’Fat det dog! Festen er forbi (1986)’

”- Wauw, sagde jeg til maleren. Prøv at se hvor mange der efterhånden er. De siger det er et af verdens største karnevaler. Og dét i lillebitte, kolde København, mand! Når det kan ske, så kan alt sgu da lade sig gøre her i verden.

   Tanken frydede mig, og den blandende sig med snapsen og smagen af malerens varme søde kaffe. Det hele nærmest smilede i min krop da jeg fortsatte:

   - Kan du ikke se det, Aleksander? En stor fest. Det er jo hippiernes drøm, det her. Det er bare først nu den bliver til virkelighed. De såede frøene for os i 60’erne og 70’erne, frøene til fred, fest og farver, men så gik alt sammen op i politik og polemik og hele dét egotrip dér. Derfor er det først vores generation der høster frugterne. Nu er den der sgu. Kan du ikke se det? Det hele er ved at blive en stor fest, et kæmpemæssigt, varmt fællesskab.

(…)

  - Hvad fanden snakker du om, mand? vrængede maleren. - Prøv at høre dig selv. Du er da langt ude. Det dér er sgu da totalt forlorent. Han rynkede sin lille, hvide næse mod gaden og fiskede en Craven A op af en rød pakke.

  - Nae, joe, lidt forlorent, sådan æstetisk set. Det kan du måske godt have ret i. Men du er jo også kunstner. Selvfølgelig er det jo sådan lidt folkeligt, det her. Men karnevalet er da et smukt bevis på at selvom samfundet er pilråddent, er menneskene ikke ødelagte indeni. De er fundamentalt gode. Og hvis de bare får plads til det, så er de glade og holder fest med hinanden”

-----

   ”Når jeg kiggede ned ad Strøget, syntes det mig at folk sejlede eller svævende rundt. De bevægede sig i alle retninger på én gang. Og det foregik i slowmotion. Det var ikke kun mig der var træt. Gaden emmede af at ingen gad noget mere. Som om det ikke bare var dagens karneval der for længst var ovre, men mange årtiers fest der fes ud i intet. Fordampede op mod himlen i netop dette øjeblik og efterlod os hernede på fliserne drænede for al energi. Gad vide om nogen som helst gad en forpulet skid nogensinde mere.

   Så stablede vi os alligevel på benene og vaklede ned mod Amagertorv hvor der virkede som om der stadig var bare lidt gang i den. Der var i hvert fald en del mennesker.

  - FISØØØØØØØ! råbte en et eller andet sted i mængden.

  - FISØØØØØØØ! svarede en anden.”

----- 

   

   "Først trak Tommy mig op ad Strøget. Jeg vidste ikke hvad der skete nu, men der fløj flasker gennem luften, og de eksploderede mod fliserne overalt omkring os. Som en bomberegn. Hvor fanden kom alle de flasker nu fra? Hvem kastede dem? Og hvorfor. Det regnede med dem, og glasset knasede under skoene.

   Til venstre ad Ny Østergade. Et udstillingsvindue i en smykkebutik var smadret, og en eller anden kravlede rundt mellem glasskårene i vinduet og skrabede smykker samme som han rakte ud til en folk foran butikken, mens en klokke kimede.

   Tommy trak mig til venstre ad Gothersgade langs Kongens Have. Her var ikke mange mennesker så vidt jeg kunne fornemme. En politibil fór forbi i rasende fart uden sirene. Jeg hørte motorbrølet og så de blå blink”

- tre brudstykker fra Morten Seiferts oplagte og yderst træffende fortælling, ’Fat det dog! Festen er forbi (1986)’, fra novellesamlingen, ’Gud er det dig der spiller sax?’, som udkom på det lille forlag Herreværelset i maj.

Jeg har gennem en stykke tid haft lyst til at give, ’Gud er det dig der spiller sax?, en anbefaling eller fem. Ganske enkelt, fordi det er noget af den bedste og mest velturnerede nyere danske litteratur, jeg har læst længe. Jeg har bare ikke været klar over, hvordan jeg skulle gribe det an. Det kom nu helt af sig selv. Bogen rummer tolv noveller, der strækker sig fra 1977 til nu og på den ene eller anden måde har mænd, musik og København i fokus. Den handler om punkjazz- og funkorkestre, sidstnævnte var der alt for mange af i firserne. Spillejob i Jylland og billardværtshuse. Fodbold og kærlighed.

I morgen aften, altså onsdag d. 4. september, læser Seifert op af novellesamlingen ved arrangementet ’Ord på Flisen’, der foregår på Café Flisen, Ingerslevsgade 200, 1705 København V, kl. 20.00