Året ifølge Stephen Pastels aka. Stephen McRobbie

”One of the most interesting and best things about music in 2013 was final confirmation that nothing was really official anymore. Important artists could release records in the middle of the night or suddenly re-appear in everyones lives via spooky video. Most of my favourite music didn't even feel all that finished, it had an openness and sense of future possibility about it. Maybe the idea of the intended masterpiece now belongs to another century. I think there was a lot of really great music out there and I was happy that we'd joined back in at such an interesting time.

The Focus Group - The Elektrik Karousel (Ghost Box)

Ela Orleans - Tumult In Clouds (Clandestine)

My Bloody Valentine - mbv (My Bloody Valentine)

Mazzy Star - Seasons Of Your Day (Rhymes Of An Hour)

Bill Ryder Jones - A Bad Wind Blows In My Heart (Domino)

Mogwai - Les Revenants (Rock Action)

Yo La Tengo - Fade (Matador)

Plinth - Music For Smalls Lighthouse (Clay Pipe Music)

Jon Brooks - Shapwick (Clay Pipe Music)

Camera Obscura - Desire Lines (4AD / Merge)

SP”

Jeg hører til blandt dem, der lader sig inspirere af årslister. Og det gælder både om jeg er enig eller ej. En ting, forlanger jeg dog, der skal være noget spræl over dem. Plader jeg ikke anede eksisterede eller overraskende valg. Her til morgen skimmede jeg de individueller årsopgørelser fra Gaffas medarbejdere. Gabende kedeligt. Nej, så giv mig hellere Stephen Pastels og mennesker jeg kan stole på.

Fra Pastels oversigt, har jeg investeret i ’The Elektrik Karousel’ med The Focus Group henover julen. Jeg har endnu ikke dannet mig en brugbar mening.

 I Drowned In Sound anmeldelse fra maj hedder det om udgivelsen:

“Julian House, the man behind those beautifully retro Ghost Box sleeves, is back as The Focus Group with more broken melodies, distorted children’s TV programme themes, Cold War psychedelia and all-round English weirdness. Possibly the most fascinating artist on the hauntology label, House’s vignettes on The Elektrik Karousel don’t break the formula of his four previous LPs - bursts of jazz, creepy old Theremin - but he’s so good at it now fans know what to expect. Want to convince a friend you’ve just spiked them with four tabs of LSD? Lower the lights and discretely press play. They’ll be clucking by track three”

De seneste dages inspiration til musikkøb er i den grad også kommet fra BEAT 2013-listerne. Her en række skudsmål af plader, som jeg har brugt eller kommer til at bruge penge på i nærmeste fremtid.

Jamie Mason anbefalede Caitlin Rose tredje udgivelse, ‘The Stand-In’, med disse ord:

“Caitlin Rose came to country through the Nashville Punk Rock scene. The Stand-In is an enriching experience, call it Country, call it Americana, this is heartbreaking, melodic and emotional stuff, but all the same it swings like the best country and pop music should.”

Anders Hjortkær-Rask og adskillig af de andre bidragydere, fik mig overbevist om, at der er noget at komme efter på ’JØVT’ af Allan Olsen:

 

”Jeg har intet forhold til Vendsyssel. Alligevel rammer Allan Olsens hjemstavnshyldest af en folkplade dybt hos mig. Det er et sandt hovedværk hos Olsen, som nok har Dylan i blodet, men mest af alt er sin egen original. Synd at Spotify-generationen aldrig får fornøjelsen af denne vidunderlige plade.”

Ole Lindved Sværke agiterede stærkt for These New Puritans ’Field Of Reeds’:

”Det er næppe en kvalitet i sig selv, at Field Of Reeds giver mig lyst til at lytte til personlige favoritter som Gil Evans, Talk Talk, David Sylvian og Robert Wyatt, men albummet fungerer heldigvis også på egen hånd. Det er dog et album, der kræver sin lytter, da det hele tiden balancerer på kanten mellem det banale og det avantgardistiske.”

Søren Holst Frøkiær Thuesen har fået mig til at betræde nyt terræn med Chvrches’ ’The Bones Of What You Believe’:

”Den perfekte popplade? I hvert fald pop-perler der fremkalder en længsel efter evig ungdomsforelskelse”

Thomas Løppenthins etter, Mark Mulcahys ‘Dear Mark J. Mulcahy, I Love You’, besluttede jeg mig allerede for at høre mere til, den aften vi lavede BEAT 2013 på Christianshavns Kanal:

”Så voksent og så soft. Og så hamrende intenst. Mulcahy havde egentlig næsten pensioneret sig selv fra tilværelsen som musiker efter sin kones død i 2008, men vedvarende opfordringer fra fans og kolleger om at genoptage sin metier blev hørt, og ‘Dear Mark J. Mulcahy, I Love You’ blev et flot comeback”

Jeg anede ikke, at Thomas Falk havde et soul-hjerte. Det bekræftede han ikke desto mindre ved at have Har Mar Superstars ’Bye Bye Seventeen’ med på listen.

”Retro soul efter alle kunstens regler – Sean Tilmann, der tidligere stod i front for bl.a Sean NaNa har udgivet sin femte lp under sit alias Har Mar Superstar. Og denne gang mere vellykket end tidligere. Charme, selvtillid og lækkert hår.”

Og sidst men ikke mindst, så havde Jan Damage Petersen Purling Hiss’ ’Water On Mars’, helt i toppen af sine udenlandske favoritter:

“Alt det bedste fra amerikansk indie/alternative-rock fra slut 80’er/start 90’erne, er samlet på denne plade. En slags ”Best Of”, bare med nye numre, hvis man forstår sig på den slags. At tage ned på KB18 en regnfuld søndag aften i april for at se Purling Hiss, er blandt årets bedste beslutninger, sådan i kulturel kontekst forstås. Forhåbentlig kommer der mere end 10 mennesker næste gang de spiller, det har de sateme fortjent"