Research, lede og lykkepiller

Jeg er i gang med et større researchprojekt. Skønt jeg endnu ikke er nået gennem halvdelen af råmaterialet, inkluderer det allerede mange rock-, pop- og postpunknavne. Strækkende sig fra superstjerner, anmelder-darlings, nærmest ukendte, mere eller mindre glemte og hvad de ellers hedder de grader af popularitet, der bliver brugt som pejleinstrument indenfor musikjournalistik. Jeg kan godt løfte sløret en smule og nævne The Doobie Brothers, Johnny Burnette, ”den røde Elvis, Dean Reed”, Sparks, Sir Douglas Quintet og Bauhaus.

Sidstnævnte måtte jeg grave frem fra pladereolen, for at huske hvordan ”semi-hittet” ’Spirit’ lød. At Bauhaus’ ’Singles 1981-1983’, stadig står der, undrede mig faktisk, fordi jeg mente at have skilt mig af med bandet og kun beholdt skiverne med Love & Rockets, som guitaristen Daniel Ash, bassisten David J og trommeslageren Kevin Haskins dannede et par år efter, at Bauhaus var gået i opløsning i 1983.

For omkring tre uger siden, fortalte jeg en god ven og fast læser, at jeg var i gang med Peter H. Olesens nye bog, ’Lille Dansk Samtidsroman’. Hertil lød svaret ”husk lige at skrive om den bloggen”. ”Det skal jeg nok”, replicerede jeg. Tre uger er immervæk et stykke tid, når det drejer sig om min, i al fald for mig selv, overraskende læsehastighed for øjeblikket. Olesens bog er allerede et par bøger gammel.

Peter H. Olesen lyver ikke. Titlen ’Lille Dansk Samtidsroman’ skal man tage helt bogstavelig. Setuppet er to gamle gymnasievenner, Jakob og Niels. De er i midten af fyrrerne. Som unge delte de drømme og laster, forbindelsen mellem dem er ebbet ud med årene. Jakob rejste til København, Niels blev i Jylland og flyttede op til i Thy.

Vi befinder os i slutningen af nullerne, i krisens første år. Jakob har fået et legat og tager efter mange år kontakt til Niels igen. Han har brug for et refugium og låner en skurvogn på en sommerhusgrund, som Niels og hans kæreste Bodil ejer i nærheden af deres bopæl. Jakob er ved at skrive en essaysamling om kulturen i København fra sluthalvfjerdserne og frem til begyndelsen af firserne, et kulturopgør som de begge følte meget for og som Jakob stadig føler sig meget tæt knyttet til. Han glor distræt på nutiden og kan ikke slippe det forgangene. Niels ryger joints og venter på en førtidspension. De keder sig, har stillet sig tilfredse og stiller ingen krav, de tager begge lykkepiller for at få det hele til at glide lidt lettere ned.

Nu skal jeg passe på ikke at komme til at fortælle for meget. Det er et fint lille generationsportræt, Peter H. Olesen tegner. Med et par hovedpersoner, der ikke bare snublede i starten, men er blevet ved med det. Og som det er blevet fremhævet i flere anmeldelser af ’Lille Dansk Samtidsroman’, er det mest interessant nok de ting, der ikke sker. Præcis som hverdagen undertiden også tager sig ud.