Klappet og klar bliver jeg aldrig…

Forberedelsen til dagens udsendelse i Mod Strømmen er som sådan færdig. Jeg har besluttet mig for, hvilken musik jeg medbringer. Som sædvanlig har jeg alt for meget med. Det samme gælder angiveligt også for Jamie Mason, der er medvært i aften.

Èn af sidste års døde har jeg ikke med. Det er ikke af ond vilje eller anden dårskab, som man kan finde på at beskylde mig for. Det drejer sig om Joe Cooker. Han døde efter længere tids sygdom i december 2014. Jeg har ganske enkelt ikke noget med ham. Under forberedelsen til De Nøgne Og Døde 2014, har Cooker ikke desto mindre strejfet mine tanker flere gange. Et nummer er hele tiden poppet op, fordi det så vidt jeg husker altid blev spillet i radioudsendelsen, ’En arbejdsplads i Danmark’, som blev sendt på P3 i en lang årrække.

Konceptet var ligetil. Journalist Jens Nørgård besøgte en arbejdsplads, hvor han interviewede de ansatte, som så fik lov til at ønske et nummer. Jo, højere op man nåede i firmahierarkiet, jo oftere skete det, at en souschef, en underdirektør, en næstkommanderende eller hvad det nu hedder, gerne ville høre Joe Cocker & Jennifer Warnes synge ’Up Where We Belong’. Den viden, kunne en sociolog formentlig få en masse morskab ud af. Jeg nøjes med at konstatere, at sådan var det dengang og sådan er det vistnok stadigvæk.