Nu på torsdag sender Mod Strømmen
Beat 2012. Vi er så småt ved at være klar med årslisterne. Det bliver dog ikke ved
det i år. Jeg har nemlig fået lov at poste årets bedste udgivelser fra flere
venner af programmet. De medvirkende har helt frie tøjler med hensyn til, hvordan
de bygger listerne op osv. Hvor mange
det bliver til, har jeg ikke overblik over endnu. Følg med de kommende uger.
Af Anders Hjortkær-Rask
”Det er blevet tid til at opsummere året i musik. Du får her to top
10'er, en for dansk musik og en for udenlandsk musik. Som altid tager listen
udgangspunkt i, hvad JEG kan lide, mens den ser stort på, hvad der ellers
rykker derude (host, host... Frank Ocean - for at nævne en hyppig genganger på
andres lister). Without further notice:”
HJEMME
10. Glow Kit: Glow Kit
Punkrock straight outta Aarhus. Men det
lyder så fedt og ægte, at det lige såvel kunne komme fra Atlanta. Herfra kom Jay
Reatard, som uden tvivl har været en stor inspiration for den danske duo. Glow
Kits 14 to-minutters knaldperler vinder på både melodi og energi, og pladen er
med til at fasttømre at den danske punkundergrund bobler og fortjener at komme
til overfladen i ny og næ.
9. Love Shop: Skandinavisk lyst
Love Shop er større end de
enkelte medlemmer, virker det som om. Lyden og udtrykket er intakt i denne
opstilling. Mørk popmusik med tekster, der kredser om håb og kærlighed, men i
lige så høj grad savn og fortvivlelse. Trods et par mellemvægtere undervejs
sejrer Skandinavisk Lyst flot med en
insisterende eksistens af den danske kærlighedsbutik.
8. The Raveonettes: Observator
Sune og Sharin fortsætter deres
drømmende støjpop-udtryk på Observator. På sin vis rykker bandet aldrig rigtig
ud af deres comfort zone, men
håndværket er til gengæld altid i orden. På dette udspil trænger en
fortvivlelse og rodløshed ind i de bittersøde melodier, hvilket giver pladen et
ekstra nøk op på kvalitetsskalaen.
7. The Rumour Said
Fire: Dead Ends
Det er svært at genopfinde sig
selv som band. Det er TRSF ikke desto mindre lykkedes flot med. Et nyt udtryk
er kommet til, som går på røvertogt i diverse indiebands fra 80’erne. Det skal
dog ikke ligge TRSF til last. Jesper Lidang er vokset som sangskriver, og den
mørke guitarpop rammer godt. Det er dog ærgerligt, at produktionen lader en del
tilbage at ønske.
6. Pinkunoizu: Free Time!
I Pinkunoizus univers synes
alverdens lyde og genrer tilladt. Faktisk fornemmer man både inspirationer fra
flere fremmede kontinenter i bandets eksperimentalrock, hvor surfguitar,
tropicalia og latinrytmer går sømfrit i ét med mere rockende tendenser. Det er
musikalsk leg, og for at være med skal du have et åbent sind.
5. Kloster: Ni Salmer og En Aftensang
Mikael Andreassen er tilbage med
sit bevægende og højtløftede Kloster-projekt. Sangene drejer fortsat rundt om
simple akustiske melodier, som der bygges et altopslugende, dramatisk univers
rundt om. Salmeteksterne eksisterede i forvejen, men musikken er til gengæld
helt ny. Det er et ret så kristent udtryk - men når det lyder som her, æder
denne ateist fortsat det hele råt.
4. Jacob Bellens: The
Daisy Age
Bellens’ sange er blevet kaldt en
genre i sig selv af en anmelder. Jeg er tilbøjelig til at give ham ret. Uanset
konstellationen - I Got You On Tape, Murder eller, som her, under eget navn -
kan man høre Bellens’ signatur i sangene. Denne gang med flere hold af
musikere, som sætter både nattelig lounge og ‘dagen derpå’-stemning til Bellens
mørke, halvraspe vokal.
3. Efterklang: Piramida
Reduceret til en trio drog
Efterklang til Svalbard for at optage lyde til Piramida. Selv uden denne fine baggrundshistorie tror jeg, at
Efterklangs verdensrumsafsøgende popmusik ville have lydt godt. Kold
atmosfærelyd blandes med popmusikken af en verden, som Talk Talk ville kunne
nikke anerkendende til. Efterklang vinder på øget tilgængelighed uden at gå på
kompromis med musikken.
2. Nikolaj Nørlund: Alt sammen, lige nu
Han kaldes for gudfaderen af
dansk indierock. Med rette. Nørlund har været i vælten længe, men heldigvis er
kvaliteten fortsat høj, ligesom nysgerrigheden er stor i den musikalske
afsøgning. Alt sammen, lige nu favner
bredt inden for Nørlund-repertoiret, og det klæder at have Christian Hjelm på
besøg (hvis egen plade var for tyndbenet iflg. disse ører).
1. Choir of Young
Believers: Rhine Gold
Min førsteplads på den danske
liste går til CoYB. Følsomheden fra debutalbummet er intakt, men der er kommet
mere leg i instrumenteringen og arrangementerne. Jannis Noya Makrigiannis’
sangskrivning er fremragende, og den vil lidt mere på denne toer, mens
melodierne oftest rammer lige i hjertekulen. Samtidig er den 60’er-agtige
produktion fra d’herrer Nis Bysted og Aske Zidore decideret mesterlig.
UDE
10. I Was a King: You
Love It Here
Solskinnet skinner i rigelige
mængder ned på de norske powerpop-revivalister, naturligvis med gavmilde
doseringer bittersødme. Frode Strømstad er mastermind i I Was A King, og sammen
med forbillederne Robyn Hitchcock (bl.a. The Soft Boys) og Norman Blake
(Teenage Fanclub) har han lavet en magtdemonstration ud i fuldkommen guitarpop.
9. Mount Eerie: Clear Moon
Den naturelskende lofi-weirdo
Phil Elvrum har gjort det igen. Clear
Moon lader sig ikke nemt kategorisere. Den eksisterer inde i en tåge, hvor
ambiente lyde, keyboards, guitarer og messende vokalmelodier fremmaner en
mystik, man bare har lyst til at forsvinde i. Mount Eerie burde lave
soundtracket til næste David Lynch-produktion.
8. Leonard Cohen: Old Ideas
Denne havde jeg ikke set komme.
Siden The Future (92) har Cohens
materiale været ret halvkedeligt. Men Old
Ideas viser, at vor alle sammens brummeonkel har mere på hjerte (teksterne
har jo aldrig fejlet noget), uden at det er pakket ind i suppe-steg-is-lyd.
Ordene er vise, musikken kælende. Hvis dette bliver Cohens punktum, er det i
den grad værdigt.
7. Cat Power: Sun
Chan Marshall har ofte virket som
en fortabt sjæl. Gennem musikken kan der heldigvis komme en forløsning. Sun er en solstrålehistorie, der viser
et nyt lys i hendes liv – og musik. Cat Power kan være lidt af en musikalsk
kamæleon, og denne gang kommer hun i halvelektroniske klæder. Sangene oser af
overskud, og det er svært ikke lade sig begejstre.
6. Japandroids: Celebration Rock
Der er nu ikke noget som
næven-i-vejret-rockanthems. Den slags er Japandroids i den grad
leveringsdygtige i. I løbet af 8 sange rocker de igennem med én stor hyldest
til ungdommen (og Gun Club via et cover). Celebration
Rock opfinder ingen dybe tallerkener, og hvisker ingen vise ord i dine
ører, men den gør dig ung og rebelsk (igen)!
5. Ty Segall: Twins
Der er dømt guitarfræs på Ty
Segalls tredje (!) udspil i 2012. Denne er hans klart bedste. For nok kan han
larme på en garagepunket måde, men når han supplerer med Beatles’ske harmonier
og insisterer på, at den knasende rock også gerne må rumme gode melodier, så
rammer han plet. Og det bedste er, at man ved, at han endnu ikke har nået sit
kreative peak.
4. Perfume Genius: Put
Your Back N 2 It
De sarte, personlige traumaer er
fortsat i spil på Perfume Genius’ andet album, der med klaver som bærende
instrument og Mike Hadreas’ dirrende stemme besynger alle de dæmoner, som
plager ham. Et album der kun fungerer efter solen er gået ned, så lyser det
til gengæld flot mørket op med urovækkende historier.
3. Shearwater: Animal Joy
Jonathan Meiburg forfiner sit
storslåede hymneudtryk på Animal Joy,
som har fundet tilkørselsrampen til poprockens motorvej uden at give slip på
det folkede element, der altid har præget hans sangskrivning. Naturbilleder
leverer han fortsat i rigt mål - og et sted inde i de store lyde gemmer der sig
en slet skjult fascination af Talk Talk. Berusende godt.
2. Dr. John: Locked Down
Det slog gnister til højre og
venstre, da den 71-årige voodoo-doktor fra New Orleans lod sig invitere af Dan Auerbach (The Black Keys), som fremmanede et band omkring doktoren, spillede
guitar på og i øvrigt også producerede det sene hovedværk Locked Down. Den sumpede funk-rock-soul-blues-blanding, som vi
kender Dr. John for, har fået saft, kraft, kant og knas, så det gynger og
groover i højtalerne.
1. Swans: The Seer
Michael Gira og co. har 30 år
inde i deres karriere ikke bare lavet det ultimative Swans-album. De har ifølge
disse ører også har lavet årets plade. The Seer er en overrumplende kolos af et
værk; det varer to timer og rummer enkeltnumre der passerer 20-minutter-mærket.
The Seer er til de helt mørke stunder, hvor man er klar til at blive udsat for
skønheden i dommedagsstemning, som den tager sig ud ifølge Swans buldren og
bragen.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar