Vor mand i Hamborg. Tom Petty & The Heartbreakers. o2 World, søndag d. 10 juni.

Af Thomas Løppenthin

Tom Petty, en kolerisk kontrolfreak, som tidligere i karrieren har revset både sit pladeselskab, sine egne Heartbreakers og ikke mindst sig selv, er en sand rock'n'roll embedsmand med roots, folk, blues og country i porteføljen. En tjenestemand i staten Solid Rock, umulig at skille sig af med, og som stadig på den anden side af de 60 år er i forrygende storform.

Det er i grove træk tyve år siden, at Pettys produktion har kastet et decideret singlehit af sig, og da han forleden aften i Hamborg skridtede scenen af, blidt kommanderede sine tropper, og modtog folkets hyldest, som var det en life time achievement optræden, syntes dette himmelråbende ligegyldigt. Tom Pettys sind er utvivlsomt mildnet med årene, han trives godt med sin nuværende konstellation af Heartbreakers, som i grove træk er den samme som på den første plade, og ingen narko, druk eller interne stridigheder synes i dag at formørke frontmanden og sangskriverens sind. Drivkraften i dag synes at være en indgroet lyst til at give publikum den mest autentiske oplevelse af, hvordan det lyder, når et gedigent barband, forvokset til arenastørrelse, giver lektioner i egen fabelagtig sangskrivning.

Tom Petty har været på min koncertønskeliste i henved 20 år og koncerten forleden var en overlegen, selektiv gennemgang af en karriere, som på pladefronten har varet i over 35 år. Hans seneste album har to år på bagen og der var derfor heller ikke tale om en sætliste med et enkelt album i fokus. Sangvalget syntes at udgøres af, hvad Petty selv mente ville være fedt at spille, og så naturligvis en håndfuld af de hits, som langt de fleste blandt publikum var kommet efter.

Mit personlige højdepunkt var ’Refugee’, hvor bandet spillede så stålsat, sammenbidt og swingende, så det stod lysende klart, at de aldrig har lavet andet. Det var også i denne sang, at Pettys stemme stod allerstærkest. Resten af koncerten var primært domineret af pladerne ’Full Moon Fever’ og ’Wildflowers’, i grunden sært, da disse er krediteret Tom Petty uden The Heartbreakers. Blandt de få fejlskud skal nævnes en meget afdæmpet ’Learning To Fly’, det meget veldisciplinerede, og siddende, tyske publikum var simpelthen for velopdragne til sådan for alvor at deltage i Pettys invitation til fællessang.

Men okay, 20 års forventninger er næsten umulige at få indfriet i en enkelt koncert, og listen over sange jeg synes manglede, eller ønskede byttet ud med andre, er af naturlige årsager lang. Koncerten, som varede lige under to timer, føltes at være fløjet forbi, og man var efterladt med en suveræn, men på samme tid lidt uforløst oplevelse. Bandet Tom Petty & The Heartbreakers indfriede dog alle mine forventninger, så gentlemen, lad der ikke gå for længe, før I kommer tilbage og gør jobbet færdigt.