“Well, I hear that Laurel Canyon is full of famous stars…”

“Before 1969, my memories were nothing but fun and excitement and shooting to the top of the charts and loving every minute of it. The Manson murders [in the summer of 1969] ruined the L.A. music scene. That was the nail in the coffin of the freewheeling, let's get high, everybody's welcome, come on in, sit right down. Everyone was terrified. I carried a gun in my purse. And I never invited anybody over to my house again.”

- Michelle Phillips

Fra midten af tresserne og nogle år ind i halvfjerdserne bosatte en lang række af musikere, sangskrivere, bands, producenter, kunstnere og pladeselskabsfolk sig i en eucalyptusduftende dal dybt inde i Hollywood Hills i Los Angeles. I dag taler man om en helt særlig Laurel Canyon-lyd, men for mange var det lige så meget en livsanskuelse, der samlede den brogede flok. Mange mener, at det var på disse skovklædte bjergskråninger, at hippiegenerationen tog sine første spæde skridt. Indenfor få år eroberede den alverdens hitlister.

Det var her, at Crosby, Stills, Nash og Young for første gang afprøvede deres flerstemminge harmonier. Hendrix og Jagger festede hos Frank Zappa i hans berygtede Log Cabin. Et kæmpe skrummel af en bjælkehytte. Stuen var 75 m lang og 30 meter bred og havde en enorm pejs. I kælderen var der bowlingbane og plads til at øve med The Mothers Of Invention. The Doors ’Love Street’, The Mamas & The Papas ‘12:30 (Young Girls Are Coming To The Canyon)’ og CSNYs ‘Our House’ handler alle Laurel Canyon.

Well, hvorfor denne lange smøre, der velsagtens er fast pensum eller i al fald burde være dét, for enhver med den mindste interesse for rockmusik? Kort og godt fordi, man i det seneste nummer af Vanity Fair finder ’An Oral History of Laurel Canyon, the 60s and 70s Music Mecca’.