Seperate sider

mandag den 13. august 2012

Gutter #2: Java Skull – ’Gravedigger’

Foto: Mattias Jensen
Jeg vil tro, at bandnavnet Java Skull refererer snorlige til den hovedskal af en abemand, som blev fundet på Java i 1891. Marco Burro og The Ghoul ligner nu ikke klassiske videnskabsmænd med tropehjelm og kakibukser eller for den sags skyld gravrøvere på rov. På den anden side, hvis de har været i det fjerne Østen, så er det ikke som rygsæksturister, men nok nærmere som udstationerede af Det Britiske Imperium. Mest af alt minder de dog om et par engelske agerdyrkere, der nynnende ’Polly Put the Kettle On’, nyder deres otium, mens de besigtiger jorderne og glæder sig til Sunday Roast og Yorkshire Pudding.

Java Skull er det, der er tilbage af garage-blues trioen, The Untamed.  Det er dog ikke værre end, at den gamle bassist, Helle Hellcat, uploader den nye duos numre til YouTube. Denne udgave af ’Gravedigger’, er så vidt jeg ved kun en demo. Den endelige version dukker formentlig snart op på den lp, som Java Skull har været optaget af at indspille henover sommeren.  


Der er sket ændringer i forhold til den plan, som vi har lagt for Gutter-programmet på torsdag. Mere om det en af de kommende dage. 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar