Beat 2012. Kommenteret (4 af ?)

Af Ole Lindved Sværke

2012 er et musikår der for mig personligt er mest præget af, at jeg fik adgang til en nærmest uendelig række af tysk syre-/krautrock fra 70'erne. Men der er da også blevet tid til at lytte til en del nye udgivelser i løbet af året. Her har I en blandet bunke af de nyudgivelser, der har gjort størst indtryk i 2012.

Flying Lotus: Until The Quiet Comes

Jeg er vild med Steven Ellisons abstrakte lydunivers. Umiddelbart lyder Until The Quiet Comes som et mere skrabet og lyttevenligt album end 2010's fantastiske Cosmogramma, men desto mere jeg får lyttet, desto mere udfordrende bliver det i sin futuristiske blanding electro, breakbeats og syrejazz.

Andy Stott: Luxury Problems

Et album, der først gav mening, da det røg i høretelefonerne. For bag dets umiddelbart mørke monotoni er det muligt at dykke ned i et fantastisk tåget og drømmende univers, der virker som om det aldrig stopper.

Beach House: Bloom

Hvor andre kunstnere deler vandene ved at være for abstrakte eller støjende, så har Beach House opnået både venner og modstandere ved ganske enkelt at lyde (for) godt. Personligt har jeg nydt at lade mig suge ind i Blooms vellydende drømmeunivers.

Cat Power: Sun

Chan Marshall debuterede tilbage i 1995 og har lige siden udgivet album på album af høj kvalitet. Og selv om man aldrig er i tvivl om, at det er hende, der står bag, så har hun alligevel været i stand til at udforske sig selv undervejs. På Sun møder vi dansable elektroniske rytmer, og selv om det ikke er hendes bedste album, er det godt nok til at være et af årets bedste.

Julia Holter: Ekstasis

Et album, der var længe om, at vinde mig. Til at begynde med affejede jeg det som en moderne indie-udgave af Enya, men den fine lille koncert på Roskilde fik mig på andre tanker. Julia Holters går sine egne veje og formår hele tiden at udfordre i sit lydunivers samtidig med, at det hele er bundet sammen af fine små melodier.

Mac Demarco: 2

En samling skæve popsange, der kører derudaf som en stenet udgave af tidlig Dire Straits. Selv om det indimellem kan virke kitschet, så har sangene alligevel en fortællemæssig og musikalsk kvalitet, og når de fungerer bedst kan de måle sig med en tidlig Jonathan Richman.

Grizzly Bear: Shields

Grizzly Bear lyder på Shields som et band, der prøver at udfordre sig selv. De lyder lige så delikate og barokke som altid, men indimellem viser de tænder og giver os et mere støjende og forvrænget lydbillede end tidligere. Det klæder dem.

Laurel Halo: Quarantine

Endnu et album, der har været lang tid om at vinde mig. Men jeg er blevet ved med at vende tilbage til Laurel Halos abstrakte lydbillede af små popvignetter, mørk ambient og en stemme, der veksler mellem at være skøn og lidt for meget af det gode. Om et år vil jeg enten hylde dette album som et mesterværk, eller undre mig over, hvorfor jeg har den på denne liste. 

Liars: WIXIW

Liars har altid virket som et band, der har gjort tingene fuldt ud og kompromisløst. De følger deres egne veje, og denne gang fører de os ind et fuldstændig gennemført elektronisk univers, hvor ingen lyde er tilfældige. Personligt var jeg fanget fra første gennemlytning, og WIXIW er en af de plader, der har haft sværest ved at slippe ud af bilens cd-afspiller i 2012.

Swans: The Seer

Endnu et brutalt - og dog smukt album fra Swans. De har vel næppe været bedre end på de to seneste albums. Sikke et fantastisk comeback, og det er næppe helt forkert når The Seer flere steder er blevet kaldt kulminationen på Michael Giras 30-årige musikalske rejse.