Hvis ’Elvis Club’ var en ny plade med Springsteen eller Tom Petty, så var den sikkert blevet rost til skyerne og havde afledt en kø af superlativer. Det er den ikke. Den er bare med The Del-Lords fra New York, som har været tavse siden, ’Lovers Who Wander’, udkom i 1990. Bare og bare, er der formentlig enkelte der vil indvende? Vi har trods alt at gøre med guitaristerne Scott Kempner af The Dictators-fame og Eric ’Roscoe’ Ambel, originalt medlem af Joan Jett´s The Blackhearts og sidekick for Steve Earle, samt trommeslageren Frank Funero, fra Cracker og Camper van Beethoven. Bandets oprindelige bassist, Manny Caiat, driver i dag en succesfuld advokatpraksis, men han er fermt erstattet af Michael DuClos, som blandet andet har spillet med Pete Townshend og Buddy Hackett.
’Elvis Club’ er det pseudonym som The Del Lords brugte, da de for et par år siden, spillede deres første koncert i to årtier. Den titel er godkendt. Det er gedign rock’n’roll med antydninger af R&B og tressergarage, tilsat en sjat country- og folkrock. Kempner synger de fleste af de tolv skæringer, som mestendels også er skrevet af ham. ’Everyday’ i selskab med Dr. Dion Dimucci. Ambel tager sig af vokalen på tre numre, ’Me & The Lord Blues’, ’Flying’ og Neil Young´s ’Southern Pacific’. Sidstnævnte lyder næsten som et ekko af Shakey.
Ikke mere sludder:
Ingen kommentarer:
Send en kommentar