens Clarence White
slog guitaren an på enkelte numre og allerede omtalte Doug Dillard spillede
elektrisk banjo.
Desillusioneret
blev Clark i efteråret 1967 lokket tilbage til The Byrds. Dave Crosby havde
nemlig smækket med døren efter Monterey Pop Festival i juni, fordi de andre
medlemmer ikke brød sig om den politiske diskurs, som han missionerede fra
scenen. For Clark blev det kun til et kort rendezvous. Omkring tre uger for at
være nøjeregnende. Flyskrækken sad stadig så dybt i ham, at han efter en lang
og ensom togtur fra New York til Los Angeles atter rømmede bandet.
Tilbage
i L.A. løb Clark på Doug Dillard. Udover, den bevidsthedsudvidende interesse de
delte, var de begge passionerede country og bluegrass disciple. Hvorom dette
handler, gik de i gang med at lave numre til en ny Clark plade. Det foregik hos
Dillard, der boede sammen med guitaristen Bernie Leadon og sangerinden Linda
Ronstadt. Arbejdsproceduren var gerne, at Dillard og Leadon jammede sig frem
til numrene i løbet af dagen, spillede dem for Clark om aftenen, som så tog
hjem og skrev teksterne om natten.
I denne bloggerkugles blå bog er
’The Fantastic Expedition of Dillard & Clark’ fuldt på højde med The Flying
Burrito Brothers’ ’The Gilded Palace Of Sin’. Det
udkom tilmed før. Fra den Byrds-lignende ’Out On The Side’, over den
længselsfulde Beardon-Clark komposition, ’Train Leaves Here This Morning’, som
Bernie Leadon i øvrigt tog med sig og genindspillede med sin nye gruppe, The
Eagles, på dets debutalbum, og til den hjerteskærende melodi på ’The Radio
Song´, viser ’The Fantastic Expedition of Dillard & Clark’ sig endog at stå
tiden bedre end The Byrds ’Sweetheart Of The Rodeo’. I alt fald, hos denne
skribent, der de seneste mange år er begyndt at sætte netop den plade på, når
talen falder på Cosmic American Music og han får lov til at pege på et
mesterværk.
Live
vidste man aldrig, hvor man havde Dillard & Clark. Gene Clark kæmpede med
en evig tilbagevendende præstationsangst, der ikke blev dulmet af
medikamenterne. Da spotlightene blev tændt ved bandets debut på Troubadour,
havde Dillard taget opstilling midt på scenen med sin banjo, han blev flankeret
af David Jackson på bas, Bernie Leadon på guitar og Don Beck på mandolin.
Bagest med hovedet vendt mod bagtæppet sad Clark på en forstærker. I løbet af det
andet nummer fik han rejst og drejet sig om mod publikum, men da Dillard
samtidig valgt at smadre den violin, som han spillede på, blev det nærmest et
billede på deres makkerskab. Andre gange, og især da de var begyndt at spille
elektriske job med Michael Clarke fra The Byrds bag trommerne, kogte
Troubadour, ifølge ørenvidner, over.
I 1969 udkom duoens svanesang,
’Through The Morning, Through The Night’. Bernie
Leadon og Don Beck havde forladt bandet og ind var kommet violinisten Byron
Berline og Jon Corneal på trommer. Derudover medvirkede omtalte Chris Hillman
og Sneaky Pete Kleinow fra The Flying Burrito Brothers. Skønt pladen ikke er så
umiddelbar spontan som debuten, og de fleste skæringerne er coverversioner,
finder man to Clark-numre, titelsangen og den fantastiske ’Polly’, der rager
langt over, hvad den californiske countryrock, sat på spidsen har formået siden
hen. Ingen nævnt, ingen glemt”
Ingen kommentarer:
Send en kommentar