Navnet Global World Music Venue
kan godt snyde. Man kan eksempelvis fristes til at tro, at
Nørrebro-spillestedet har en klar genredefinition. Intet kunne være mere urigtigt.
Det er måske den scene i byen med den største diversitet. Hvis jeg bare tænker
på de musikalske oplevelser, jeg har haft på Global, og jeg er på ingen måder stamkunde,
så kan jeg ikke pege på andre koncertsteder i København, hvis musikprofil peger
i så mange grundforskellige retninger.
Jeg har hørt afropop og med pop, mener
jeg pop, ørkenblues af allerbedste kvalitet, danske viser, Gnawa, stubepunk og
regulær punkrock. Jeg er blevet hypnotiseret af rytmer fra Kinshasa. Jeg har
været i Mellemøsten og Sydamerika. Jeg har rejst på de gamle karavaneveje til
Kina. Jeg har defileret rundt i Paris´ forstæder og kørt rundt i en Buick
Roadmaster Skylark fra 1954 i Austin, Texas.
Global åbner allerede efterårssæsonen
nu på fredag, d. 29. august, med Siba og TiãoDuá fra Brasilien. Mangue beat, tropical
rock, samba og funk. De kommende måneder bliver publikum beriget med blandt andet fiesta punk, freak-folk, klassisk indisk musik, Garifuna fra Honduras, turkish
psychedelia og americana. Mark Ernestus dukker op sammen med Jeri-Jeri,
Meridian Brothers kommer hele vejen fra Bogota og Seun Kuti har samlet Egypt 80. For slet ikke at tale om de tillokkende mandagsarrangementer med Kresten
Osgood & Indianerne med gæster som Eugene Chadbourne, Snöleoparden, Maria
Laurette Friis og Adam Rudolph. Jeg kan slet ikke få nok.
På torsdag, dvs. 28. august, kan
man høre mere om, hvad der er i vente, når booker Peter Hvalkof besøger Mod
Strømmen. Det sker mellem kl. 18-20 på enten 98.9FM eller direkte livestream.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar