Seperate sider

onsdag den 22. oktober 2014

Anbefalinger: Labelnight og Total Heels

Drone Recordings signings har været rigt repræsenteret i Mod Strømmen. Et af de nye navne, Nils Gröndahl, kommer endog forbi radioen i begyndelsen af november. I morgen, torsdag d. 23. oktober, udsender plademærket en gratis compilation med syv tracks, der dækker selskabets knapt to-årige levetid.

1. The 1st - Give It Back (hør udsendelsen)
2. Nosebleed - Fun At Night
3. Silver 6 - Would You Do It Again
4. Nils Gröndahl - Rocker
5. Deadpan Interference - What Colour Gold (hør udsendelsen)
6. The Pool - Fos
7. SPEkTR - Vice Versa (hør udsendelsen)

Compilationen bliver fejret med en släppfest i morgen aften, hvor The Pool, SPEkTR, Nils Gröndahl og Deadpan Interference spiller live. Dørene åbner kl. 20.00 på Drone Bar, Nørrebrogade 184, 2200 N.


New Musical Express nævner Total Heels i samme åndedrag som Iceage, Lower og Communions i bladets omtale af førstesinglen, 'Layered And Lovely', fra bandets debutalbum. Det er et flot selskab den dansk-amerikanske kvartet fortjent er havnet i. Det er ikke kun NME, der har bidt mærke i orkestret. Pitchfork og Brooklyn Vegan har også været ude med rosende foromtale. Andre medier peger på Parquet Courts og The Men som sammenligningsgrundlag. Hvis man samtidig nævner The Make-Up og The Fall får man et ganske godt billede af Total Heels rablende og undertiden desillusionerede univers.

Total Heels nærmer sig Danmark med ildfart. I skrivende stund er de vist i Darmstadt, efter en mindre europæisk tour, hvor de har spillet omkring et dusin shows i Tjekkiet, Østrig, Schweiz, Frankrig og Tyskland. På fredag går det løs i Stengade 30. De Høje Hæle varmer op.


Total Heels kommer i øvrigt også på besøg i Mod Strømmen. Det sker torsdag, d. 30. oktober.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar