”Alting forvandles i mørket, bord og stole åbner sig som duftende
knopper
Jeg er træt af kunstteori, pensionatsmiddage, digtsamlinger,
pengekvaler, telefonstrejke,
fredskonferencen og Sønderjylland
Jeg længes efter at nærme mig de evige ting”.
- ’Pan’ af Otto Gelsted
Den rumænsk-tyske poet, Paul
Celan, med den triste skæbne, sagde engang, at ethvert digt er daterbart. Den bemærkning
kan jeg sagtens følge. ’Pan’ skal der ikke synderligt forhåndskendskab til at tidsfæste.
Måske ikke på dato. Men med digtets iboende referencer til Versailles-freden og
genforeningen med Sønderjylland i 1920, er det jo bare at slå op i en gammel
avis, for at finde ud af, hvornår der var telefonstrejke, og en datobestemmelse
er snert på.
Nuvel, er der formentlig flere,
der tænker: ”Du ved jo hvilken samling
digtet stammer fra. Og så er det jo ligetil at sidde der og kloge sig!”. Medhold.
Digtet er at finde i Gelsteds debut ’De Evige Ting’, der udkom i 1920. Men
nærværende tilfælde, tror jeg nu nok, at jeg havde ramt temmelig nøjagtigt
alligevel. Jeg vil hævde, at det daterbare også gør sig gældende indenfor
musik, ja, snart sagt alle kunstformer.
Opgaveformuleringen gik kort ud på
at give en ung endnu ikke debuteret poet tre gode råd. Men hvad kan hun anvende
ovenstående til? Jo, hvis man forsøger at undgå det aktuelle, fx. den politiskvinklede digtning, for at få et mere
klarhedssøgende, universelt udtryk eller som Gelsted skrev at nærme sig ”de evige ting” - ikke et ondt ord om
det – så vil der alligevel altid være noget i digtet, der peger på den tid, som
det er skrevet i.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar