Dette er indlæg nr. 2013

Jeg er ikke god til at gøre stads af runde tal. Indlæg nr. 1000 her på bloggen, måtte en nærværende læser gøre opmærksom på, det blev så fejret med The Gories udgave af ’Land Of 1000 Dances’, et par dage senere. Indlæg nr. 2000 forsvandt i mængden, men jeg kan tælle tilbage og notere, at det var ’Efteraber Stones Ike & Tina?’. Intet opsigtvækkende ved det!

Hvorfor indlæg nr. 2013? Ganske enkelt, fordi det efter en hurtig omgang hovedregning bliver den eneste gang, hvor årstal og indlægsnummer kommer til at svare til hinanden. Jeg ved til gengæld ikke, hvordan jeg skal skabe lidt virak og kalas om nr. 2013? Af og til vrimler det med idéer til nye indlæg. Nogle af dem bliver skrevet andre skrottet. Jeg vil helst ikke låse mig fast. Min bedre halvdel fortæller mig ofte, at en blog skal være dynamisk. Der må ikke være for lang tid mellem posterne. Den skavank lider Mod Strømmen ikke af.  

Jeg kunne lave en slags opsamling. Hvad har jeg skrevet mest om, hvilke indlæg er set flest gange, hvilken gruppe eller sang er blevet spillet mest i radioprogrammet osv.? Det gider jeg ikke. I stedet vil jeg berøre nogle af de ting og sager, jeg i den seneste tid har overvejet at skrive om, men som af forskellige årsager, ikke er blevet til noget. 

  

C.V. Jørgensen

Det sker jævnligt, at et indlæg alene bliver til ud fra et billede (de ledsagende billeder, har jeg heller ikke fundet anvendelse for), en titel, en linje i et digt / en sang, et stykke tekst eller andet, jeg har bidt mærke i. Forleden fandt jeg en bog med den ordrette titel 'Lov og ret om parcelhuse', mens jeg stod og rodede i en papkasse på et loppemarked. Titlen så jeg straks som en overskrift til bloggen. Problemet var bare, hvordan jeg skulle bruge den, hvordan skulle jeg fylde noget tekst på og lå titlen ikke lidt for tæt op ad flere af de bøger og digtsamlinger, der er udkommet de senere år? Et andet eksempel er denne sentens af en gammel zenmester: ”Når vi ser på månen, ved vi, det er månen, og det er nok”. Den havde jeg planer med i sidste uge, hvor det var fuldmåne.

Så er der også bøger, jeg gerne vil nævne. F.eks. Kim Leines roman ’Profeterne i Evighedsfjorden’, som jeg flere gange var ved at lægge fra mig. Jeg holdt endog en længere pause midt i den, før jeg vendte tilbage og læste resten i et stræk. Det er en fremragende bog.  

’Else Marie Pade. En biografi’, om den danske pioner indenfor konkret og elektronisk musik, som hovedpersonen har lavet i samarbejde med journalist Andrea Bak, har jeg læst sporadisk i henover påsken. Det er en spændende historie. Som, til trods for, at jeg absolut intet kender til hendes musik og jeg blev en smule flov over at have overværet den koncert, hun gav i det nu lukkede LAB på Vesterbrogade i 2007, efter det gik for mig, hvor mange der var gået forgæves og som nok havde fået mere ud af det, end jeg. Sådan ved jeg også en lille del af publikum følte det efter hyldesten til Hyldemor på Loppen, da de fandt ud af, hvor mange grående hippier, der ikke var kommet ind. Jeg kan dog retfærdiggøre min tilstedeværelse ved, at min kone fik en stor oplevelse.  

Tilbage til Else Marie Pade og den morgen i september 1944, hvor hun blev hentet af Gestapo. Her kunne hun, alt i mens det hemmelige tyske statspoliti fór rundt og gennemrodede lejligheden, se sin far stå ”stille henne ved kakkelovnen og brænde alle de illegale breve”, hun havde liggende. Anholdelsen udviklede sig nærmest til absurd teater:

”Min mor derimod styrtede helt febrilsk rundt. Jeg tror ikke rigtig, det var gået op for hende, hvad der egentlig foregik, for pludselig sagde hun, at vi skulle have noget kaffe, og det ville tyskerne gerne. Hun lavede kaffe og smurte en hel masse rundstykker til os alle sammen. ”Skal du ikke have et rundstykke?” spurgte hun mig, men jeg havde håndjern på. Hun bad den øverstbefalende, tage håndjernene af mig, så jeg kunne få noget at spise, og det gik de med til. ”Spiller de klaver, frøken” spurgte den øverstbefalende. Så bad han mig spille et stykke, men det ville jeg ikke. Tolken sagde, at det var jeg nødt til, og så gav jeg mig til at spille. Mens de sad der og drak kaffe og spiste rundstykker”  

Før jeg fortsætter ud ad det musikalske spor, et digt af Peter Laugesen fra ’Yak Og Yeti’, som jeg heller ikke har fundet plads til:

”DON VAN VLIETS SIDSTE DIGT

Den tynde trædør

var åben hele tiden

mens det regnede”

Walt Disney

Det er nok ikke gået mange forbi, der interesserer sig bare et minimum for musik, at den tidligere guitarist i Dr. Feelgood, Wilko Johnson, er uhelbredeligt syg af kræft. I de seneste måneder, har han været på en hektisk farvel-tour. Han er blevet interviewet af stort set alt, hvad der kan krybe og gå af britiske medier. Den 24. marts meddelte hans Facebook-profil, kun et par timer før koncertstart på Canvey Island i Essex, at Wilko på grund af fysikken måtte aflyse, de næste to dages optrædener. Siden har der været stille. Eller det vil sige, der har været masser af fans, der har spurgt til hans helbred, uden at få et svar. Jeg ved godt, at det kan virke morbidt at følge med på den måde og det kun er en stakket frist. Jeg blev alligevel glad i går, da der lå en kommentar fra én, som glædede sig over at have set ham på scenen sammen med The Rootsers, lørdag aften.  

The Black Angels nye plade, ’Indigo Meadow’, har jeg ikke dannet mig en mening om endnu. Den udkommer først i morgen, men har været til at høre på internet-tjenester. De to første album, de lavede, ’Passover’ fra 2006 og ’ Directions To See A Ghost’ fra 2008, gik rent ind hos mig. Hvad jeg ikke vidste var, at de optrådte i tyske Rockpalast i 2011. Jeg var faktisk slet ikke klar over, at Rockpalast stadig eksisterede: