’The London Howlin' Wolf Sessions’

Pladecoveret er fedt. Musikken har jeg det knapt så godt med. Sådan har det ofte lydt om Howlin' Wolfs London-sessions. Hvad angår min egen opfattelse af albummet, ja, så befinder jeg mig blandt majoriteten af bluespurister, hvor den gængse mening er, at indspilningerne til trods for den mere blues-rockede tilgang, egentlig er fine, men ikke så gode som Wolfs tidligere versioner af numrene.

Historien om pladen tager sin begyndelse i San Francisco i august 1968, hvor produceren Norman Dayron fra Chess Records, efter et dobbeltarrangement med Cream og Electric Flag i Fillmore Auditorium, spurgte Eric Clapton, om han kunne tænke sig at indspille et album med Howlin' Wolf? Clapton svarede tøvende ja. Der kom til at gå næsten to år, før der begyndte at ske noget. Et par måneder efter samtale, gik Cream i opløsning og al Claptons opmærksomhed faldt på Blind Faith, som han havde dannet sammen med Steve Winwood , Ginger Baker og Ric Grech. I maj 1970 var der plads i kalenderen.

Wolf, der var 59 år gammel, mødte op i Olympic Studios i det vestlige del af den britiske hovedstad. Her havde Clapton samlet et lille hold af unge engelske rockstjerner og kendte London-sessionmusikere. De første dage sad Ringo Starr bag trommerne, Klaus Voormann tog sig af bassen, mens Ian ’Stu’ Stewart spillede klaver. Det stod dog hurtigt klart for alle implicerede, at Starr og Voormann ikke var ”bluesmen”. I stedet kontaktede Clapton, Charlie Watts og Bill Wyman fra The Rolling Stones, der ikke havde nævneværdige betænkninger, men bare gik ind og fyldte de roller ud som de fik udstukket. Selvom det var lidt af prøvelse, færdiggjorde det hold Wolf-indspilningerne i løbet af tre-fire dage.

Hjemme i Chess-studierne i Chicago, gik Norman Dayron i gang med at finpudse optagelserne fra Olympic Studios. Der manglede dog et-eller-andet. Han hyrede pianisten Lafayette Leake og bassisten Phil Upchurch, samt hornsektionen fra The 43rd Street Snipers. Under de omfattende overdubbing-sessioner, der fulgte, deltog Steve Winwood, der var på turné i USA med Traffic, også på klaver og orgel.

’The London Howlin' Wolf Sessions’ blev udgivet i 1971 af Chess Records i USA og Rolling Stones Records i Storbritannien.