Af Søren Holst Frøkiær Thuesen
Året går på hæld, og tak for det kan man næsten fristes til at sige, for udvalget af gode eller bare interessante plader, har været stort i år. Næsten så stort at undertegnede har stresset lidt for at få det hele med. Og så er det stadig kun en lille del jeg faktisk nåede at stifte bekendtskab med. Heldigvis var det nogle velvalgte emner og det har været svært at vælge de kommende ti albums ud. Af samme grund er de ikke nævnt i nogen rækkefølge, da jeg ikke finder det muligt at argumentere for, hvorfor det ene album skulle være bedre end det andet. Fælles for dem er, at alle ti har leveret store musikalske oplevelser for mig i år, nogle ved blot et enkelt lyt, andre ved gentagende spins på pladespilleren.
Swans: The Seer
Swans andet album, siden genopstandelsen for et par år siden, er en to timer lang, kompromisløs, repetitiv og modbydelig omgang, som sætter tålmodigheden på voldsom prøve. Ikke en plade man sætter på hver dag. Lidt som at se Lars Von Trier's ”Antichrist” eller Gaspar Noé's ”Irreversible”, sidder man også her med en ambivalent følelse af at være vidne til noget smukt det ene øjeblik, for det næste sekund fuldstændig at miste troen på det gode i mennesket. Har man først taget turen fra start til slut, kommer man ud som et ændret menneske. Tracklisten på vinyludgaven gør sig i øvrigt bedre end den på cd eller Spotify.
Enabler: All Hail the Void
Enabler fra Milwaukee ramte helt plet i år med ”All Hail the Void”. Frontmand Jeff Lohrber har en fortid som trommeslager i Trap Them (som sidste år toppede min liste), hvilket giver rigtig god mening når man hører Enabler's blanding af crust, hardcore og metal. Selvom halvdelen af sangene ikke overskrider tre minutter, indeholder de et overflødighedshorn af seje riffs, grind-elementer, benhårde breakdowns og masser af dobbeltpedal, når det er allerbedst. Som fuldstændig ligegyldig bonusinfo kan det nævnes, at trommeslager Andy Hurley har en fortid i Fall Out Boy. Det betyder tilsyneladende noget for nogen hvis man dømmer ud fra diverse diskussioner på nettet. Jeg er skideligeglad, han spiller fedt!
Aesop Rock: Skelethon
NY rapperen Ian Bavitz aka. Aesop Rock, fangede først min interesse for nogle år tilbage, da en ven introducerede mig for hans dengang seneste plade, "None Shall Pass". Den stod på det tidspunkt, som en milepæl indenfor alt/indie hip-hop, som det åbenbart hedder. Der er nu engang også langt til mainstream hip-hoppens bling-bling/gangster attitude i Bavitz' krøllede rim som eksempelvis ”how to make a homemade mummy, get gauze, get corpse, get comfy” eller ”there is a bowl cut template mapped with a billy can, mega mom scissoring a topiary Lego man”. Samtidig går de dystre beats og Rock's mere end almindeligt tilbagelænede flow op i en højere enhed. Han har efter min mening lavet sin karrieres absolut bedste album i år.
Godspeed You Black Emperor: 'Allelujah! Don't Bend, Ascend
Post-rock kollektivet fra Canada var lige pludselig tilbage på pinden efter lang tids stilhed. Jeg havde ikke forestillet mig at de kunne få skovlen under mig igen. Det gjorde de. To lange og to korte numre. De lange er bedst og sætter streg under, at når det skal være musik der klimakser, så gør GYBE det allerbedst. De korte er lidt ligegyldige og kommer meget belejligt som en 7'er ved siden af, så kan man selv springe dem over. Tak for det.
Sun Kil Moon: Among the Leaves
Den notoriske pessimist, Mark Kozelek, har fundet den humoristiske side frem på hans femte album under Sun Kil Moon aliaset. Det er kærkomment. Det lader til at Koz er i en produktiv stime, da disse sytten numre alle står virkelig stærkt og nemt rangerer højt i hans sangskrivervirke. Desuden er der allerede varslet nyt album næste år. I modsætning til forrige års ligeledes fremragende "Admiral Fell Promises", er sangene her generelt kortere og mere letfordøjelige og her er faktisk tale om en Mark Kozelek udgivelse man næsten bliver i helt godt humør af. Næsten.
Dirty Projectors: Swing Lo Magellan
Dave Longstreth har aldrig holdt sig tilbage med prætentiøse arrangementer og ”weird for the sake of being weird” fraseringer. Det gør han på sin vis heller ikke på "Swing Lo Magellan". Dog er albummet betydeligt mere nedtonet i forhold til hans tidligere meritter. Longstreth fremstår som en gal dirigent, der holder sine musikere i kort snor og instruerer dem i at udføre sine til tider vanvittige ideer. Heldigvis bakkes han op af et par vanvittigt dygtige korsangerinder, hvis harmonier bærer de ganske minimalistiske sange hjem.
Goat: World Music
Svenske Goat aner jeg intet om, andet end at de har lavet en af årets mest opløftende og catchy rockplader, og at de lyder mere afrikanske end svenske.
Japandroids: Celebration Rock
..og når vi nu er ved det catchy og opløftende, så er Japandroids' andet album ren glæde på flaske. Otte sange, all killer, no filler. Jeg får lidt fornemmelsen af at sætte ti af mine yndlingsrockplader på - på samme tid. Det er så velkendt og indeholder så mange åbenlyse referencer, men virker alligevel ikke plagieret. Og så er leveringen bare upåklagelig.
Baroness: Yellow & Green
Pladen der delte vandene i år. De vandt Pitchfork-hipsters, men skuffede metal-dudes. Jeg har aldrig brudt mig om Baroness' som metalband. Syntes det var noget værre rod. Lidt sludge, lidt Thin Lizzy riffs, lidt disco-trommespil... hold nu op. Yellow & Green er ikke en metalplade, by a long shot. Jeg ved ikke rigtig hvad den er, men den tog røven på mig i en sådan grad at jeg ikke rigtig forstår det endnu. Jeg nåede endda at fraråde folk at lytte til bandet, før jeg selv fandt ud af at jeg egentlig synes det var rigtig fedt. Jeg tilhører åbenbart Pitchfork segmentet!! Undskyld.
Daughn Gibson: All Hell
Det var lidt af et sats, da jeg først lærte denne plade at kende for et par uger siden, men den vokser for hvert lyt. Daughn Gibson skaber dystre sample-baserede universer, som han så crooner ind over med sin dybe stemme. Lidt som hvis Elvis Presley havde en cameo i Twin Peaks. Det er utrolig stemningsmættet og godt til mørke vinteraftener.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar