Seperate sider

tirsdag den 29. september 2015

”Hippier og musiknørder er ens over hele verden”. Mailinterview med sanger og guitarist Jonathan Højgaard fra Spökraket.


Det aarhusianske psychrock-orkester Spökraket udsendte i april deres tredje plade, ’In A Witch Forest’.  Et album, der virker strammere end to de tidligere udgivelser, 'All Art Is Propaganda' fra 2011 og ’Darling Adharma’ fra 2013. Udover nævnte har gruppen også udgivet en split-ep med The Road to Suicide i 2013. På den nye plade, har bandet inkorporeret stiltræk fra Nord-Afrika og Indien, hvilket har givet lyden mere udsyn og fylde.

Hvad er der med den psych-bølge, som man hører og læser så meget om for øjeblikket?

”Siden slut-00'erne, har der været en tredje bølge af psychedelia på verdensplan, som i omfang og succes efterhånden svarer til, hvad der skete i slut-firserne med madchester, shoegaze, dreampop og acid house. Den har heldigvis også slået igennem i Danmark, modsat i slutfirserne, hvor det var ret begrænset, i hvert fald i forhold til bands som folk på min alder, har en chance for at kende. Blandt de mest interessante navne herhjemme de sidste syv-otte år, finder man blandt andet Morgan Square, Narcosatanicos, Snöleoparden, Papir, Fribytterdrømme, Deadpan Interference og The Road To Suicide. Sidstnævnte var desværre en kortlivet fornøjelse, de var ellers eminente. Der er pt. masser af interessante bands. Det eneste, jeg har at brokke mig over, er, at jeg godt kan bruge noget, der er lidt mere fremadskuende. Mange af de bands, jeg ikke nævner forekommer mig en smule retroagtige, og der er lidt rigeligt med Brian Jonestown Massacre-kloner. Både herhjemme og internationalt. Bevares, de skriver gode sange og spiller godt, men jeg kan godt bruge en større vilje til at forny og tage chancer. Det, der for mig gjorde slutfirserne og starthalvfemserne så specielle, var, at det var noget helt nyt, selvom man da godt kunne ane mange af klassikerne fra 60'erne som inspiration. Men mon ikke der kommer endnu flere fremadskuende bands med tiden og at nogle af de eksisterende begynder at eksperimentere lidt mere? Jeg kan ikke tage stilling til om vi selv er tilbageskuende, fremadskuende eller en blanding. Men dét der kendetegner verdens måske bedste band lige nu, Goat, er, at de på én gang er hamrende originale og samtidigt klassiske i deres lyd og sangskrivning. 

Der er også masser af spændende navne, som ikke er decideret psychedelia eller shoegaze, men som ofte appellerer til mange af de samme folk. Hunger er et godt eksempel, det samme er The Love Coffin og diverse helt udknaldede ting som for eksempel Shiggajon.”

For nyligt spillede I på en festival i Tjekkiet. Hvordan fik I det job og hvordan tog publikum i mod Jer dernede?

”Vi spillede på Psyhigh udenfor Pizl i Tjekkiet. For et par år siden, var vi i dialog med en fyr, der hedder Richard. Han havde set os i København, da han studerede der. Han forsøgte at booke os, men logistik, økonomi og den slags kedelige ting gik ikke op. I år havde han booket Narcosatanicos og da et russisk band meldte afbud var det oplagt, at vi rejste sammen med dem derned.  Publikum tog pænt imod os. Hippier og musiknørder er ens over hele verden.”

Første gang, jeg hørte om Jer, var i forbindelse med split-lp'en med The Road To Suicide. Der havde I allerede udsendt debutpladen 'All Art Is Propaganda'. Hvordan tog neopsych-scenen i Aarhus sig ud på det tidspunkt, og hvad fik Jer til at gå full in på netop den genre?

”Da vi i 2011, indspillede og udgav ’All Art Is Propaganda', var Snöleoparden særdeles aktiv og spillede nogle episke, mindeværdige og temmelig afbrændte koncerter. Husker især et show på Atlas med en masse dansende mennesker på scenen og en growlende kvinde. Det er absolut noget af det mest originale musik, der er kommet ud af Danmark. Derudover eksisterede Mammatus Cloud stadig og var ganske fede. Narcosatanicos var så vidt, jeg husker, ikke dannet endnu. De fleste af medlemmerne spillede dengang i Heavy Friends, som havde nogle psykedeliske elementer, men primært var støjrock.


Der er det specielle ved psytrancemiljøet i Aarhus, at det er så stort og det tiltrækker en del folk, der måske ellers ville have spillet eller hørt psychrock. Flere går selvfølgelig igen i begge miljøer, hvilket, jeg anser, som en stor fordel musikalsk og socialt. Jeg er ikke selv den store psytrancefan, men miljøet har nogle vidunderlige mennesker. Og så elsker jeg at feste i en skov til tidligt om morgenen.”

Når du taler om at feste i en skov, er det så Skovgilde Festivalen, du tænker på? Kan du ikke fortælle lidt om, hvad det er for en festival?

”Nej, jeg tænkte egentlig på ravefester på Moesgaard, der er et enormt smukt sted. Jeg har desværre ikke været der i år pga. koncerter. Men Skovgilde er noget særligt, ganske afgjort. Det blev afholdt for første gang for to år siden og vi spillede der i år. Programmet er eklektisk og går fra punk over psych til black metal. Der er en lettere okkult stemning derude med dyreknogler over det hele. Det første år, var der en fyr der sad med en frø i munden og påstod at have mødt Satan. Tvivler nu stærkt på, at han eksisterer. Hans krav til honorar må også være lidt for højt til så lille en festival. Men ikke desto mindre en anbefalelsesværdig festival, hvis man kan lide god musik og mennesker der opfører sig en smule sært. Narcosatanicos har spillet op til deres bedste begge gange, jeg har været derude. Outer Nothingness leverede desuden en yderst hypnotisk koncert i 2012.”


"Deciderede ravefester ude ved museet Moesgaard? Det lyder interessant. Umiddelbart er det ikke en interesse, jeg kan fornemme i Jeres musik. Men det er måske bare mig, der ikke kan høre det?

”Nu er det heller ikke, fordi nogen af os dyrker psytrance. Men vi er særdeles inspirerede af Happy Mondays og andre Madchester-ting, der vel må være ravekulturens fødsel i Europa. Tror godt, at man kan høre Mondays i et nummer som 'Enjoying Insanity'. Jeg bilder mig også ind at kunne høre Sinas Robin Svendsens (bandets trommeslager) drum and bass inspiration i hans trommespil.”

Nu vi er ved den nye plade, så går jeg udfra at 'Tribute to Ride In To The Sun' er en hilsen til The Velvet Underground. I er også begyndt at inkorporere stiltræk fra den såkaldte verdensmusik. Hvorfor nu det?

”Det er en korrekt antagelse, jeg har en besættelse af det nummer. Det må være mit favorit Velvet Underground-nummer sammen med ’All Tomorrows Parties’, ’Heroin’ og ’Sunday Morning’. ’Ride Into The Sun’ er et af de numre, hvor der er mange versioner, der er fede og har hver deres force. De tidlige Velvet Underground-demoudgaver er en hel del mere stemningsfulde end den officielle version, der endte på Lou Reeds første soloplade. Den slags, siger jeg, yderst sjældent, fordi jeg er studiefreak. 'Tribute to Ride In To The Sun' er det eneste nummer på pladen, som er indspillet rent lagkage. Indspilningen var egentlig ment som en demo, men det var umuligt at genskabe en totalimproviseret vokal, der tilmed er pitchet en tone op ved at holde tempoet på båndoptageren helt i bund og sætte det tilbage i normalt tempo. Nummeret har ikke andet til fælles med ’Ride Into The Sun’, end den bedøvede stemning og det kan nok forklares med kemi, uden at jeg skal gå for meget i detaljer med det.


Jeg ikke kan udstå ordet "verdensmusik", da det er et lortebegreb, der kategoriserer al musik, som ikke kommer fra vesten i samme kasse, selvom det er fra vidt forskellige perioder, fra vidt forskellige kontinenter og lavet af kunstnere med vidt forskellige mål. Men no offense, der er selvfølgelig også en grund til, at du bruger både gåseøjne og "såkaldt". Vi er ret pjattede med mellemøstlig, indisk, nordafrikansk og tyrkisk musik. Kan kun tale for mig selv, men i de senere år har jeg brugt meget tid på at lytte til blandt andet The Orient Express, Selda Bagcan, Erkin Koray og Omar Souleyman. Det har helt klart påvirket min måde at tænke musik på. The Orient Express' eneste album er en af mine favoritplader nogensinde, helt deroppe med My Bloody Valentine, Beatles og Velvet Underground. Det er bittert, at de ikke udgav mere. Sinas er opvokset med indisk musik og det er helt klart også en stor del af forklaringen.

Omar Souleymans ’Leh Jani’ er et fast indslag, hver gang vi sætter os ind i minibussen og skal ud at spille koncert. Det har til tider resulteret i nogle ret hyperaktive scener. Souleyman er lige så god partymusik som Happy Mondays. Om hans tekster er lige så bundsjofle, har jeg ikke arabisk-kundskaber nok til at vurdere.”

Jeg ved ikke, hvorfor jeg har fået den opfattelse, at I er et band, der arbejder meget improvisatorisk. Men det har jeg altså. Du nævner selv, at du er en studiefreak. Kan du ikke fortælle lidt om Cable Hell Studio, hvor I og mange andre Aarhus-bands indspiller musik?

”De første to plader var meget improbaserede. For eksempel var der et nummer på den første og tre på den anden der var frie-jams med overdubs. På den seneste valgte vi en anden tilgang. Dels af nød, da den er indspillet uden bassist på grundsporene, undtagen to numre. Dels, da vi havde lyst til at prøve noget andet og mere struktureret. Der er stadig jamelementer, især på ’Enjoying Insanity’, ’Tandava’ og ’Tribute To Ride Into The Sun’, men det er kraftigt nedtonet sammenlignet med tidligere.


Cable Hell er et lille analogt lydstudie. Det begyndte egentlig med et ekstremt hjemmesetup, jeg havde før Spökraket med en gammel Yamaha pult, en kassettebåndoptager, en Revox spolebåndoptager og en computer og er sidenhen blevet udvidet til hhv. fire, otte og 16 spors båndmaskiner. Arbejdshestene i studiet er to Fostex G16 som er en lækkert lydende båndoptager, der samtidig kører med halvtommebånd, Det er nogenlunde til at betale sig fra. Mixeren er for nyligt blevet opgraderet fra en Fostex 820 til en DDA Q 32-spors, hvilket var et gigantisk skridt i den rigtige retning. I forhold til mikrofoner har jeg med tiden samlet en række billige, men gode mikrofoner og lært dem godt at kende. AKG D-112 på stortrommen, en håndfuld 57'ere og 58'ere, et par gamle Sansui, en Neumann KMS5, lidt Sennheiser og Beyer Dynamics og den grimme juvel i samlingen, en russisk Octava MK-319, der er vidunderlig på vokal og som trommeoverhead og på akustiske instrumenter. Vi har en fjederrumklang, en Alesis digitalreverb og et firespors båndekko setup, der er lavet med inspiration fra Phil Ramone. Der er gates bagved for at dæmpe støjen fra den gamle slidte Akai, som jeg har fået af en kammerat. En stor fordel ved lokalet, er, at der er en lækkert lydende betongang, som er perfekt til at tracke vokaler. Med lidt tålmodighed kan man opnå resultater med et rigtigt rum, som man ikke kommer i nærheden af med en digital rumklang eller en fjeder. På sigt vil vi gerne have en EMT 140 eller 240 plate reverb, en bedre kompressor, en 2" 24-spors maskine og flere rum. Men vi tager det stille og roligt og vil ikke sætte os i gæld til op over begge ører.

Lige for tiden arbejder jeg med den nye Morgan Square, der bliver en eminent plade, som jeg er beæret over at have været inde omkring. Der er også andet godt i støbeskeen, blandt andet odenseanske Keine Fear For Flangers og en plade med Hunger, der venter på at blive mixet digitalt efter at den blev tracket på bånd hos os. Sikke en smøre, beklager, men studiesnak har det med at starte en ustyrlig verbaldiarre hos mig.”

Spökraket har en del job i den kommende tid. 1000 Fryd i Aalborg, som opvarmning for Acid Mothers Temple, Mørke Dage i Nørresundby, RECession Festival i Aarhus, hvor De Underjordiske, som Mod Strømmen får besøg af på torsdag (d. 1. oktober), ligeledes spiller, Stengade i København sammen med Deadpan Interfernece, Plantagehuset Urt i Thisted, samt Svampen i Thylejren. Derefter tager bandet en mindre pause, før de går i gang med en ny plade.

Foto: Nanna Klith

Ingen kommentarer:

Send en kommentar