Seperate sider

onsdag den 16. april 2014

Påsketema #2: Dark Buddha Rising


Det kan gå galt i dag, rigtigt galt. Så er det sagt. Thi jeg begiver mig ned ad en vej, som jeg ikke kender og ikke har den fjerneste idé om hvor ender. Indenfor film og litteratur arbejder man med et horror-begreb. Altså fortællinger om menneskets møde med det grufulde og forfærdelige. Typisk det over- og unaturlige, såsom dæmoni, psykopati, videnskabelige eksperimenter, naturen, der går amok, og blodig lemlæstelse af kroppen. Og det er netop billeder af den art, der suser forbi den indre biograf, når jeg hører doommetal-bandet, Dark Buddha Rising.

Det er finsk, det er tungt, det er mørkt, det er okkult. Sidder hele tiden med en fornemmelse af, at jeg er vidne til jordens undergang og menneskeslægtens udslettelse. Det er ren og skær ondskab. Blottet for enhver form for lindring og skønhed. På Roskilde Festivalens hjemmeside, hvor Dark Buddha Rising, også skal optræde i år, beskriver de det onde således:

”Kun Finlands hylende vintervinde kunne skabe et band som Dark Buddha Rising. Deres særlige type langsomme, psykedeliske doom tager dig med til en fjern provins fuld af mørk psykose, bizarre, geometriske former og det blændende, onde lys fra den næste verden.”

Velbekomme. Jeg skal nok komme med en tilbagemelding, hvis jeg altså tør at høre dem, når de slipper helvedes altfortærende ild løs over Stengade 30 ved Copenhagen Psych Fest. Det sker fredag, d. 25. april, kl. 18.40.



Ingen kommentarer:

Send en kommentar