‘Song Of The Open Road’

“Afoot and light-hearted I take to the open road,

Healthy, free, the world before me,

The long brown path before me leading wherever I choose.

Henceforth I ask not good-fortune, I myself am good-fortune,

Henceforth I whimper no more, postpone no more, need nothing,

Done with indoor complaints, libraries, querulous criticisms,

Strong and content I travel the open road.”

- indgangen til den amerikanske lyriker Walt Whitmans ‘Song To The Open Road’. Teksten stammer fra samlingen ’Leaves Of Grass’, der udkom første gang i 1855 og som Whitman brugte hele sit liv på at revidere frem til sin død i 1892. ‘Song To The Open Road’ blev publiceret i anden udgave, der allerede kom i 1856.

Digtet kan med lidt god vilje stå som essensen af den temaudsendelse, og for den sags skyld samtlige sange indenfor området, som vi sender nu på torsdag. Symbolikken er tyk. Whitman hylder vejen som et sted, hvor alle sociale markører er visket ud. Et rum, hvor især mænd kan være sammen på en meningsfuld måde (det er muligvis lidt bedaget). Når vi taler Amerika, så handler det selvfølgelig også om, at vejen kan bringe én til et nyt sted, en ny begyndelse.

On The Road Again i Mod Strømmen

Årets første temaudsendelse kommer til at handle om at flytte sig fysik fra et sted til et andet. Med andre ord at rejse, være på farten og hvad det indebærer af hoteller, veje, lufthavne osv. Togrejser udelader vi, fordi vi for efterhånden en del år siden havde et tema om dette. Vi prøver så vidt muligt også at undgå sange, hvor det drejer sig mere om en indre færd. Det vil altså sige, at eksempelvis ’Hotel California’ med Eagles er udelukket på forhånd, mens dette nummer med Olesen-Olesen, måske har en chance:

Nu, hvor jeg er ved Olesen-Olesen, så er programmet med De Efterladte, alias Peter H. Olesen og Michael Lund, flyttet til d. 31. oktober.

Lyt med torsdag, d. 3. oktober, mellem kl. 18-20 på 98.9 FM eller stream udsendelsen direkte.

Tommy Stinson om coveret til ’Let It Be’

Gud er det dig der spiller sax? Morten Seifert. Playliste 26. september 2013

1. Albert Ayler - New Generation (1968)

2. David Sanborn - Run For Cover (1984)

3. Cannonball Adderly - Sticks (live) (1966)

4. Sting - Shadows In The Rain (1985)

5. Michael Brecker - Sara’s Touch (live) (1983)

6. The Lounge Lizards - Incident on South Street (1981)

7. James Chance & Terminal City - The Fix Is In (2005)

8. The Lounge Lizards - Harlem Nocturne (1981)

Morten Seifert: Gud er det dig der spiller sax? by Hhsiig123 on Mixcloud

Kurt Vile vender skiver

Skønt vi endnu ikke skriver 1. oktober, er adskillige netmagasiner, musikblogs, venner og omgangsfæller, allerede begyndte at lave regnskab over pladeåret 2013. Jeg kan opremse flere album, jeg glæder mig til at høre, som kommer i løbet af oktober. Ergo holder jeg lav profil et stykke tid endnu. Formodentlig helt frem til december.

Én af de plader, jeg har set nævnt et par gange er Kurt Viles ’Wakin On A Pretty Daze´, som udkom i april. Den har slet ikke fået samme eksponering som ’Smoke Ring For My Halo’, der i 2011 toppede mange årslister. Selvom Viles udgivelser måske kun bygger på moderate variationer over klassisk rock, så er ’Wakin On A Pretty Daze´ i al dens nonchalante, stenede tilbagelænethed, langt bedre end gennembrudsalbummet. Så fik jeg sagt det!

I forbindelse med indspilningen af den nye plade, sendte Kurt Vile dette mixtape til flere af de personer, der var med til at lave albummet:

1. Tom Petty and the Heartbreakers - No Second Thoughts

2. Gary Numan - Are 'friends' Electric?

3. David Byrne - My Big Hands (Fall Through The Cracks)

4. Randy Newman - Baltimore

5. Tim Buckley - Home To Stay

6. The Byrds - Ballad of Easy Rider

7. The Byrds - Truckstop Girl

8. The Flamin Groovies - Whiskey Woman

9. Rowland Howard and Nikki Sudden – A Quick Thing

10. Syd Barrett - Opel

11. Pink Floyd - Green Is The Colour

12. Aphrodite's Child - Take Your Time

13. Bill Fay - Warwick Town

14. Big Star - Stroke It Noel

15. Michael Chapman - You Say

16. Miles Davis - Here Come De Honey Man

17. David Bowie - Art Decade

18. Depeche Mode - Everything Counts

19. Prince - Something In The Water (Does Not Compute)

20. Lou Reed - Charley's Girl

21. Royal Trux - Waterpark

22. The Rolling Stones - 100 Years Ago

23. Aphrodite's Child - Valley Of Sadness

24. Ween - Lullabye

A Hound Ensemble. Back-up.

Gæt lige, hvad der flød rundt cyberspace. En kontroloptagelse af A Hound Ensemble fra i torsdags. Det vil sige, at det ikke er den samme optagelse, der forsvandt for mig. Bitraten er blandet andet mindre. Det er et lovkrav, at vi optager udsendelserne. Ved et uheld kan vi jo komme til at sige noget grimt eller ufordelagtig om nogen, og så skal vi altid kunne gå tilbage for at høre, hvordan ordene faldt. Den slags var der intet af, da A Hound Ensemble var forbi.

Playlisten finder man her.

A Hound Ensemble by Hhsiig123 on Mixcloud

Morten Seifert i Mod Strømmen

Tidligere på måneden, roste jeg Morten Seiferts debutnovellesamling, ‘Gud er det dig der spiller sax?’. De seneste dage, har jeg genlæst flere af de fortællinger, der er bygget op omkring den fiktive punkjazz-trio, Apostles Of New Jazz. Det bliver ofte nævnt, at det er svært at skrive om musik. Ikke at anmelde, som sådan (det kan måske også være svært?) Nej, det jeg taler om, er at skildre musik i litteratur. Det har Seifert et fermt tag om:

”Min sax er en forsølvet Conn tenor 1919, simpelt vedligeholdt med nogle af korkstykkerne erstattet med ventilgummi. Det gamle amerikanske horn har klang og personlighed, men er umuligt at spille rent og præcist på. Duede i virkeligheden ikke til funkens kliniske univers.

   Jeg klikker klappernes læderpolstring mod røret, en gammel vane og også ligesom for at blødgøre fingrene, bilder jeg mig ind. En svag rytmisk klapren forplanter sig akkurat hørligt til højttalerne via en lille mikrofon på schallstykket. Men jeg blæser ikke. Endnu. Jeg har hørt King Curtis vente hele første kor på den måde.

   Mine øjne er lukkede, og jeg mærker publikums voksende bekymring. Skulle han ikke spille nu? Hvad sker der? Er der noget galt?

   Pludselig har jeg gjort som Curtis. Ventet hele første kor. Det er bare sket, men det føles rigtigt. Nu er vi i andet kor. Publikums forventninger er spændt til bristepunktet”

Stykket her er bare begyndelsen på et par siders beskrivelse af en saxofonsolo i titelnovellen. Seifert har også udarbejdet en playliste til ‘Gud er det dig der spiller sax?’. Den vil jeg ikke komme nærmere ind på her, men jeg røber vist ikke for meget ved at fortælle, at saxofonen spiller en central rolle. Dette guddommelige horninstrument, som den moderne rockmusik synes at have glemt.

Nu på torsdag, d. 26. september, kommer Morten Seifert forbi Mod Strømmen. Stil ind mellem, kl. 18-20, på 98.9 FM eller stream udsendelsen direkte.

Yoknapatwapha Country

William Faulkners første tegning af Yoknapatawpha fra 1936. Måske det stykke land i litteraturen, der er omhyggeligst kortlagt og mest pertentligt gennemanalyseret fra både en sociologisk og psykologisk angrebsvinkel. Denne stump jord i det nordlige Mississippi med hovedbyen Jefferson, Faulkners digteriske omskrivning af barndomsbyen Oxford, Mississippi, er beboet af 15.611 indbyggere, fordelt på de sidste degenererede medlemmer af gamle fine sydstatsfamilier, sjælløse opkomlinge, de såkaldte Snopes, samt fattige sorte og hvide tiggere.  

A Hound Ensemble. Playliste 19. september 2013.

1. A Hound Ensemble - Sweet Tooth Sleeps (2013)

2. A Hound Ensemble - Astronaughty (2013)

3. Drowned Session - Conversation With Cora (2013)

4. The Birthday Party - Happy Birthday (1980)

5. Red Lorry Yellow Lorry - Talk About The Weather (1985)

6. A Place To Bury Strangers - Ego Death (2010)

7. Nirvana - Hairspray Queen (1992)

8. Melvins - Bloated Pope (2004)

9. A Hound Ensemble - William (demo) (2013)

10. Michael Gira - Oxygen (2010)

11. The Swans - Eden Prison (2010)

12. Roy Orbison - Crying (live) (1985)

13. A Hound Ensemble - Blue Isles (2013)

14. Nick Cave & The Bad Seeds - From Her to Eternity (1984)

15. Blixa Bargeld - I Wish I Was A Mole In The Ground (2004)

16. Slayer - Expendable Youth (1990)

17. Beta Satan - 666 (2009)

18. Pantera - A New Level (1992)

19. Johnny Madsen - Johnny The Blues (1991)

20. Nick Cave & The Bad Seeds - Papa Won't Leave You, Henry (live) (1992)

Beklageligvis gik der noget galt med optagelsen. Jeg kunne ikke finde den på studiecomputeren efter udsendelsen. Hvis den dukker op, skal jeg være den første til at poste den her på siden.

FUNDET!!!

A Hound Ensemble by Hhsiig123 on Mixcloud

’Mund til mund’. Release.

Jeg er stadigvæk i tvivl om, hvad der skal ske i aften efter udsendelsen med A Hound Ensemble. Bliver det Java Skull, SPEkTR, Lydia Lunch eller ingen af delene? I morgen fredag er der til gengæld ingen slinger i valsen, dér skal jeg til releaseparty for De Høje Hæles nye plade ’Mund til mund’. Mere om den senere.

Programmet for aftenen i Pumpehuset er som følger:

kl. 21:00 The Telstar Sound Drone

kl. 22:00 Less Win

kl. 23:00 Bäddat För Trubbel

kl. 24:00 De Høje Hæle

Indimellem og måske bagefter vender Jens Franco alias Krigsguden fra Amager plader.

Her en række billeder af De Høje Hæle, The Telstar Sound Dronen og Less Win, som jeg vistnok ikke har vist før:

Valget er dit! Ja, ja, den er god med dig!

Java Skull, SPEkTR eller Lydia Lunch? En torsdag i september i København. Jeg aner ikke mine levende råd. Vægelsindet som jeg er. Java Skull og SPEkTR har begge release på deres nye 10”ere. Lydia Lunch spiller i KB18. For at gøre det lidt nemmere, prøver jeg at liste et par ting op om, hvad der taler for hver især.

Psychobilly-rock'n'rollaerne Java Skull, som er bygget på asken af The Untamed, har jeg kun hørt én gang før. Pokkers, det gælder jo også for de andre. Hvilket parameter skal jeg så beslutte mig på? Aktualitet?

I pressematerialet for Java Skulls nye album, ’The Devil’s Looking For You’, der udkommer på svenske Heptown Records, står der bl.a. om duoen. ”Java Skull trækker dig ind i et røgfyldt lokale, hvor en svunden tids forkærlighed for langsomme blues riff og rå nerve altid vil være tilstedeværende”. Java Skull holder release på rock’’n’roll-baren High Voltage, Gothersgade 8H, 1123 K. Det begynder, kl. 22.00.

Om SPEkTR har Kim Kix fra Powersolo, Kim & The Cinders og Hank Robot sagt; ”This is the sound of now and never … This could have been the straight result of Quincy Jones and John Barry operating the Phaza spectrometer 2134 days, 2 hours and 34 minutes in space.” SPEkTRs release foregår på Drone, Nørrebrogade 184, hvor videoen også er optaget. Det begynder, kl. 21.00.

Hvad angår  Lydia Lunch, kan jeg selv tilføje, at jeg kender meget af det, hun lavede med Teenage Jesus & The Jerks, plus flere af solopladerne fra firserne. Det nyere materiale har jeg kun lyttet sporadisk til. Herunder Lydia Lunch anno 2011. ‘Atomic Bongos’ stammer fra albummet ‘Queen Of Siam’, der kom i 1980. Hun kan, så at sige, stadig få sprænghovedet til at fænge. Dørene åbner, kl. 21.00, i KB18.

Dette bragte mig ikke nærmere et svar. Tror bare jeg lader dagen i morgen bestemme.

I alle de riger og lande. Europas kartografi på tre minutter

A Hound Ensemble i Mod Strømmen

Jeg taler allernødigst om tendens. Alligevel forekommer det mig, at A Hound Ensemble, som kommer forbi Mod Strømmen på torsdag, d. 19. september, har den samme tilgang til deres musik, som Less Win og The Beardy Durfs, der har besøgt studiet tidligere i år. De er ikke bange for at plukke fra alskens subgenrer. Det ene øjeblik lyder det som fandenivoldsk støjrock, for så at bevæge sig over i den tungere afdeling af guitarriff, af og til går der surfrock i dén, for slet ikke at nævne postpunk og alle de referencer jeg ikke opfatter.

Til netmagasinet Nothing But Hope And Passion, har A Hound Ensemble, beskrevet deres indfaldsvinkel til musikken på denne måde:

“If we are jamming, and a groove or song do feel too good sounding, we always end up realizing that this is sounding like something someone else did before us, and the world doesnt need it. Neither do we. The music is unnessecary then. So we try as much as possible to think – would I love this song if I had not written it myself?”

Jeg ved ikke, hvor godt det falder i tråd med mine anskuelser. Om ikke andet, så er det da et oplæg til en mindre diskussion på torsdag. Her vil A Hound Ensemble udover at præsentere debutpladen (hent den gratis her), gelejde lytterne rundt i deres inspirationskilder. Hvis sådanne overhovedet er til at sætte navn på?

Lyt med på 98.9 FM/98.8 Hybrid eller stream udsendelsen direkte, mellem kl. 18-20.

Prince Far I. Tredive år efter…

Jeg har aldrig lagt skjul på, at rootsreggae er min ven. Ska og dub har også en stor plads i mit hjerte. De nyere reggaehybrider tiltaler mig ikke på samme måde. I dag er det tredive år siden, at ukendte gerningsmænd skød Prince Far I og lod ham forbløde ihjel i sit hjem på Jamaica.

Prince Far I debuterede i 1975 med ’Psalms For I’, som blev produceret af Bunny Lee. Med lidt god vilje er det et konceptalbum, Far I havde bestemt sig for at vie pladen til analfabeter, der ikke kunne læse Biblen, og indspillede både Fadervor og flere af salmerne. Året efter kom hans måske mest kendte album, ’Under Heavy Manners’, der refererede til den undtagelsestilstand, som var blevet erklæret på Jamaica i 1976. Siden skrev han bl.a. kontrakt med Virgin Records og med noget, der her på afstand, ligner arbejdsmani, udgav han fjorten plader frem til sin død.

Her hele ’Under Heavy Manners’:

Og her en hilsen til Prince Far I fra The Clash:

“You owe me a move say the bells of St. Groove

Come on and show me say the bells of Old Bowie

When I am fitter say the bells of Gary Glitter

No one but you and I say the bells of Prince Far I

No one but you and I say the bells of Prince Far I”

Stockholmsyndromet. Et riff og et par flasker rødvin.

For et par uger siden markerede svenske medier fyrreårsdagen, for det røveri mod Kreditbanken i det centrale Stockholm, der senere gav navn til den psykiske tilstand, hvor gidsler føler sympati med gidseltagerne, kendt som Stockholmsyndromet.

Gidseldramaet udspandt sig over seks dage, fra d. 23. august til 28. august 28, 1973, og var den første kriminelle handling i Sverige, som blev dækket af live-tv. På den første dag, gik Jan -Erik Olsson, der var på udgang fra fængslet, ind i Kreditbanken og holdt egenhændigt personalet op. Politiet blev straks tilkaldt, to betjente gik ind, Olsson åbnede ild og sårede den ene i hånden, mens den anden blev beordret til at sætte sig i en stol og synge. Herefter tog Olsson fire gidsler, låste dem ind i bankboksen og begyndte at stille krav. Han forlangte, at vennen Clark Olofsson, der lå inde med en del ekspertise i at røve pengeinstitutter, blev bragt til Kreditbanken, sammen med tre millioner svenske kroner, to pistoler, skudsikre veste, hjelme, og en hurtig bil.

Den svenske regering imødegik hurtigt kravet om at få Olofsson bragt til stede. I dagene, der fulgte, havde de to telefonisk kontakt til politiets forhandlere. De førte også et par samtaler med Oluf Palme. Under den ene af dem fik et kvindelig gidsel lov til at tale med statsministeren, og det var her, at det stod klart, at gidslerne var begyndt at sympatisere med Olsson/Olofsson. Før jeg begynder at fortabe mig yderligere i historiske detaljer, så lad mig kort konkludere, at der nu var sat ord på syndromet. Betegnelsen fik det først, da den svenske kriminalforsker og psykiater, Nils Bejerot, beskrev forfatningen.

Hvorfor dette rids af gidselaffæren? Nogen sidder måske med den tanke, at vi skal vende blikket mod Athens i Georgia, hvor der findes et band, som har opkaldt sig efter syndromet, eller Yo La Tengos sang af samme navn. Så langt væk skal vi ikke. Vi skal bare til Kbh. N, hvor der bor en digter, der næsten deler navn med den svenske hovedstad. Når han laver musik med sideprojektet Stochholm Syndrome, gemmer han sig bag pseudonymet Nick Danger, når han skriver lyrik og spiller med The Liquid, hedder han Nicolaj Stochholm.

Stochholm Syndrome præsenterede i den hengåede uge, videoen til det nye nummer, ’The Mediator’. Den er filmet af den unge instruktør Johan Knattrup Jensen. Riffet er optaget på en iPhone i øvelokalet og viderearbejdet med guitar, sang og et par flasker rødvin hjemme i stuen, senere sammen aften. Dagen efter sendte Nicolaj Stochholm nummeret til det gamle Gangway-medlem og producer, Henrik Balling. Han shinede tracket op og lagde mere guitar indover, uden at røre nævneværdigt ved den trashede iPhone-indspilning. Der kører således to spor, side om side. Vokalen blev lagt på et par dage efter.

Nicolaj Stochholm er også snart aktuel med The Liquid, mere om det, når den tid kommer. Ligesom han er ved at lægge sidste hånd på digtsamlingen ’Jordisk Paradis’. Den afslutter trilogien, der begyndte med ’Odefabrikanten’, som kom i 2011, og ’Ødelagt Rim’ fra i år.

“I got a song in my mind / I've been singing it all day” “Hey Sah-Lo-Nay…”

Shoot From The Hip #3 (2013). Playliste 12. september

1. Bob Dylan - Take A Message To Mary (1970)

2. Baby In Vain - Cowboys (2013)

3. Rob Jo Star Band - Blood Flower (1975)

4. Townes Van Zandt - Waiting For The Day (demo) (1966)

5. De Efterladte - Alting Om Igen (2013)

6. Niels Skousen - Gartneriet (1980)

7. Finnerup Lade (Knud Odde) - Kanindåb (2013)

8. Kim Salmon & Spencer P. Jones – It’s All The Same (2013)

9. Hoodoo Gurus - Miss Freelove '69 (1991)

10. Bed Wettin’ Bad Boys - Nobody Else (2012)

11. The Flaming Sideburns - Spanish Blood (2001)

12. Jonathan Richman - La Guitarra Flamenca Negra (2013)

13. Meridian Brothers - Desesperanza (2012)

14. The Desperate Edge - Tremolo (1984)

15. A Hound Ensemble - Run Like Blood (2012)

16. Pixies - Indie Cyndy (2013)

17. The Marquees - Wyatt Earp (1957)

18. The Dirtbombs - Executioner Of Love (2013)

19. Andre Williams - Blame It On Obama (2012)

20. The Plimsouls – Oldest Story In The World (live) (1982)

21. Half Man Half Biscuit - National Shite Day (2008)

Shoot #3 (2013) by Hhsiig123 on Mixcloud

Spids Nøgenhat - ’Lolland-Falster’

Et uimodståeligt og stærkt singleforspil fra Spids Nøgenhats nye plade, som får den håbefuld, imødekommende titel, 'Spids Nøgenhat Kommer Med Fred'. Albummet udkommer om halvanden måneds tid på Bad Afro. Først skal roehøsten og hvad der ellers skyder mere eller mindre legalt op af jorden nede sydpå i hus. Nummeret er skrevet af Morten Aron. Videoen er filmet af Adam Olsson.

Emnevalget alene, en cadeau til de ellers uundselige gennemfartsøer Lolland og Falster og de lykkegoder man finder dér, er ganske usædvanligt for tiden. Okay, Allan Olsen gør lidt af det samme for Vendsyssel. Der er imidlertid den forskel, at det er hans hjemstavn. Så vidt jeg ved, har ingen af medlemmerne af Spids Nøgenhat et familiært forhold til Lolland-Falster. Jeg har lagt mærke til, at flere (via facebook, hvor videoen i skrivende stund er oppe på 71 delinger fra Spids Nøgenhats link) forsøger at læse et politisk budskab ind i teksten. Hvis der overhovedet er et sådant, er det for mig at se, ikke det vigtigste. Spids Nøgenhat er, i denne kontekst, hvad de konsumerer af nydelsesmidler. Men alt er selvfølgelig åben for fortolkning.

  

Spids Nøgenhat besøger Mod Strømmen, torsdag d. 24. oktober.

Kiruna

“Tell her that I went to Timbuktu, Tell her that I'm searching for gold”

Det er den tid på året. Der er ikke meget at gøre. Hvorfor kæmpe i mod? Jeg har jo kunne mærke, at det var på vej. Først slog jeg det hen med, at det sikkert var ’Another Self Portrait, der var anledningen. Det var det måske. Men hvorom dette handler, så er jeg inde i endnu en Dylan-periode. Det sker hvert år, når sommer bliver til høst, når luften bliver køligere og mørket bliver mørkere.

’Another Self Portrait’ hørte jeg for første gang for et par uger siden. Det er fantastisk, intet mindre. Det morsomme har dog været, at det fik mig til at vende tilbage til ’Self Portrait. Og derfra var der ingen vej tilbage.  

Kaos og selvlede. Destruction Unit.

"It's like Dead Kennedys recorded in a wind tunnel; a really pissed-off Hüsker Dü playing a gig under an international flight path”

- Music OMH, 14. august 2013

Der skal ikke mere til at pirre min nysgerrighed. Destruction Unit, som citatet er møntet på, stammer fra Arizona og er i stald hos Sacred Bones. Det pladelabel har jeg nævnt før og kommer efter alle solemærker at dømme til at gøre det igen. Destruction Unit har udgivet to plader i år. I februar kom ’Void’ og for tre uger siden ’Deep Trip’.

Flere kritikere har placeret kvintetten et sted mellem psych og metal. Det er kaotisk og knurrende. Støjende og fuld af selvlede. Sludge, hardcore-trash, space-rock og punk går også igen i mange anmeldelser. Midt i denne nærmest umådeholdne, vrængende desorganisation, dukker der passager og reminiscenser op, som lige såvel kunne være danske Iceage. Og det er mere end rigeligt for mig. Destruction Unit har ramt et ømt punkt. 

'The World On Drugs', førstesinglen fra 'Deep Trip'. 

Den 14. oktober spiller Destruction Unit sammen med danske Lower, som de har delt scene med flere gange i USA, i Stengade 30. 

SPEkTR. Playliste 5. september 2013

1. Jerry Goldsmith - Twinkle, Twinkle, Little Star (1982)

2. John Zorn - Svegliati E Uccidi (1985)

3. Ennio Morricone - Wake Up & Kill (1966)

4. Bixio-Frizzi-Tempera - Nucleo Antirapina (1977)

5. Fabio Frizzi - Verso L’ Ignoto (1981)

6. Lex Baxter - Dunwich Theme (1970)

7. SPEkTR - Intro Middleman (demo) (201?)

8. SPEkTR - Vice Versa (demo) (201?)

9. SPEkTR - Vice Versa (2013)

10. SPEkTR - The Interventionist (demo) (201?)

11. SPEkTR - The Interventionist (2013)

12. SPEkTR - Rubber Souls For Sale (demo) (201?)

13. SPEkTR - Rubber Souls For Sale (2013)

14. SPEkTR - Ticker Man (demo) (2013)

15. SPEkTR - Telecide (2012)

16. SPEkTR - Spear Thrower (2013)

17. Jerry Goldsmith - Suite (Planet Of The Apes) (1971)

18. Karl-Ernst Sasse - Im Staub Der Sterne (1976)

19. Christian Bruhn - Eingeborene (1994)

20. Nino Rota – O Venezia , Venaga, Venusia (1976)

SPEkTR by Hhsiig123 on Mixcloud

”The motorcycle black Madonna / Two-wheeled gypsy queen”

’Fat det dog! Festen er forbi (1986)’

”- Wauw, sagde jeg til maleren. Prøv at se hvor mange der efterhånden er. De siger det er et af verdens største karnevaler. Og dét i lillebitte, kolde København, mand! Når det kan ske, så kan alt sgu da lade sig gøre her i verden.

   Tanken frydede mig, og den blandende sig med snapsen og smagen af malerens varme søde kaffe. Det hele nærmest smilede i min krop da jeg fortsatte:

   - Kan du ikke se det, Aleksander? En stor fest. Det er jo hippiernes drøm, det her. Det er bare først nu den bliver til virkelighed. De såede frøene for os i 60’erne og 70’erne, frøene til fred, fest og farver, men så gik alt sammen op i politik og polemik og hele dét egotrip dér. Derfor er det først vores generation der høster frugterne. Nu er den der sgu. Kan du ikke se det? Det hele er ved at blive en stor fest, et kæmpemæssigt, varmt fællesskab.

(…)

  - Hvad fanden snakker du om, mand? vrængede maleren. - Prøv at høre dig selv. Du er da langt ude. Det dér er sgu da totalt forlorent. Han rynkede sin lille, hvide næse mod gaden og fiskede en Craven A op af en rød pakke.

  - Nae, joe, lidt forlorent, sådan æstetisk set. Det kan du måske godt have ret i. Men du er jo også kunstner. Selvfølgelig er det jo sådan lidt folkeligt, det her. Men karnevalet er da et smukt bevis på at selvom samfundet er pilråddent, er menneskene ikke ødelagte indeni. De er fundamentalt gode. Og hvis de bare får plads til det, så er de glade og holder fest med hinanden”

-----

   ”Når jeg kiggede ned ad Strøget, syntes det mig at folk sejlede eller svævende rundt. De bevægede sig i alle retninger på én gang. Og det foregik i slowmotion. Det var ikke kun mig der var træt. Gaden emmede af at ingen gad noget mere. Som om det ikke bare var dagens karneval der for længst var ovre, men mange årtiers fest der fes ud i intet. Fordampede op mod himlen i netop dette øjeblik og efterlod os hernede på fliserne drænede for al energi. Gad vide om nogen som helst gad en forpulet skid nogensinde mere.

   Så stablede vi os alligevel på benene og vaklede ned mod Amagertorv hvor der virkede som om der stadig var bare lidt gang i den. Der var i hvert fald en del mennesker.

  - FISØØØØØØØ! råbte en et eller andet sted i mængden.

  - FISØØØØØØØ! svarede en anden.”

----- 

   

   "Først trak Tommy mig op ad Strøget. Jeg vidste ikke hvad der skete nu, men der fløj flasker gennem luften, og de eksploderede mod fliserne overalt omkring os. Som en bomberegn. Hvor fanden kom alle de flasker nu fra? Hvem kastede dem? Og hvorfor. Det regnede med dem, og glasset knasede under skoene.

   Til venstre ad Ny Østergade. Et udstillingsvindue i en smykkebutik var smadret, og en eller anden kravlede rundt mellem glasskårene i vinduet og skrabede smykker samme som han rakte ud til en folk foran butikken, mens en klokke kimede.

   Tommy trak mig til venstre ad Gothersgade langs Kongens Have. Her var ikke mange mennesker så vidt jeg kunne fornemme. En politibil fór forbi i rasende fart uden sirene. Jeg hørte motorbrølet og så de blå blink”

- tre brudstykker fra Morten Seiferts oplagte og yderst træffende fortælling, ’Fat det dog! Festen er forbi (1986)’, fra novellesamlingen, ’Gud er det dig der spiller sax?’, som udkom på det lille forlag Herreværelset i maj.

Jeg har gennem en stykke tid haft lyst til at give, ’Gud er det dig der spiller sax?, en anbefaling eller fem. Ganske enkelt, fordi det er noget af den bedste og mest velturnerede nyere danske litteratur, jeg har læst længe. Jeg har bare ikke været klar over, hvordan jeg skulle gribe det an. Det kom nu helt af sig selv. Bogen rummer tolv noveller, der strækker sig fra 1977 til nu og på den ene eller anden måde har mænd, musik og København i fokus. Den handler om punkjazz- og funkorkestre, sidstnævnte var der alt for mange af i firserne. Spillejob i Jylland og billardværtshuse. Fodbold og kærlighed.

I morgen aften, altså onsdag d. 4. september, læser Seifert op af novellesamlingen ved arrangementet ’Ord på Flisen’, der foregår på Café Flisen, Ingerslevsgade 200, 1705 København V, kl. 20.00

SPEkTR i Mod Strømmen

Jeg har forsøgt før. Forsøgt hvad? At beskrive SPEkTRs musik. Hver gang har jeg haft en fornemmelse af, at ordene ikke var dækkende. Filmisk er altid det første, som falder mig ind, så der begynder jeg igen. Spacy kan jeg også bruge. Ikke som i spacy-syre-jam. Bare som i spacy. Robotter og urværk. Jacques Tardis tegneserier. Fremskridtstro af den gammeldags slags. Rejser i rummet. Science fiction. Joe Meek. Noget der hører en anden tid til og så alligevel ikke. Jeg har det stadigvæk som om, at ordene ikke slår til.

Nu på torsdag, d. 5. september, kommer bandet i Mod Strømmen for at præsentere den nye ep, ’The Door Is Paint on A Rock’, som udkommer på Drone Recordings, d. 23. september.

Lyt med mellem kl. 18-20 på 98.9 FM eller fang livestreamen over nettet.