Bevægelse og forandring. Ny Iceage-plade i morgen

Jeg begynder at se tegningen for mig. Konturerne så jeg allerede, da Iceage præsenterede den første skæring, ’The Lord’s Favorite’, fra deres nye LP, 'Plowing Into The Field Of Love’. Nick Cave anno The Birthday Party, The Gun Club, Swans og lignende kommer til at stå i kø i anmeldelserne de kommende dage. Fred være med det.

Spørgsmålet om Iceage har valgt den rigtige retning vil utvivlsomt også dukke op. Er de epigoner og eftersnakkere? Overhovedet ikke. 'Plowing Into The Field Of Love’ lyder mest af alt som Iceage. Et Iceage i skarp form. Et Iceage i konstant bevægelse og forandring. Eller som filosoffen Heraklit fra Efesos formulerede det: ”Du kan ikke to gange stige ned i den samme flod”, ved den anden nedstigning vil hverken du eller floden længere være den samme.

Det er fint for mig, hvis man ikke bryder sig om pladen og retningen. Det eneste, jeg appellerer til, er, at lade være med at falde i den bekvemme kritikerfælde og anmelde musikken på grundlag af noget, der måske var engang. Iceage er her lige nu. Det kan hverken Vorherre eller recensenten lave om på. Og så er de tilmed noget af det ypperste vor lille, hykleriske nation, har at byde på.

Det var ordene. Tak.