På flugt fra mørket

”Der er ikke kun liflige bobler i bongvandet på Brooklynkvartettens sjette album på seks år, det er også hamrende smukt. Og imponerende, at bandet kan holde så høj sangskrivningskvalitet. Måske deres bedste og måske årets bedste plade.”

- Thomas Løppenthin om Woods 2012-udspil, ‘Bend Beyond’. Postet herpå siden, søndag den 30. december 2012.

Jeg er endnu ikke nået til, endsige overvejet, at ’Bend Beyond’ skulle være det bedste album fra sidste år. Det er fortræffeligt. Flimrende og lyst på overfladen, men alligevel med den følelse af truende kaos, der altid har kendetegnet hovedsangskriveren, Jeremy Earl. Woods har siden debuten formået at bryde nye veje. Ikke kun for dem selv, de har også vist, hvordan man fortolker den, per definition tilbageskuende americana, på en ny og spændende facon.

Når jeg har skrevet om bandet tidligere, har jeg været forbi Laurel Canyon, sjælfuld country-rock, dystert, hjemsøgt folk og det støjende og forvrængende. Nu kan jeg tilføje solskinspop. På den nye plade hjælper det, at Earls stemme er lagt frem i lydbilledet, hans falset er ikke længere begravet i effekter eller i et lo-fi tågeslør. Det lader også til, at Woods har foretrukket den skønhed som det umiddelbare kan give. Albummet er ikke fortænkt på nogen måder. Selv når sangene handler om angstneuroser, stigmatisering og andre tilbagevende problemer af personlig karakter, så er det, de klare og smukke arrangementer og melodier, der står stærkest. Lidt ligesom Teenage Fanclub også kan. Hos Woods er det dog uden den vemodige skygge, der ofte hviler over skotternes melodimateriale. Sagt på en anden måde, så virker det somom, at Earls endeløse kamp mod mørket har fundet en form for forløsning. Men det er nok kun indtil næste plade?  

Woods begyndte deres Europa-turne i Bruxelles, d. 8. maj. I morgen gælder det Stengade, her i København. Halasan Bazar varmer op.