Phil Everly, The Monoliths, The Hedgehogs og Yo La Tengo

Ud af de mange brødreduoer, som countrymusikken har fostret siden 1920’erne, var The Everly Brothers nok de mest succesfulde. De delikate vokalharmonier og skarpe, akustiske melodier gik lige i hjertet hos såvel country- som poppublikummet. Jeg kan pege på en lang række sange fra brødrenes tidlige år i Nashville, der er fast pensum, hvis man har den allermindste interesse i populærkultur. ’Bye Bye Love’, ’Wake Up Little Susie’, ’All I Have To Do Is Dream’, ’Cathy’s Clown’ osv.

Da The British Invasion ramte den amerikanske kyst i 1963, havde The Everly Brothers popularitet toppet. Til trods for al virakken om det nye, udsendte Don og Phil stadig singler nogenlunde kontinuerligt. Det var dog først med albummet ’Roots’ fra 1968, at brødrene igen skrev sig ind i musikhistorie. Ikke at pladen var en kommerciel succes. Slet ikke. Det er først senere, at den, sammen med The Byrds ’Sweetheart Of The Rodeo’ og Dillard & Clarks ’The Fantastic Expediton Of Dillard And Clark’ fra samme år, har sneget sig ind som "one of the finest early country-rock albums”, som All Music Guide skriver.

Her Ron Elliotts ’Ventura Boulevard’ fra 'Roots':

Phil Everly døde i går, 74 år gammel, i Burbank, Californien. Hvil i fred. Hans to år ældre bror, Don Everly, lever i bedste velgående.

Endelig har jeg fået fat på et eksemplar af den måske bedste 7”’er, der kom ud af den københavnske undergrund sidste år (tusind tak). Det drejer sig om noise-trioen The Monoliths, der består af P. Lizzard, James Deen Dragon og Colonel Dickhead. I virkeligheden hedder de vist nok noget helt andet, men skide være med det. Desværre er b-siden ’Big Dog’, som jeg har hørt til hudløshed, ikke tilgængelig på nettet, så her de to numre som a-siden indeholder:

The Monoliths spiller sammen med L'obscurité, Ekologiskt Mörker og Myreskær i BumZen i Baldersgade i aften. 

Mens vi er ved singlepladerne, så udsender The Hedgehogs snart 'Make Me Wanna Cry' / ’Can't Find Myself’ på Levitation Records. Begge numre fik iøvrigt radiodebut, da bandet besøgte Mod Strømmen i november. Her den splitternye video til a-siden, 'Make Me Wanna Cry':

“Here’s a resolution I’m going to have trouble keeping. As Yo La Tengo wends our way to our 30th birthday on December 2, 2014, we’re going to utilize this space for a (not necessarily) fond rummaging through the time capsule”

Ira Kaplan, fra Yo La Tengo, nytårsforsæt er at fortælle bandets historie gennem daglige blogposter. Om d. 2. januar 1994, skriver han:

“Anyway, January 2, 1994 finds us somewhere in Munich (I can’t recall the name of the venue–we’d fire the archivist if it were anyone but me), traveling Europe with 18th Dye”

Følg udviklingen her