Seperate sider

lørdag den 23. november 2013

The Liquid, Tee Vee Pop, Synd & Skam og ‘The Replacements Live Archive Project’.


Lige en anmærkning, før jeg kommer for godt i gang. Jeg er ikke den rette at spørge, når det gælder The Liquids debutalbum, ’Atlas Interplan’. Jeg har fulgt bandet på tæt hold gennem flere år, været gennem navnetransformationer og besøg hos numerolog med dem, hørt spæde demoer, liveudgaver og alternative takes. Jeg har sågar drukket øl sammen med dem og er vist også kommet til at røbe et par småting, som de ikke var klar til at offentliggøre, her på bloggen. Nej, jeg er ikke den rette at spørge. Slet ikke, hvis man forventer et objektivt svar.

The Liguid består i dag af Nicolaj Stochholm, sang og bas, Laust Ovesen, guitar, plus Tore Klitgaard på trommer. Det fortæller jeg kun, fordi jeg har hørt bandet i andre konstellationer. Titlen på albummet er nappet fra Philip K. Dicks roman, ’UBIK’, fra 1969, hvor Atlas Interplan er navnet på den interplanetariske rustvogn, der transporterer halvt-levende fra de fjerneste steder i galasken til et sanatorie i Schweiz, hvor deres sjæle bliver holdt i live i jerntanke. Nu, hvor jeg alligevel er kommet så langt, kan jeg vist godt tillade mig kort at bemærke, at indspilningerne af de ni skæringer foregik over tre hektiske dage, lige før årsskiftet 2012-13, i NovoPop Studiet i Valby.  

Hvis The Liquid bare tilnærmelsesvis kommer i nærheden af det bid og den snert, de spiller med på ’Atlas Interplan’, er der lagt op til et releaseparty af den filterløse slags, nu på onsdag, d. 27. november. Det begynder, kl. 20.00, i KB18 i Kødbyen. Gratis entré.

Det danske pigepunkband Tee Vee Pop udsendte to kassettebånd, en 7” og medvirkede på Nosferatu Festival-pladen. That’s it. Nu har et fransk label genudsendt båndene og singlen på lp’en, ’The Only Years’. Det samarbejde, samt den københavnske scene i årene omkring 1980, fortalte sangerinde Xenia Foss, Jan Sneum, om for nogle uger siden. I anden time har Garagen besøg af kollektivet Synd & Skam, der af flere bliver nævnt som det vigtigste band herhjemme for tiden. Den konklusion har jeg besvær med at følge. Jeg har forsøgt, men orkestret fanger mig ikke.


Til slut et link af Deadhead-agtige proportioner; 'The Replacements Live Archive Project'.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar