Når jeg tænker tilbage på koncertåret
2014, så er det især en tredags-event, der popper op eller rinder mig i hu, som jeg
først tænkte på at skrive. Det var ikke fordi, at årets koncert fandt sted i
løbet af de tre dage. Jeg var der også kun to af dagene. Det var mere den begejstring
og dedikation, der var blandt publikum og arrangørerne, der greb mig. Og så
gjorde det bestemt heller intet, at det var tale om tre dejlige forårsdage.
De fleste har nok allerede regnet
ud, at det var Copenhagen Psych Fest, der henrykkede mig. Desværre kom folkene
bagved ud med et underskud. Og selvom, der allerede er sat dato for en ny Psych
Fest i København, 10. – 12. september 2015 i Huset i Magstræde, så er der altså lige
et par huller, som skal lukkes først.
Derfor vil jeg opfordre til
at møde op på Republikken, Vesterbrogade 26, nu på lørdag, d. 13. december. Her
vil Deadpan Interference, Mary & The Hookers, Kogekunst, Danske
Spor, Ekkofabrikken, Måneskjold, Distortion Girls, Dør Nr. 13, Baby Jesus og The Warmongers gøre deres for,
at Copenhagen Psych Fest ikke forbliver en engangsforeteelse.
Musikken begynder kl. 19.00.
Allerede fra kl. 16.00 er der dog pladereception for Fribytterdrømmes 7'', 'Jeg
Graver Huller i Mørket/Tag Noget'.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar