Der er kommet mange plader i år, som jeg har haft ambitioner om at omtale. Det er bare ikke blevet til noget, før nu. For at gøre det sjovere for mig selv, gør jeg det indenfor Kierkegaards eksistensfilosofi, der kredser om fire stadier på livets vej. De fleste vil nok vide, hvad jeg taler om, når jeg nævner spidsborgeren, æstetikeren, etikeren og det religiøse stadie. Herunder har jeg også taget mellemstadierne med. Kierkegaards sidste stadie, det religiøse, som er opdelt i to former, har jeg dog trukket sammen til ét enkelt. Her er jeg til gengæld i et kristent perspektiv, ude på dybt vand.
Mennesket adskiller sig fra dyr og planter ved at have en bevidsthed. Via denne kan man forholde sig til sig selv. Det er dog ikke et spørgsmål, som interesserer spidsborgeren synderligt og han/hun lever derfor ”i ligegyldig konformitet og vane”, som det hedder i Wikipedia-opslaget om Kierkegaard. Eller som The dB’s synger på åbningsskæringen fra deres nye album ’Falling Off The Sky’, den første siden 1987, “You better wake up, wake up, that time is gone”:
Mennesket adskiller sig fra dyr og planter ved at have en bevidsthed. Via denne kan man forholde sig til sig selv. Det er dog ikke et spørgsmål, som interesserer spidsborgeren synderligt og han/hun lever derfor ”i ligegyldig konformitet og vane”, som det hedder i Wikipedia-opslaget om Kierkegaard. Eller som The dB’s synger på åbningsskæringen fra deres nye album ’Falling Off The Sky’, den første siden 1987, “You better wake up, wake up, that time is gone”:
Æstetikeren: ”På et tidspunkt tvinges spidsborgeren til at forholde sig til sit eget selv, men vil med det samme forsøge at flygte fra sin egen eksistens, fx ved forbrug og ødselhed”. ’Meet and Drink and Pollinate’ fra Graham Coxons ’A+E’, 2012.
Det første af mellemstadierne er ironikeren. Om ham/hende hedder det: ”Når æstetikeren forsøger at acceptere sin egen eksistens, vil han i første omgang distancere sig selv med ironi”. Her underbygget med ’I'm Always Going To Love You’ fra ’One Day I'm Going To Soar’ med Dexys, det gamle Dexys Midnight Runners. Eller som Kevin Rowland har fortalt om det nye navn og den nye plade, “It’s the same, but also not the same”
En ironiker, der med tiden bliver fortrolig med sig selv, vil før eller siden tage springet mod at blive etikeren. ”Dette stadie er det egentlig ærlige og ansvarlige punkt, hvor personen er trådt i eksistens … Men etikeren vil mangle mening i tilværelsen og vil blive grebet af en eksistentiel angst”. Spiritualized – ’I Am What I Am’ fra 'Sweet Heart Sweet Light’, 2012
Det sidste mellemstadie, humor, har jeg ikke helt forstået. Men når først panikken begynder at brede sig i Babylon, så må det være tegn på, at det religiøse er nært. ’Panic In Babylon’ fra Brian Jonestown Massacres ’Aufheben’, 2012.
Som nævnt er det religiøse stadie opdelt i to former: Dels ”den konforme og ukrævende religiøsitet, hvor personen trofast går i kirke, beder sin aftenbøn – men mere af rutine end egentlig eget-valg” Dels ”den lidenskabelige og åndeligt krævende tro … hvor personen indser det paradoksale og absurde i det kristne gudsbegreb” For Kierkegaard er sidstnævnte det ultimative stadie. Umiddelbart har jeg ikke hørt noget fra 2012, der rammer plet i forbindelse med dette. Ukendt Under Andet Navn alias Henrik Olesen, har dog med ’Newton’ en sang, der emmer af kunstløs erkendelse og ro. Hvad mere kan man ønske sig?
Undskyld!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar