Seperate sider

onsdag den 4. juli 2012

Planer for Roskilde Festival 2012

The Shins
Af Ole Lindved Sværke

Der er festivaler jeg musikalsk ser mere frem til end andre. Jeg tager et blik på plakaten og konstaterer hurtigt, om der er en række af mine favoritkunstnere repræsenteret. Senere går jeg lidt i dybden, konstaterer, at der er navne jeg kun kender perifært og derfor bliver nødt til at undersøge nærmere, og så er der selvfølgelig alle dem jeg får anbefalet. Måske går jeg lidt mere i dybden end den gennemsnitlige musikinteresserede festivalgænger, men mon ikke proceduren i større eller mindre målestok er ganske almen?

Og det er jo så ud fra disse informationer, at jeg afstemmer mine forventninger til den givne festival med det resultat, at der er år, hvor de musikalske sommerfugle i maven fylder mere end andre.

I år er et af de år, hvor sommerfuglene kun fylder moderat og enkelte af dem stadig er på puppestadiet. Men som alle andre år, har jeg alligevel lavet en personlig spilleplan med de navne, der forhåbentlig kan få dem til at springe ud.

Planen er lang og urealistisk (der er altid koncerter jeg ikke når, fordi jeg er opholdt af noget andet), men her er et lille udvalg med de vigtigste navne for mig:

Torsdag: The Shins og Perfume Genius, evt. The CureThe Abyssinians eller Janelle Monáe

Fredag: Lee RanaldoOneohtrix Point Never og evt. The Cult.

Lørdag: Julia HolterThe Low Anthem, evt. M83 og formodentlig Bruce Springsteen & The E Street Band.

Søndag: KorallrevenR. Stevie MooreHospitality og Blondes.

Oneohtrix Point Never alias Daniel Lopatin
Mine største forventninger ligger hos indiepopperne The Shins, selv om dette års ’Port of Morrow,’ ikke helt lever op til tidligere udgivelser. Lee Ranaldo er en af de gamle helte og jeg er virkelig kommet til at holde af ’Between The Times And The Tides’. Og så er der Oneohtrix Point Never, hvis electronica med inspiration fra syrerock og fusionjazz, falder lige i min smag. Men jeg glæder mig også til at opleve den aldrende excentriker R. Stevie Moore og hans ualmindeligt skæve pop- og hardrocksange. Og så ved jeg heldigvis, at der næsten med sikkerhed vil være koncerter, der gør mig knusforelsket og ør som kun en koncert på Roskilde kan gøre. Med andre ord, hvor blandingen af tømmermænd, voldsom træthed og iskold fadøl mv. sætter en helt speciel ramme for ens musikoplevelse.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar