Glemt, tilføjet, overset

Thomas Løppenthin, parttime-studievært og bidragsyder til Beat 2012, har i en kommentar, føjet ”300 hz, Aron, Black Mountain og Pollards "Jack Sells The Cow"”, til sin ellers omhyggelige bruttoliste over de bedste udgivelser fra 2012. Hvilket minder mig om, at jeg også burde lægge kortene på bordet og vise, hvilken album, der var inde i mine overvejelser, før jeg besluttede mig for en top-14. For ikke at gøre det alt for besværligt, nævner jeg kun de plader, der ikke kom med, da det endelige regnskab blev lagt frem.

Woods - ’Bend Beyond’, Sonny & the Sunsets - ‘Longtime Companion’, De Høje Hæle - ’Kold Og Træt Og Bange’, Swans - ’The Seer’, Simone Felice - ’Simone Felice’, Ty Segall - ‘Twins’, Ry Cooder - ‘Election Special’, Ruby Velle & the Soulphonics - ‘It's About Time’, John Doe & Exene Cervenka - ‘Singing And Playing’, Kris Kristofferson -‘ Feeling Mortal’, The Orb (feat. Lee Scratch Perry) -‘The Orbserver In The Star House’, Thee Oh Sees - ‘Putrifiers II’, Bill Fay - ‘Life Is People’, Black Bananas - ‘Rad Times Xpress IV’, Cornershop - ‘Urban Turban’, Teen - ‘In Limbo’, One-Eyed Mule - ‘When Tomorrow Comes’, Richard Hawley - ‘Standing At The Sky's Edge’, Andrea Schroeder - ‘Blackbird’, Bad Brains -‘Into The Future’, Jay Farrar, Yim Yames, Will Johnson & Anders Parker - ‘New Multitudes’, Dexys - ‘One Day I'm Going To Soar’, The Sufis - ‘The Sufis’, Bob Mould -‘Silver Age’, Cheap Time - ‘Wallpaper Music’, Lee Ranaldo - ‘Between The Times & The Tides’ og King Tuff - ‘King Tuff’

Måske sidder der en læser eller to og undrer sig over, hvad damen og herren eller for den sags skyld blikfanget, øverst oppe, har med denne lange opremsning at gøre? Det kommer jeg til nu. Det er Mac Demarco og én, for mig, ukendt kvinde. Ligeså ukendt, som Mac Demarco var indtil Ole Lindved Sværke gav hans plade ’2’, disse ord med på vejen i sit vue over 2012:

”En samling skæve popsange, der kører derudaf som en stenet udgave af tidlig Dire Straits. Selv om det indimellem kan virke kitschet, så har sangene alligevel en fortællermæssig og musikalsk kvalitet, og når de fungerer bedst kan de måle sig med en tidlig Jonathan Richman”