På sådan en dag, hvor Bowie-menigheden,
nye som gamle, er rullet om på ryggen og har lagt sig værgeløst ned med
poterne ud til siden, savlende med våde øjne og struben blottet, er det nok
noget nær gudsbespottende at tænke på Dr. Feelgood. Der er ikke desto mindre,
hvad jeg har bedrevet. Jeg er ingenlunde blind overfor Bowies kvaliteter. Slet
ikke. Men de seneste tredive års Bowie, plus/minus, har været tomgang. Decideret
tomgang.
Den nye single ’Where Are We Now?’
med det junkieromantiske flashback til Berlin-årene er ikke dårlig. Her kunne
jeg godt have brugt slet ikke endnu
en gang, men jeg nøjes med at konstatere, at enlig svale gør ingen sommer. Og
venter derpå med at udtale mig mere om Bowie, indtil det nye album, ’The Next
Day’, er på gaden til marts. Et tillykke med de 66 år i dag, skal han dog have.
Hos Dr. Feelgood er der ingen gådefulde
tegn og kryptiske entiteter. Det er straight rock’n’roll. Debutpladen ’Down By
The Jetty’ fra januar 1975, dansende de navne, der kom til at tegne CBGB-scenen
i årene der fulgte, rundt til i tomme fabrikslokaler og kolde loftrum og hvor
de eller havde råd til at slå sig ned i New York i midten af halvfjerdserne. Her 'Roxette' i et klip fra The Old Grey Whistle Test fra 1975, med den oprindelige line-up
bestående af Lee Brilleaux, guitarist Wilko Johnson, bassisten John B. Sparks og trommeslageren John ’The Big Figur’ Martin.
http://ekstrabladet.dk/musik/intlmusiknyt/article1902762.ece
SvarSletJa. Det er trist. Jeg så det på facebook dagen efter, at jeg havde lagt indlægget her på. Vidste ikke rigtig, hvordan jeg skulle forholde mig til meddelelsen, så jeg holdt bare min mund.
SvarSletHH